Vi har mere brug for pinsen, end vi tror

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Mor, du skal altså bede med mig!« siger Inger, når hun hver eneste aften før natten afvikler sit lille bønsritual fra køjesengen under den batteridrevne stjernehimmel omgivet af bamsevenner, varmedunke, drikkeflasker, selvlysende enhjørninger og alt det andet, en femårig ikke kan sove uden.

»Kære Gud! Tak for en dejlig dag,« indleder hun og derpå følger en længere opremsning af alle dem, som Gud skal passe godt på: »Mor, far og lillebror Hans, bedstemor og Søren, farmor og farfar, alle mine gudforældre, Magrethe og Folke og Alma og Ilse og …«. Alle nævnt, ingen glemt, og så slutter hun med at bede for »alle dem, der ikke har noget sted at sove, og dem, som ingen kan lide, og dem, ingen andre beder for«. De sidste formulering har det femårige præstebarn vist planket fra sin mors kirkebøn.

Med udeladelse af bøvlede ord kan hun det meste af Fadervor selv – altid med små overbevisende tryk på »himlen«, »brød«, »skyld«, »evighed« og »amen« – og alligevel skal jeg bede med hende, ledsage hende i bønnen før søvnen.

I en lille, fin anekdote om bøn fortæller Johannes Møllehave om en fireårig dreng, der var ulykkelig over, at hans mor ikke var hjemme, og til sidst kan han ikke holde gråden tilbage. Hans storebror forsøgte at trøste ham med forsikringer om, at »jeg tror, mor kommer lige om lidt, og jeg tror, hun har slik med til os …«, og så var det, den lille dreng betuttet sagde: »Må jeg tro med?«

Ordene kunne lige så godt have været Ingers: »Mor, du skal altså tro med mig.« For det er det, hun beder mig om. Og det er det, den for mange noget luftige begivenhed i weekenden handler – pinsen. En højtid, hvor kirken burde være ligeså overrendt som til jul og påske, men det er den ikke. Slet ikke. Af den simple årsag, tror jeg, at talen og prædikenen om Helligånden alt for ofte fortaber sig i nogle lette klichéer om fællesskab og kærlighed pakket ind i vat og bomuld om fællesskab.

Men Helligånden betyder helt konkret, at det er Gud selv, der bærer Ordet og kirken, bønnen og troen. Og lov og tak for det. For vi skal så at sige ikke tro vores egen tro på Gud – det er Ham, som bærer os i vores tro. Og hvad betyder det? Ja, det betyder, som jeg altid plejer at sige til konfirmanderne, at det hele ikke afhænger af deres tro på Gud, men af Guds tro på dem. På os.

For med Helligånden tror Gud med os, beder med os – løfter vores ord så tunge, som de er. Det er det, der kommer til udtryk i pinsen, for Helligånden er »Himlens taleevne«, som Grundtvig formulerer det. Helligånden er »sjælesørgeren fra det høje«, som Guds ord, Guds vilje og Guds kraft hos mit barn i køjesengen, hos mig, hos den, der ikke kan eller vil tro – og har brug for, at nogen tror med, beder med.

Jeg hørte engang Jesper Stange, tidligere sognepræst ved Vor Frue Kirke i København, sige, at bønnen i virkeligheden er en kærlighedserklæring. For at bede om noget er udtryk for, at vi ikke kan alting selv. Og dem, vi beder om noget, tilskriver vi evnen og muligheden for at fylde i vores liv der, hvor vi ikke selv fylder nok. Det er så fint sagt. I bønnen til den elskede, bønnen til Gud, da beder vi om fylde.

Men bønnen kan være så tung af alt det, som livet er, at ordene ikke bærer sig selv – ordene skal låne vinger. »Lord, I kneel and offer you my word on a wing« (»Herre, jeg knæler og giver dig mit ord på en vinge«), synger David Bowie i en sang, der samtidig er en bøn.

Det er ord, der ikke bærer sig selv, men er båret af noget andet end alle andre ord. Af vinger – af åndedrætsvinger. Åndedrættet har vinger. Ikke mit eget lille åndedræt, men det store åndedræt, der trækker vejret for mig på de dage, jeg ikke magter det. Og trækker vejret ind i evigheden for mig, når jeg ånder ud.

»Lord, Lord, my prayer flies like a word on a wing,« synger Bowie. Min bøn flyver som ord på vinger. En henvendelse til Skaberen, båret af Helligånden, båret på spindelvævslette vinger, som Guds kærlig vilje på vores vegne – der bærer til, når vi ikke magter det. Der, hvor ingen livsglædes sang lyder; der, hvor sjælen står og blafrer i fortvivlelse og tomhed og følelsen af ikke selv at fylde nok. Eller bare dér i køjesengen ved dagens afslutning, hvor barnet eller vi selv har brug for, at nogen beder med os, så vi ikke skal hente kraften ud af os selv.

Men at bede nogen om fylde, at erkende, at du mangler fylde, er på én gang det sværeste og den største lettelse for et menneske – og derfor er pinse måske den allermest tiltrængte højtid for det såkaldt moderne menneske, der fylder alt for meget selv.

For Helligånden går i forbøn for os, når vi ikke selv kan finde ud af at folde hænderne. Helligånden er ikke bare det enkelte menneske, men hele skabningens forbeder, som Paulus skriver om til romerne: »Hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.« Læs det lige igen: Med »usigelige sukke« beder Helligånden for at os, sørger for os, tror med os syndere – også når vi ikke tror, vi har brug for det. Så konkret er pinsen. Glædelig højtid.