Hold øje med pest eller kolera-vælgerne
Hvis man er nysgerrig på det amerikanske præsidentvalg, er det en god idé at studere valgkampen i 2016 lige så intenst som den første runde i 2024. Så forstår man bedre dynamikken mellem de to gamle mænd.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Popstjernen Taylor Swift ynder at synge, at »haters gonna hate«. Det er selvfølgelig rigtigt. Men når det kommer til det amerikanske præsidentvalg, fristes man til at omskrive Swifts formulering til »haters gonna vote«.
En af de mest interessante og afgørende dynamikker er nemlig, hvordan de såkaldte ”double haters” kommer til at stemme. Som begrebet indikerer, er der tale om vælgere, der hverken bryder sig om Joe Biden eller Donald Trump, og som derfor kommer til at stå med et sandt pest eller kolera-valg til november.
Det er som sådan ikke nyt, at der findes pest eller kolera-vælgere i USA. Nogle vil måske huske, at der også under valgkampen i 2016 var tale om to meget upopulære kandidater i Donald Trump og Hillary Clinton. Også dengang følte mange amerikanere, at de var straight outta options.
I år er forventningen, at 15-20 pct. af vælgerkorpset kommer til at bestå af amerikanere, der hverken bryder sig om Biden eller Trump. Det er en voldsom stigning sammenlignet med det seneste præsidentvalg i 2020, hvor kun 3 pct. – ja, du læste rigtigt: 3 pct. – hverken brød sig om Biden eller Trump.
Til sammenligning var der i 2016 ca. 18 pct. af vælgerne, der hverken kunne lide Trump eller Hillary.
Præsidentvalget i 2016 blev afgjort til Trumps fordel med under 80.000 stemmers forskel i Michigan, Pennsylvania og Wisconsin. Fire år senere blev det endnu tættere: Her slog Biden nemlig Trump med cirka 44.000 stemmers forskel i Georgia, Arizona og igen Wisconsin. Der skal altså ikke særlig mange pest eller kolera-vælgere til for at vælte læsset for henholdsvis Biden eller Trump.
I 2016 vandt Trump denne vælgergruppe med 17 procentpoint over Hillary, hvilket var stærkt medvirkende til, at Trump vandt valget. I 2020, hvor dobbelthaderne som nævnt udgjorde en meget mindre andel af vælgerkorpset, vandt Biden derimod med 15 procentpoints forskel.
Jeg tør godt spå, at en lignende margin til november i enten Trumps eller Bidens favør vil være ensbetydende med en valgsejr for vedkommende. Ligeledes vil jeg godt vove pelsen og påstå, at det bliver de selvsamme fem svingstater – Michigan, Pennsylvania, Wisconsin, Georgia og Arizona – plus muligvis Nevada, hvor præsidentvalget bliver afgjort i 2024.
Eller for at sige det med en omskrivning af den berømte ordveksling i ”90-års fødselsdagen”: »Same procedure as last time, Miss Sophie?« »Same procedure as every four years, James.«
Det er vigtigt at pointere, at pest eller kolera-vælgere ikke er nogen homogen gruppe. Gruppebetegnelsen inkluderer eksempelvis både ældre republikanske vælgere, der groft sagt hellere vil have Ronald Reagan tilbage i Det Hvide Hus end Donald Trump, og yngre progressive pro-Palæstina-vælgere, der tænder totalt af på bedstefar Biden, men som aldrig kunne overveje at stemme på diktatoren Trump.
Af samme årsag vil en betydelig del af dobbelthaderne nok også stemme på tredjeparti-kandidater som Robert F. Kennedy Jr. eller foretrække sofaen til november. Ligeledes er det vigtigt at understrege, at dobbelthaderne beslutter sig meget sent i valgkampen, og at disse vælgervandringer dermed ofte ikke bliver opsnappet i meningsmålingerne, der som bekendt er øjebliksbilleder og ikke valgprognoser. Apropos 2016-valget.
Dermed ikke sagt, at 2024 en til en kan sammenlignes med 2016. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Ikke mindst fordi det historisk set er usædvanligt at få en omkamp. Vi skal tilbage til præsidentvalget i 1956 mellem den siddende republikanske præsident, Dwight D. Eisenhower, og Illinois’ forhenværende demokratiske guvernør, Adlai Stevenson. Dernæst er det endnu mere usædvanligt, at en tidligere præsident genopstiller.
Det klassiske eksempel her er Grover Cleveland, der vandt snævert i 1884 for dernæst at få flest stemmer på landsplan, men færrest i valgmandskollegiet i 1888 og så endeligt besejrede den siddende præsident, Benjamin Harrison, i en omkamp i 1892.
Ligeledes har vi en lille håndfuld tidligere præsidenter – Martin Van Buren, Millard Fillmore og Theodore Roosevelt – der stillede op igen, dog som tredjepartikandidater. Donald Trump er i øvrigt ikke længere et ubeskrevet politisk blad, som det var tilfældet i 2016.
Ligeledes har vi modsat 2016 i år et valg med en siddende præsident, hvis embedsperiode vælgerne kommer til at forholde sig mere håndgribeligt til, end da Barack Obamas tidligere udenrigsminister Hillary Clinton i 2016 groft sagt gik efter at forlænge Obama-årene.
Om Donald Trump kan gøre Grover Cleveland kunsten efter, og hvorvidt 2024 kommer til at minde om 2016, må tiden vise. Men selvom man som historiker altid føler trang til at understrege, at historien altså ikke gentager sig selv – vel vidende at det er populært at påstå selvsamme i folkemunde – så kan den jo godt rime, som Mark Twain så fint har formuleret det.
Vil man forstå dynamikken mellem Biden og Trump i 2024, er det i al fald en god idé at studere valgkampen i 2016 lige så intenst som den første runde af rollatorræset mellem de to alderspræsidenter i 2020.