Det lærte jeg ved at rydde op i mine bøger: Storslåede teorier er næsten aldrig noget værd

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For ganske nylig opstillede jeg alle mine fagbøger i alfabetisk orden. Det skete i forbindelse med en dobbeltflytning – to adresser skulle slås sammen til en – og efter en forholdsvis kraftig sanering af min bogbestand.

Jeg synes ikke, det var så svært at kassere de bøger, der ikke skulle med til mit nye hjem. Det drejede sig først og fremmest om bøger, jeg af denne eller hin årsag havde fået tilsendt uden at have bedt om dem. Og som jeg med sikkerhed vidste, jeg aldrig ville ofre tid på at læse.

Til gengæld beholdt jeg en del bøger, som jeg på et eller andet tidspunkt havde læst. Selvom jeg er temmelig sikker på, at jeg ikke kommer til at læse dem igen.

Noget af årsagen var nok, at når jeg nu havde gjort mig den umage at læse for eksempel hele ”Kapitalen” af Karl Marx fra ende til anden, så ville jeg gerne beholde bøgerne som en slags monumenter over fortidens anstrengelser.

Men når jeg rigtig tænker efter, så tror jeg nok, at jeg – i første omgang ubevidst – havde lyst til at lave en slags mindesmærke over, hvad jeg engang troede var vigtigt, og hvad jeg efterhånden har indset faktisk er vigtigt.

Da jeg var ung, læste jeg ret bevidstløst en masse teori, som stod på diverse pensumlister, og som blev anset for at være vigtig af autoriteterne på Sociologisk Institut. Det meste var noget venstreorienteret bras, jeg for længst har skilt mig af med. For eksempel et meningsløst og usammenhængende værk af de to tyskere Oskar Negt og Alexander Kluge, som jeg ikke tror, at ret mange reelt havde læst.

Det, jeg har beholdt fra dengang, er først og fremmest en stribe bøger af Jürgen Habermas. Fordi jeg tror, at noget af det faktisk giver mening og har en form for blivende værdi.

Og så beholdt jeg selvfølgelig mit eksemplar af Thomas Højrups – efter min mening – klassiske værk ”Det glemte folk”. Det er nemlig en af forudsætningerne for, at det engang for mange år siden lykkedes mig selv at skrive et nogenlunde bevaringsværdigt bidrag til kunsten at beskrive vores samfund.

Desuden har jeg gemt nogle bind af Roland Barthes og Michel Foucault. Ikke fordi jeg tror, at nogen af dem havde ret på samme måde, som for eksempel Elihu Katz og Paul Lazarsfeld havde ret, da de i 1940’erne og 1950’erne afdækkede, hvordan information spredte sig gennem personlige netværk. Men fordi det, de skrev, var så velformuleret, at man blev forført af det.

Jeg er ikke forført længere. Det, Barthes og Foucault skriver, er ikke i banal forstand sandt. Men jeg kan stadig huske suset, da jeg læste deres tekster for første gang. Og derfor ville jeg gerne have deres bøger stående i min stue.

Det meste af, hvad jeg har beholdt, har jeg enten læst i slutningen af min studietid, hvor jeg gik på University of Pennsylvania i Philadelphia i USA. Eller jeg har læst det, efter jeg formelt var færdig med at studere. Det drejer sig blandt andet om et udvalg af de helt store klassikere inden for samfundsvidenskaben og om klassiske analyser af dette eller hint konkrete fænomen. Thorstein Veblens uforglemmelige bog om det opsigtsvækkende forbrug. William Foote Whytes bog om bander. Katz og Lazarsfelds bog om netværk, som jeg allerede har nævnt. Herbert Gans’ bog om livet i forstæderne. Og selvfølgelig Pierre Bourdieus storværk om smag og afsmag for andre menneskers smag. I den danske afdeling taler vi om lige så klassiske værker af for eksempel Jørgen S. Dich eller Henning Fonsmark.

Hvad har jeg så lært, hvis jeg kaster et samlet blik ud over de bøger, jeg har valgt at beholde?

Jeg tror først og fremmest, at storslåede teorier næsten aldrig er noget værd. I hvert fald ikke, hvis man tager dem bogstaveligt. Der er ikke ret meget af det, Karl Marx skriver, der i helt banal skolemesterforstand er korrekt. Det eneste rigtig spændende, som til gengæld er fuldkommen sandt, er, at økonomi og politik hænger sammen. På samme måde med Sigmund Freud. Det, han først og fremmest har ret i, er, at man skal tage patienterne alvorligt. Det er til gengæld så vigtigt, at man roligt kan se stort på hans konkrete analyser.

