Størst af alt er … ministerholdet
Hvis man synes, at den omrokerede danske regering er stor, skal man se til USA: Hvis vi organiserede en regering som dem, ville det kræve et ministerbord af en størrelse, der kun kan bestilles hos Putin.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Herhjemme holder statsministeren spørgetime i Folketinget cirka hver anden tirsdag fra kl. 13, hvor der svares på spørgsmål fra partilederne. I Amerika går der næsten 40 dage, før Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, svarer på spørgsmål fra en journalist i et interview, hvor præsidentkandidaten i øvrigt har vicepræsidentkandidaten ved sin side.
Var interviewet så ventetiden værd? Det synes jeg ikke. I mine øjne var det tilpas uinteressant. Harris var som sædvanlig disciplineret i sine svar og var tydeligvis velforberedt på de forventede spørgsmål, der kom om hendes politiske agenda og kovendinger.
Hvis man havde forventet et substantielt festfyrværkeri, blev man nok slemt skuffet. Medmindre man selvfølgelig i over en måned har ventet på at vide, hvad Harris egentlig fik til morgenmad, da Joe Biden besluttede sig for at trække sit kandidatur den 21. juli. Nu ved vi så, at det var pandekager, men ikke, hvad USA’s mulige kommende præsident foretrækker til sine pandekager. Det er sløj journalistik, og både Rasmus Klump og jeg er slemt skuffet over dette svigt.
Jeg var også slemt skuffet over, at intervieweren ikke fulgte op på den banebrydende afsløring, at Harris var i gang med at lægge puslespil med sine niecer, da telefonen ringede, og verdens mest magtfulde mand fortalte, at han ville smide håndklædet i ringen. Hvad for et motiv havde puslespillet, hvor mange brikker har det, og hvor langt var de nået? Spørgsmålene presser sig på.
Spøg til side: For mange amerikanere er biedermeier forfriskende normalt og tiltalende, når man har været vant til en rablede Biden og tanketorskene fra Trump. Så bliver rugbrød lige pludselig det nye sort i amerikansk politik. Eller som Bill Goodykoontz beskrev interviewet i dagbladet Arizona Republik: »Kamala Harris’ CNN-interview var for fornuftig til at være godt tv. Og det er en god ting.«
At Harris sagde, at hun godt kunne overveje at give en republikaner en ministerpost i en mulig kommende administration, har vakt en del opmærksomhed. Personligt var jeg nu mere glad for, at Harris ikke annoncerede, at hun ville indføre danske tilstande og oprette nye ministerier.
Herhjemme har vi en regering, der bejler benhårdt til at være med i en ny sæson af Peter Ingemanns ”Størst”. En regering, der åbenbart har ladet sig inspirere af DBU’s vision om at være en del af noget større, men samtidig også skeler til TV 2 og spekulerer, om at alt det, vi deler, også gør sig gældende for ministerposter.
I USA har man udover den politisk valgte præsident og vicepræsident ydermere 15 ministre. Disse sidder til regeringsmøder i den rækkefølge, som ministerierne er blevet oprettet i: udenrigsministeren, finansministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, indenrigsministeren, landbrugsministeren, handelsministeren, beskæftigelsesministeren, sundhedsministeren, bygnings- og byplansministeren, transportministeren, energiministeren, uddannelsesministeren, veteranministeren samt ministeren for indenlandsk sikkerhed.
Med andre ord sidder man som udenrigsminister tættest på præsidenten, mens man som minister for indenlandsk sikkerhed muligvis må have en kikkert med for at se verdens mest magtfulde mand.
Skulle man indføre samme princip herhjemme med afsæt i statsrådsrækkefølgen, ville det kræve et ministerbord af en størrelse, der kun kan bestilles hos Putin, og hvor digitaliseringsministeren lige så godt kan være med på Zoom eller Teams. Som den lavest rangerede minister i statsrådsrækkefølgen ville digitaliseringsministeren i al fald sidde så langt væk fra statsministeren, at det er lige før, at vedkommende ville kunne få forhøjet kørselsfradrag.
Set i lyset af inflationen af ministerier og ministre i Danmark er det i øvrigt tankevækkende, at man ikke har en Amerikaminister, en digitaliseringsminister eller en Inflation Reduction Act-minister på den anden side af Atlanten. Tænk, at regeringsapparatet alligevel kan fungere.
Man plejer at sige, at alt er større i USA. Her vil jeg nu tillade mig at tilføje: undtagen antallet af ministerposter. På den front er det snarere Danmark, der har valgt at lade sig inspirere af den afdøde dokumentarist Morgan Spurlock og siger: »Super Size Me.«