Kvæl rigmandsmyten: Alt for mange sparer alt for lidt op

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi er vellønnede, velpolstrede og velhavende. Påstanden dukker op hver eneste måned, når Nationalbanken offentliggør, hvor mange penge vi har parkeret i banken. I øjeblikket står der knap 1.200 mia. kr. Det er noget mere end en slat, som vi siger i Jylland.

Beklager, men det er en myte. Lad os se på facts:

Sidste år fik vi - her på Finans - Danmarks Statistik til at foretage en særkørsel på danskernes opsparing. Det mest iøjnefaldende resultat var, at 1,4 mio. danskere har en opsparing på 25.000 kr. eller derunder. Det er 3 ud af 10.

500.000 sparer for lidt op til pension, viser en opgørelse fra Forsikring & Pension. Opgørelsen er baseret på indberetninger fra pensionsselskaberne.

I denne uge fik vi endnu flere tal, og dem er der grund til at være bekymret over. Jeg var og er overrasket.

Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik har vi i gennemsnit knap 1 mio. kr. på en pensionsopsparing. Fair nok, men ser man på alderssammensætningen, viser det sig, at opsparingen for danskere mellem 60 og 69 år er på gennemsnitligt 2 mio. kr.!

Jamen - det er da alt, alt for lidt. Man siger, at vi kan forvente at leve 18 år efter pensionsalderen. Flere pensionsselskaber regner med 22 år, og tak for det. Men holder vi os til de 18, betyder i det, at man med en sådan pensionsopsparing blot får 110.000 kr. om året.

Jeg forudsætter her, at der ikke kommer afkast på pensionsformuen - bare rolig - det gør der. Jeg indregner til gengæld heller ikke, at der skal betales skat af det meste af pensionsindkomsten. Husk, det er kuglerunde tal det her!

Er der tale om en enlig, der får det fulde tillæg til folkepensionen, bliver den samlede månedlige pensionsindkomst ca. 24.000 kr. - før skat.

Det kan man sagtens leve af, men kan man leve tilfredsstillende? Ældre boligejere føler sig måske betrygget af, at de har friværdi i boligen og kan belåne den om nødvendigt. Det er en både falsk og farlig tryghedsfornemmelse.

Efter finanskrisen har bankerne strammet op - det er de blevet bedt om - og må kun belåne fast ejendom, hvis lånerens rådighedsbeløb har en vis størrelse. Indkomsten skal være stor nok, til at man kan ”servicere” sin gæld, som det hedder med finansdialekt.

Denne ”service” er udtryk for, hvor mange penge man skal have tilbage til forbrug efter at have betalt de faste udgifter inklusive boliglånet. Det er der nogenlunde faste grænser for, og jeg tror, at mange ældre vil få et chok.

Med en månedlig indkomst før skat på 24.000 kr. vil det være begrænset, hvor stort et lån man kan få hjem. Friværdi skal udnyttes i god tid, mens man får løn, hvis man kan regne sig frem til, at pensionsudbetalingerne bliver små.

Derfor er det rettidig omhu at sikre sig et boliglån med 30 års afdragsfrihed i pænt god tid inden folkepensionsalderen. Fem år før er et minimum, 10 år giver i høj grad mening.

Og så er der jer, der ikke ejer fast ejendom. I har slet ikke nogen friværdi at trække på.

Der er mange tommelfingerregler for, hvor meget man skal have til rådighed, mens man arbejder, og når man pensioneres. Rådet om at have en pensionsindkomst på 80 pct. af sin løn er en forudsætning for at bevare levestandarden.

Har man ikke det, skal man være indstillet på en lavere levestandard. Det er der bestemt ikke noget i vejen med, vil jeg lige understrege. Men man skal gå ind i det med åbne øjne og lukket tegnebog.

Velliv mener, at vi skal have mindst syv årslønninger sparet op, når vi går på pension for at bevare vores levestandard. I gennemsnit har vi sparet fire-fem årslønninger op, og så får forbruget jo en ende på et tidspunkt.

Opsparing er et overraskende følsomt emne. Alle de boligejere, jeg kender, har ingen problemer med at fortælle, hvilket boliglån de har. Opsparing taler vi aldrig om.

Det er bekræftet i en undersøgelse, som Sydbank fik YouGov til at foretage. Den viser, at 44 pct. svarer, at de har en opsparing, men ikke ønsker at fortælle andre, hvor stor den er.

Til gengæld er lysten til stede til at fortælle, hvor stor gevinsten har været, og den har jo været stor de seneste år. Min erfaring er, at det kniber mere med talelysten efter år med tab - ikke mindst hos mænd.

Hvis en mand siger, at han har haft et ”kanonår,” har han klaret sig lige så godt som markedet, ”er det løbet rundt”, har han haft et ikke ubetydeligt tab. Og det er ikke en myte.

Jeg tror, vi skal til at tale mere opsparing derhjemme, i vennekredsen og i banken. Den er afgørende for den daglige økonomi samt pensionsøkonomien, og inspiration fra andre kan i bogstaveligste forstand være guld værd.

Vores privatøkonomi er blevet mere kompleks de senere år - heldigvis. Det er udtryk for, at vi har flere muligheder. Det betyder også, at vi er nødt til at forholde os til opsparing her og nu, pensionsopsparing og boliglån løbende. Hvis man eksempelvis har et boliglån med højeste renterisiko, skal man så satse hele butikken på tvivlsomme aktier og produkter med mærkelige navne på finansmarkederne? Nej vel!

Hører vi til de 1,4 mio. danskere uden opsparing, skal vi så gøre noget ved det eller måske satse på pensionen i stedet, hvis vi kan grave 1.000 kr. eller to frem fra budgettet?

Det er individuelt. Men opsparing er under alle omstændigheder vigtig. At skulle forbi banken eller være nødt til at optage et kviklån, når køleskabet brænder sammen, er både uværdigt og uholdbart.

Godt nok er 1.200 mia. kr. et meget højt tal, men kun hvis man selv bidrager til det.