De bøger, jeg synes har en blivende værdi, er for det første historiske værker, der trænger ned i en eller anden begivenhed eller epoke. Og for det andet analyser af konkrete fænomener: Tankegangen i kriminelle bander. Sekters måde at tænke. Studiesystemet i Hollywood. Den slags.

Med helt ekstremt mange forbehold for, at jeg ligesom alle andre mennesker mangler overblik over det, der udgives i vore dage, et par overvejelser over, hvad der i fremtiden kan få lov til at fylde de ledige pladser på min reolvæg.

Jeg kommer næppe til at bruge mere tid nogensinde på storslåede teorier. Storslåede teorier om, at alting – eller næsten alting – skyldes nogle ganske få faktorer eller kan forklares ud fra nogle ganske få faktorer, viser sig altid at være uden hold i virkeligheden.

Det skyldes ikke nødvendigvis, at ophavsmanden eller -kvinden til den storslåede teori er sjusket eller uhæderlig (selvom det også kan være tilfældet). Det skyldes det simple forhold, at verden er for kompleks til storslåede teorier.

Beslutninger bliver efter mine egne erfaringer aldrig taget sådan, som storslåede teoretikere forestiller sig. Og når man trænger ned i, hvorfor de konkrete forhold på et eller andet område nu engang er, som de er, viser det sig altid, at årsagerne er nogle andre, end den storslåede teori opstiller.

Hvad enten man tror, at verdens gang er dikteret af ”kapitalen” eller ”moderniteten” eller ”patriarkatet” eller noget fjerde eller femte, så taler sandsynligheden for, at det er forkert.

Jeg kommer ikke til at bruge nogen tid overhovedet på spekulative analyser af den sociale verden.

Samfundsvidenskaben i vore dage er i dybt forfald. Store dele er metodemæssigt elendig, eller konklusionerne er politiske (og skrevet som det første), eller begge dele på samme tid.

Det betyder, at alt for mange tekster, der udgiver sig for at være en slags videnskab, i virkeligheden er politiske indlæg i forklædning.

Jeg ved ikke, om universiteterne nogensinde kan korrigere sig selv på disse punkter. Meget taler for, at hvis det overhovedet er tilfældet, kommer det først til at ske mange år ude i fremtiden. Men min generelle tillid til, at tekster, der kalder sig selv samfundsvidenskab, rent faktisk er båret af normer om sandhed og redelighed, er meget alvorligt svækket på grund af den venstreorienterede magtovertagelse og udrensning af anderledes tænkende, der på universiteterne har stået på i mange år.

Endelig tror jeg ikke, at det længere er samfundsvidenskaberne, der har særlig godt fat i, hvad der rent faktisk foregår her i verden.

Det, jeg mener, er: Hvem af de populære samfundsforskere, man bruger som standardpensum rundtomkring på gymnasier og videregående uddannelser, har forudsagt noget som helst om, hvordan verden ville komme til at se ud en fjerdedel inde i det 21. århundrede?

Det kan være, jeg er uretfærdig. Men ser man på standardpensum (for eksempel Anthony Giddens, Ulrich Beck, Hartmut Rosa), er der ikke én forfatter, der har fanget, at Vestens fjender – for eksempel Rusland, Kina, Iran – ville slå sig sammen og gøre hård modstand imod den internationale orden, der opstod efter Anden verdenskrig og Den Kolde Krig.

Der er ikke én forfatter, der har fanget, at det politisk liberale samfund har ekstremt stærke modstandere, og at demokrati på verdensplan er blevet trængt voldsomt tilbage de seneste årtier.

Ligesom der ikke er én forfatter, der har fanget, at en international organisation som FN eller de internationale domstole ville blive ”våbengjort” – weaponized – af udemokratiske lande. Som man lige nu ser det ske i Hamas’ konflikt med Israel.

Her negligerer man systematisk Hamas’ ansvar og Hamas’ massive krigsforbrydelser, samtidig med at man anlægger politiske sager med vilde påstande om israelsk folkemord og andet ved de internationale domstole.

Jeg følger langtfra med i alt, hvad der rører sig. Selvom jeg gør en vis indsats og i al beskedenhed har et godt netværk i kraft af mit job. Men jeg har virkelig svært – i mit nyhedsfeed – ved at se, at der er nogen store og i Danmark eller Europa bredt anerkendte samfundsforskere, der er bare i nærheden af at have fat i, hvad der foregår i verden i vore dage.

Det er trist at erkende. Selvom det glæder mig, at jeg efterhånden er færdig med at alfabetisere mine litterære mindestuer.