Jeg må igen og igen forklare, hvad der hjælper min højtbegavede søn med adhd til at trives i skolen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lige om lidt springer Danmark ud i et blomsterflor af studenter. Mange skal videre i livet på videregående uddannelser og for første gang stå på egne ben langt fra deres forældres hjælp og støtte.

Det klarer størstedelen fint. Men for en bestemt gruppe unge er springet fra hjemmet til livet som udeboende fyldt med udfordringer, der kan få betydning for, om de kan klare at gennemføre en uddannelse.

Det, der for mange er en del af et ungt menneskes normale udvikling mod at blive et selvstændigt voksent menneske, kan for unge med adhd være så stor en udfordring, at de falder igennem og aldrig får sig en uddannelse til trods for deres akademiske evner.

Jeg har selv en søn med adhd og ved, hvilke udfordringer han står over for hver eneste dag i forhold til at komme ud af døren, huske sine ting, gå fra det ene klasselokale til det næste, huske at spise og drikke, navigere adskillige sociale og akademiske discipliner osv. med det sanseapparat, han er blevet velsignet med.

Jeg kender flere forældre til teenagere med adhd, som går rundt med hjertet i halsen af bekymring for, hvordan deres poder skal klare sig, når de ikke længere bor hjemme og kan få den hjælp, de behøver for at klare hverdagen.

Det er ikke nemt at vide, at man skiller sig ud, slet ikke, når man er et ungt menneske, der er i gang med at finde en plads i livet. Læg dertil at have en adhd-diagnose. At bede om hjælp kan være svært.

Studerende med adhd har en øget sandsynlighed for at møde udfordringer, der kan gøre det uoverskueligt at gennemføre en uddannelse, holde opmærksomheden, aflevere opgaver til tiden samt overveje de langvarige konsekvenser af (impulsive) beslutninger.

Med adhd følger ofte angst og depression. I uforudsigelige situationer uden struktur, sådan som livet som studerende er, kan det være afgørende for, om et ungt menneske med adhd kan gennemføre en videregående uddannelse, om han eller hun får hjælp.

Der findes fortsat alt for lidt forskning om unge med adhd, især unge kvinder med adhd, der generelt diagnosticeres langt senere end drenge og generelt har en anden profil end drenge med krudt i røven.

Heldigvis har der i de seneste år været fokus på både personlige og samfundsmæssige konsekvenser af ikke at hjælpe unge med en diagnose til at gennemføre et studie.

Hvert år i begyndelsen af skoleåret mødes jeg med min søns lærere for at fortælle dem om hans adhd og om, hvordan hans diagnose påvirker ham.

Hvert år måber jeg over, hvor lidt viden pædagoger, lærere og undervisere har inden for dette område. Hvert år må jeg igen og igen forklare og fortælle, hvad der hjælper min højtbegavede søn med adhd til at trives socialt og akademisk og nå sit fulde potentiale.

Jeg kan kun forestille mig, hvor udmattende det må være for danske forældre at være i samme situation, og jeg ville ønske, vi brugte lige så mange kræfter på at hjælpe vores børn og unge med diagnoser til at trives, som vi gør med alle mulige andre børn, der har det svært.

At have en adhd-diagnose kan være stigmatiserende. Men det kan også være en lettelse, som giver den unge en selvforståelse, der hjælper til at kunne advokere for egne behov.

Jeg håber, de videregående uddannelser er klar med planer, der kan hjælpe deres studerende med adhd til at administrere deres tid, jævnligt tjekke, om de har styr på deres projekter og afleveringer, sende dem tekstbeskeder, hjælpe med at kunne navigere i en uoverskuelig ny kontekst og støtte dem kognitivt, så de kan klare at være i deres nye omgivelser og nyde livet som studerende med alt, hvad det indebærer akademisk og socialt.