Mænd (m/k) uden midtpunkt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der kommer en filmhøjskole i Svendborg, og hurra for det. Nu kender vi prisen på grisen, for socialdemokraten Bjørn Brandenborg tager æren for det; han er tidligere stout forkæmper for vestlige frihedsrettigheder, i dag er han omvendt til sand beskytter af Koranens hellige tekst, lidt af en snurretop, kan man sige, men en filmhøjskole er jo også noget og så i Svendborg.

Dog ikke noget mod en ministerpost. Morten Dahlin, medforfatter til det skelsættende værk ”Må jeg være fri?”, der er et uforfærdet opgør med ”SystemDanmark”, er en hærdet venstreviking. Tidligere formand for Retsudvalget og medlem af byrådet i Greve, så kender man prisen på grisen. Han har tillige en bachelorgrad i kommunikation, hvorfor han taler flydende sort, et uomgængeligt krav til en minister i regeringen Mette Frederiksen II.

»Dette er mit Separat-Votum, der tillige mener, at det ingenlunde er Livets Alvor, at sidde i sin Sopha og stange Tænder – og være Noget f. Ex. Justitsraad;« mente Kierkegaards Constantin Constantius i ”Gjentagelsen”, men det tog han nu nok fejl af. Denne regering er modbeviset, det handler faktisk lige præcis om at stange tænder og være noget. Ikke andet.

Dahlin er kirkeminister og erklærer ikke uden patos, at han vil kæmpe for ”kristne værdier”, som »at mænd og kvinder er lige. At man har mulighed for at kritisere religion, herunder islam«. Kirkeministeren kan ikke have forlæst sig på Paulus, endsige kirkehistorien, for vist har man måttet kritisere islam, men at kritisere kristendommen og kirken har ikke altid været lige populært.

Men Dahlin er minister til tiden og kan regne trygt med, at heller ingen andre ved, hvad Paulus er for en fisk, eller hvad der skete i sidste måned; derfor skifter han sømløst sted fra en gravalvorlig position som frihedskæmper til smidig minister med blyantspenge og pension og det hele.

»Tænk, hvis det var muligt, hver eneste gang vi ikke bryder os om en anden persons ytring, at få dem forbudt eller udskammet,« skrev han i et debatindlæg i Politiken i 2017. »Hvis modtageren altid kunne påkalde sig krænkelse, ville det ikke være muligt at sige hverken magthavere eller religiøse autoriteter imod. Ytringsfriheden ville de facto være aflivet.«

Ak ja. Regeringen gad ikke engang høre på debatten, endsige deltage i den.

Der er ikke rigtig noget, der betyder noget for alvor. Alt er til salg. Alt. Derfor sværmer folk som Dahlin og Brandenborg, mænd uden midtpunkt, om honningkrukken, og derfor sidder de i skrivende stund og stemmer for, at Koranen skal nyde særlig status i straffeloven. Grundloven kan man blæse på og futte af, men Koranen er hævet over alt og alle, det er den juridiske virkelighed. Allah har forkørselsret og ræser igennem landskabet som en tordensky af højresvingsulykker.

Men de er ligeglade. Det var i sandhed rørende at se dem sidde der på rad og række i den oftest affolkede sal. Skamløshedens parade. De havde kviet sig ved det, for vi er faktisk mange, der er forkølede i disse uger, og det er godt nok fejt, at man sådan skal tvinges på kontoret, når man er syg. Hvorfor så modstræbende? Hvorfor kvier de folkevalgte sig ved at møde op og med rank ryg stemme for Koranens ophøjelse til det ukrænkelige? Det bliver det vigtigste, de kommer til at stemme om i deres liv, bør man så ikke være til stede?

Det var de så, altså lige undtagen Dan Jørgensen, der er bortrejst for at redde kloden, hvad SF da gudskelov havde forståelse for.

Karin Liltorp har det heller ikke nemt. Hun hoppede på Løkkes klovnebus, og der sidder hun sammen med charmøren Fonseca, kulturkongen Stephensen, erhvervskometen Klarskov, Jeppe Søe fra netfisse.dk og gadejurist Gotfredsen, der drømmer om at smadre politiet. En festlig flok, når man stemmer på Moderaterne, får man noget for pengene, skønt ingen rigtig ved, hvor pengene kommer fra.

Ingen dag uden overraskelser i bussen, og mon hun har fortrudt? Javist, der er alskens goder forbundet med livet som MF, men at det alligevel skulle blive så grumme ubehageligt, havde hun vist ikke regnet med. Hun stemmer for »med grædende finger«, for det lyder nu så poetisk, synes hun.

Politiken kom i besiddelse af en mail, som Karin Liltorp sendte til Moderaternes folketingsgruppe 27. august med beskrivelse af sin sjælekval. Hun, der har en fortid i foreninger som Humanistisk Samfund og Ateistisk Selskab, kan selvfølgelig godt se, at der må sættes en stopper for den stygge Paludan, som er både grim og dum og højreorienteret, men så er der jo billedkunstneren Firoozeh Bazrafkhan, født i Iran og derfor bekendt med korandyrkelse for alvor. Hvis man har prøvet at blive pisket til akkompagnement af messende oplæsning af Koranen, er man mindre verliebt i den hellige tekst, end Lars Løkke og Mette Frederiksen er blevet det, man kan måske ligefrem føle en kunstnerisk trang til at være utilbørlig.

I mailen beskriver Liltorp billedkunstneren som en »helt utrolig modig kvinde«, der bekæmper islam og præstestyret gennem »blasfemisk kunst«, men nu skal den modige kvinde altså bures inde, hvis hun fremturer, og Karen Liltorp lægger sin stemme til. »Det kan jeg jo blive nødt til,« siger hun smertefuldt til Politiken og korrekser straks sig selv: »Det lyder forkert«.

Ja, det gør det faktisk. Som folkevalgt er hun forpligtet på sin samvittighed, for som det så ofte fremhæves, har Grundloven ikke hørt om politiske partier. Og hvis hun er ligeglad med Grundloven, kan det tilføjes, at det har Koranen heller ikke, hvorfor hun for så vidt kan følge sin samvittighed.

Men det er måske sagen. Hvad koranloven og torsdagens afstemning i grunden illustrerer, er det fuldstændige fravær af samvittighed. Der er ingen anfægtelse, ikke for alvor, kun en masse glatte grunde til, at det vel er det nemmeste at føje OIC; man ved jo heller aldrig, hvornår det globale syd kunne stå i vejen for en karriere.

Karina Lorentzen fra SF overbragte tinget en hilsen fra moderen til den pige, der blev halshugget i Marokko, allahu akbar, vist så, en sådan hilsen er på kanten af det utilbørlige, men når det er en SF’er, bærer regeringen nok over med det. Efter behandlingen af koranloven blev det åbenbaret, at regeringen har sikret sig flertal for en mørklægning af FE-sagen takket været netop SF. Det hele er hemli-nemli, og sådan skal det forblive, hvorefter tinget går over til næste punkt på dagsordenen.

»Et svendestykke,« kaldte en kommentator Hummelgaards bedrift med endegyldigt at få mørklagt FE-sagen. Sådan kan man se på det. Spørgsmålet er, hvor mange flere politiske svendestykker retsstaten kan holde til.