Er du egentlig dansker?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

At være dansk handler ikke kun om at have et dansk statsborgerskab og dermed kunne være indehaver af et rødbedefarvet pas. Det handler om at bære Danmark i og med hjertet. Og som en del af det handler det bl.a. om at gå fuldhjertet ind for demokratiet, ytringsfriheden og lighed mellem kønnene. Og at støtte op om danske værdier, normer og kultur.

Så er man født i Danmark, er man ikke nødvendigvis dansker. Heller ikke, selvom man er blevet dansk statsborger. For et statsborgerskab garanterer desværre ikke for, at man reelt er dansksindet.

Man er ikke dansker, hvis man ønsker at afskaffe vores demokrati og i stedet indføre et islamisk kalifat, hvor sharia indføres. Så er det uden værdi, at man har et arbejde.

Man er ikke dansker, hvis man ønsker at afskaffe ytringsfriheden og i stedet ønsker at lade Koranens ord begrænse folks ytringerne. Så er det uden værdi, at man taler dansk.

Man er ikke dansker, hvis man mener, at manden står over kvinden, og dikterer, at kvinder skal tildække sig. Så er det uden værdi, at man ikke begår kriminalitet.

For at arbejde, tale dansk og være lovlydig gør stadigvæk ikke en til dansk. Der skal så meget mere til. Og en så simpel rettesnor for, hvornår man er dansker, udvander begrebet at være dansk.

De værdier, normer og den danske kultur, vi her i Danmark har og lever efter, er noget af det helt essentielle for, om man er dansk. Dem kan man desværre sagtens foragte, selvom man har erhvervet sig et dansk statsborgerskab og i stedet lever efter eget værdisæt, normer i en islamisk kultur.

Desværre er der rigtig mange, der lever i et parallelt samfund, hvor egne kulturer bæres med fra hjemlandet eller fra det land, hvorfra man har familiære rødder, hvilket er essentielt for ens liv her i Danmark, og hvilke værdier man tror på og lever efter. Og det uanset om man er født her som efterkommer af indvandrere eller selvstændigt er kommet hertil.

Danmark skal ikke være et multikulturelt land, hvor der hersker flere kulturer. I Danmark skal der være én kultur: den danske. For i et flerkulturelt samfund dyrkes parallelsamfundene, som desværre trives i alt for stor stil blandt indvandrere, særligt fra islamiske lande.

Det er en anden kultur, i forhold til hvordan man opdrager sine børn. I hvor stor en grad man tror på demokratiet og ligestilling. Om hvilken frihed man mener er den rigtige i forhold til ens børn, og hvilken kæreste eller ægtefælle børnene må eller skal have. Og om i hvor stor en grad man føler sig som en del af det danske samfund, eller man i større grad føler sig uden for det etablerede samfund og i stedet føler en større tilknytning til det parallelle samfund, man til dagligt lever i.

Får ens børn navne som Muhammed og Aisha fremfor Mads og Anna, vidner det om et tilhørsforhold til en fremmedartet kultur.

Går man som mand i cowboybukser og T-shirt, mens ens kone bærer traditionel islamisk klædedragt og tørklæde, vidner det om et tilhørsforhold til et anderledes værdisæt end det danske.

Og insisterer man på, at samfundet skal indrette sig efter ens islamiske religion, herunder at Koranen skal stå over grundloven, så vidner det om en grundlæggende misforstået opfattelse af, hvordan samfundet er sammensat, og hvilket land Danmark er og skal være.

Så skal du være dansk, så stempl fuldhjertet ind i samfundet, og bær Danmark i dit hjerte. Hvis ikke, er du mere end velkommen til at rejse hjem.