Europa skal kunne stå på egne ben
Det er farligt og uansvarligt at undergrave det europæiske projekt, når USA går solo, og Kinas ambitioner bliver stadig større. Den kamp skal vindes til det kommende valg til Europa-Parlamentet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er meget på spil, når hundredvis af millioner europæere om et par uger går til stemmeurnerne og for 10. gang sammensætter Europa-Parlamentet.
Jeg har selv haft den store ære at repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet, og jeg ser det – måske modsat mange andre politikere, der også har siddet i Folketinget – som højdepunktet i min politiske karriere. Selvom det absolut også er meningsfyldt at sidde i Folketinget, var der for mig noget helt særligt ved at være med til at sætte retningen for et helt kontinent.
Som jeg ser det, er det kommende valg måske det vigtigste i parlamentets historie. Dels er det første valg siden brexit, så vi skal sikre og genbekræfte unionens fundament. Men mere afgørende står vi lige nu også i historiske og grænseoverskridende kriser, som kalder på fælles initiativer, hvis vi skal have nogen chance for at løse dem.
Ingen af de kriser, vi står i lige nu, kan løses alene eller ved at så splid i Europa. Ingen.
Det kræver, at vi hver især engagerer os i valgkampen – og som minimum stemmer.
Krigen i Ukraine og de skærpede sikkerhedspolitiske trusler mod østlandene, mod os i Skandinavien, ja, mod hele Nato har markant ændret fremtidsudsigterne for hele kontinentet.
USA’s rolle i verden er også blevet mindre i de senere år, og efterårets præsidentvalg kan skabe øget usikkerhed om det amerikanske engagement og kan yderligere underminere den stabilitet i det transatlantiske samarbejde, vi har været vant til. Med andre ord skal vi i Europa være bedre til at stå på egne ben.
Aktuelt ser vi, hvordan Biden har fortsat Trumps handelskrig med Kina. Eksempelvis har han firdoblet tolden på kinesiske elbiler, ligesom tolden på en række andre strategiske varer også er hævet voldsomt.
Det efterlader i sig selv Europa mere udsat, fordi de kinesiske varer, der ikke vil blive solgt i USA, i endnu højere grad vil flyde mod EU og udfordre ikke bare vores bilindustri, men også en lang række andre industrier og erhverv. Inden længe vil kommissionen formentlig som USA indføre en straftold på kinesiske elbiler og måske også snart vindmøller, men intet tyder på, at det vil matche Bidens og Trumps langt hårdere linje.
Europa er mere afhængig af Kina, og vi må sande, at vi desværre ikke har den autonomi som kontinent, man kunne ønske sig. Kan vi leve med det? Jeg synes det ikke. Jeg synes, vi skal have styrken til at træffe beslutninger af lyst og ikke af tvang.
Oveni i alle de andre presserende udfordringer kommer klima- og naturkrisen, der kun bliver værre og værre og mere alvorlig dag for dag. EU har i de seneste år sat en række ambitiøse mål, der søger at afdæmpe de katastrofer, vi allerede ser i dag, og som vi ved kun vil blive voldsommere i fremtiden.
Selvom alle disse udfordringer for mig at se burde føre til et mere samarbejdende og engageret Europa, kan vi her før valget frygte, at populismens vinde også vil give vind i sejlene til dem, der vil det modsatte.
Til dem, der vil bryde EU ned. Til dem, der ikke tør tage ansvar, men bare surmuler. Til dem, der siger, de ønsker selvbestemmelse, men som blot vil efterlade os uden indflydelse på vores egen skæbne. Alene.
Aldrig har der været mere brug for det fælles europæiske projekt, end der er i dag, og aldrig har det desværre været mere truet. Det er et paradoks. Men jeg håber, at vi til valget i juni forstår, hvor afgørende det er, at vi i EU får styrken til at stå på egen ben.