Er du kriseklar i kælderen?
To år efter Ruslands angreb på Ukraine er halvdelen af den danske befolkning bekymret for deres personlige sikkerhed. Politikere og myndigheder bør tage danskernes krigsfrygt mere alvorligt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg har selv en stålreol med konserves, vand på flaske og ris, pasta og andre tørvarer i kælderen. Ved siden af fødevarerne står en powerbank, som i tilfælde af strømafbrydelse kan levere alternativ energi til min husstand i et døgn eller to. Og så har jeg selvfølgelig også en lille FM-radio med håndsving, så jeg altid kan lytte til myndighedernes beredskabsmeddelelser, hvis krisen skulle komme.
Sådan et hjemmeberedskab forekommer mig at være fornuftigt og passende i forhold til den aktuelle situation, hvor det danske samfund er udsat for massive cyberangreb, og hvor de globale sikkerhedspolitiske spændinger har sat fokus på sabotagetrusler mod kritisk infrastruktur og andre såkaldt hybride virkemidler. Det er for mig at se rettidig omhu at forhøje sin forsikringspolice en smule, når verden forandrer sig til det værre.
En ny meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 viser, at halvdelen af den danske befolkning her to år efter Ruslands angreb på Ukraine er nervøse for, at invasionen på sigt kan påvirke deres personlig sikkerhed. Det er i sig selv naturligvis trist, men måske ikke så overraskende, eftersom Ukrainekrigen har fyldt og stadig fylder meget i mediebilledet og dermed også i danskernes bevidsthed.
Mere nedslående er det faktisk, at andelen af den danske befolkning, som udtrykker bekymring om krigen, stort set er uændret i forhold til den samme måling fra februar 2023. Dengang svarede 47 pct., at de var helt eller overvejende enige i udsagnet om, at invasionen af Ukraine på sigt ville få betydning for deres personlige sikkerhed i Danmark – nu er tallet 50 pct. Det rejser spørgsmålet: Hvorfor har danske politikere og myndigheder ikke formået at få andelen af bekymrede danskere til at falde i løbet af det forgangne år?
Der er ikke noget værre end at indrømme, at svenskerne er bedre end os til et eller andet, men det er oplagt at sammenligne den danske tilgang til borgerberedskab med broderfolkets. I begyndelsen af januar gik Sveriges minister for civilt forsvar (sådan én har de nemlig haft siden oktober 2022 på den anden side af Øresund) ud og sagde til befolkningen, at alle svenskere burde forberede sig på, at der kan blive krig i Sverige. Han pegede specifikt på den enkelte svensker og forklarede, at man som borger har pligt til at sikre, at ens hjemmeberedskab er på plads – at man kan klare sig selv i nogle døgn eller måske en uge ind i en krise.
Ministeren understregede, at det ikke handlede om den individuelle sikkerhed, men om at alle svenskere forventes at bidrage til samfundets samlede beredskab ved at tage ansvar for sig selv inden for rimelighedens og ressourcernes grænser. Har man lidt mad og vand på lager derhjemme, går der længere tid, før man som borger får brug for hjælp fra myndighederne, hvis krisen eller krigen rammer. Så kan beredskabet bruge kræfterne på at hjælpe dem, der virkelig har brug for det, ligesom man som borger vil kunne bistå andre borgere med færre ressourcer i en svær tid.
Hvad gør vi så herhjemme? Da den forrige måling af danskernes bekymring for egen sikkerhed kom for et år siden, sagde statsminister Mette Frederiksen til TV 2, at hun ikke gav meget for Beredskabsforbundets borgerrettede tilbud om gratis kurser i kriseparathed, og at der da heller ikke var noget at komme efter i hendes kælder: »Hverken konserves, varmetæpper eller noget tilsvarende, og jeg har ikke selv været på sådan et kursus, og jeg kommer det heller ikke.« Statsministeren understregede, at danskerne selvfølgelig kunne gøre, hvad de ville, men at der ikke forelå nogen officielle anbefalinger om hjemmeberedskab.
Og da debatten atter blussede op i januar i år, efter at den svenske minister for civilforsvar havde talt med store ord til Sveriges befolkning, lød budskabet fra danske myndigheder og minister, at der ingen direkte militær trussel er mod Danmark, og at der derfor ingen grund er til at hæve det personlige beredskab. Efter at den private organisation Folk & Sikkerhed udsendte sit bud på en folder med gode råd til danskerne, følte Beredskabsstyrelsen sig ligefrem nødsaget til at understrege, at der ikke var tale om myndighedsgodkendte råd, selv om folderens indhold må siges at være både fornuftigt, relevant og helt ukontroversielt.
Man vil i Danmark ikke opskræmme befolkningen unødigt – det er svaret, jeg som regel får, når jeg spørger myndigheder og ministre til deres manglende lyst til at gå mere aktivt ind i den borgerrettede beredskabskommunikation. Desværre viser målingerne, at det tog for længst er kørt. Når halvdelen af danskerne her to år efter Ukrainekrigens begyndelse fortsat er bekymrede for deres personlige sikkerhed på sigt, er det på tide at tale mere åbent og ærligt om trusler og sårbarhed, og om hvad den enkelte kan gøre for at ruste sig bedre til kriser. Nej, befolkningen skal ikke forberede sig på egentlig krig i Danmark, men at have lidt på lager derhjemme skader altså ikke.
Kan man som borger klare sig i nogle døgn eller måske en uges tid uden strøm i stikkontakterne, vand i hanerne og varer på hylderne i supermarkedet, bidrager man nemlig positivt til samfundets samlede robusthed. På den måde bliver Danmark som helhed bedre rustet mod både de kriser, som skyldes naturen og hændelige uheld, og de aktørdrevne i form af cyberangreb, sabotage og påvirkningsforsøg.
Vi har alle en rolle at spille og et ansvar at tage i samfundssikkerheden, og hvis befolkningen klædes bedre på, vil det forhåbentlig kunne ses i målingen af danskernes bekymring for egen sikkerhed, når den gentages om et år.