Så mødes Biden og Trump alligevel: Dialogkaffe på amerikansk
Præsidentdebatter skaber en masse virak, men afgør ikke præsidentvalg. At Biden og Trump tilmed har besluttet sig for at debattere historisk tidligt – to måneder fra den sidste debat til valgdagen – kommer kun til at gøre dem endnu mere ubetydelige.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det lå ikke just i kortene, at vi skulle få debatter mellem alderspræsidenterne, men pludselig gik det stærkt. Joe Biden og Donald Trump kommer til at krydse klinger den 27. juni arrangeret af CNN og den 10. september hos ABC. Det er som bekendt svært at spå, især om fremtiden, men jeg tør godt love, at det bliver en kommerciel succes for CNN. Tilbage i 2016 så 84 millioner amerikanere den første tv-debat mellem Donald Trump og Hillary Clinton, mens 73 millioner så med, da Biden og Trump for første gang trådte ind i tv-arenaen i 2020. Siden da har hverken Trump eller Biden deltaget i tv-debatter, så spørgsmålet er, hvad der gjorde, at kandidaterne til syvende og sidst alligevel var interesseret i en amerikansk pendant til dialogkaffen?
Man må formode, at begge sider befinder sig i den tro, at de har mest at vinde – eller som minimum mindst at tabe – ved at debattere modparten fremfor at lade være. Det er i sig selv en spændende proposition, fordi den antagelsesvis må være forkert for en af parterne. Men lad os tage det fra en ende af.
Personligt overrasker det mig umiddelbart mere, at Joe Biden er gået med til at debattere Donald Trump end omvendt. At Trump gerne vil debattere en mand, som Trump (stadig) mener er senil og væk fra vinduet, giver sig selv. Af samme årsag er det ikke overraskende, at Trump efter annonceringen af de to debatter med det samme gik ud og krævede endnu flere, navnlig fire og helst månedlige debatter. Sådan var det i øvrigt også for fire år siden, så her gentager historien sig selv.
Budskabet til Biden og befolkningen er lige ud ad landevejen: Jeg er sikker i min sag og vil hjertens gerne stå på en scene og debattere med bedstefar Biden så mange gange som overhovedet muligt. Hovmod står som bekendt for fald, og der er da også faldgruber for Trump i at debattere Biden. Dem kommer vi til, når vi har set nærmere på, hvorfor Biden blev relativ ivrig efter alligevel at få debatteret med Trump.
En sandsynlig forklaring er, at Biden er bagud i meningsmålingerne og dermed føler, at han bliver nødt til at gøre noget drastisk for at ændre slagets gang. At det skulle være drastisk at holde sig til traditionen, at præsidentkandidater debatterer hinanden, er i sig selv selvfølgelig ganske ironisk. Samtidig skal tv-debatten dog være en kalkuleret risiko jævnfør befolkningens udtalte bekymring om præsidentens mentale og fysiske stamina. Af samme årsag er det velkendt, at Bidens rådgivere prøver at mindske præsidentens eksponering i pressen – medmindre der er tale om skødehundeagtige formater, som Biden glædeligt deltager i – til et (næsten) absolut minimum. At det forholder sig sådan, er både ildevarslende og en realitet. Derfor er det måske ikke så dumt at få debatterne overstået hurtigst muligt og i god tid før valgdagen, såfremt det nu skulle gå dårligere end håbet for Biden.
Ser man tilbage på debatterne for fire år siden, var konklusionen dengang, at Biden trak det længste strå i begge debatter. Det skyldtes i høj grad, at Trump-lejren havde fået skabt et billede af Biden som værende senil og væk fra vinduet op til debatterne. Dermed var forventningerne til Biden markant lavere end til halbal og Hjallerup Marked, og det slap Biden særdeles godt fra. Præcis samme fejl er Trump igen i gang med at begå ved at beskrive Biden som »den værste debattør nogensinde«, der angiveligt ikke kan sige to sammenhængende sætninger.
Til syvende og sidst skaber præsidentdebatter en masse virak, men de afgør ikke præsidentvalg. Hillary Clinton vandt ifølge målinger blandt seerne alle tre debatter mod Trump i 2016 og endte som bekendt med at trække det korteste strå. At Biden og Trump ydermere har besluttet sig for at debattere historisk tidligt – der er to måneder fra den sidste debat til valgdagen – kommer kun til at gøre debatterne endnu mere ubetydelige i år.
En af de store tabere i debatkabalen er tredjepartikandidaten Robert F. Kennedy Jr., der dermed ikke får muligheden for at debattere med amerikansk politiks to alfahanner på tv. På tysk har man ellers det fremragende ordsprog ”wenn zwei sich streiten, freut sich der Dritte“, men her forholder det sig lige omvendt: Når to alderspræsidenter bliver enige om dialogkaffe på amerikansk, bliver det tredjepartikandidater som Kennedy, der trækker det korteste strå.