Dansk verdensarv skal ses i europæisk sammenhæng
De udenlandske turister strømmer i år til Harald Blåtands fem vikingeborge, efter at de sidste år blev optaget på Unescos Verdensarvsliste. Men borgene fortæller ikke blot noget om Danmarks, men også om hele Europas historie.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I september 2023 blev Aggersborg, Borgring, Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg optaget på Unescos Verdensarvsliste. Og siden er de udenlandske turister begyndt at strømme til. Og med god grund. Mange danskere burde også lægge vejen forbi. For de fem vikingeborge fortæller ikke blot noget centralt om Danmarks, men om hele Europas historie.
Man ved, at borgene blev bygget omkring år 980 (dateret ved hjælp af dendrokronologi, hvor man tæller årringene på de træer, som er blevet brugt i forbindelse med byggeriet). Derfor er man ret sikker på, at det må have været kong Harald Blåtand (reg. 958-986/987), som stod bag byggeriet af borgene.
I ældre historiebøger og historiebøger, som ikke er opdaterede med den nyere og nyeste forskning, kan man stadig læse, at Gorm den Gamle og hans søn, Harald Blåtand, som begge regerede i 900-tallet, var de første danske konger. Dette er dog ikke rigtigt. Der var mange danske konger før dem. Man kender således navnet på en enkelt danerkonge allerede fra 500-tallet og på adskillige fra 700- og 800-tallet.
Alligevel havde Harald Blåtand en særlig betydning. Han udvidede nemlig formentlig Danmarks territorium betragteligt (blandt andet med Norge) og gjorde ”officielt” danerne kristne (selv om mange nok var kristne allerede før det tidspunkt). Og de fem vikingeborge, som han stod bag, var efter alt at dømme ”tvangsborge”, som skulle bidrage til at holde sammen på hans store danske rige og sørge for, at hans kongemagt ikke blev udfordret af andre slægter eller af rivaler inden for hans egen slægt.
Det allermest interessante ved Harald Blåtand er imidlertid, at han regerede i en periode, hvor statsmagten (kongemagten) også blev styrket og udvidet i mange andre europæiske lande. Harald Blåtand var på den måde ikke speciel. I både Sverige, Polen, Ungarn, England, Frankrig og en lang række andre europæiske stater blev statsmagten styrket og magten samlet på nogle få hænder omkring det samme tidspunkt. Nogle steder fandt dannelsen af den centrale kongemagt og staterne sted i 800-tallet og nogle steder i 900-tallet og i begyndelsen af 1000-tallet.
Men under alle omstændigheder kan man sige, at den stor del af Europas stater, som stadig eksisterer i dag, blev ”født” på dette tidspunkt. Harald Blåtands opførelse af de fem ringborge er således et symptom på en generel europæisk tendens i tiden, hvor kongerne samlede stater til større enheder og styrkede den centrale kongemagt overalt i Europa.
Det er det, der for alvor gør Harald Blåtands ringborge interessante, og som gør, at alle danskere i virkeligheden burde besøge dem – ud over de mange udenlandske turister, som nu strømmer til dem.