Hvor nationen er svag og viger tilbage, dér breder unionen sig som skimmelsvamp
Det, der skulle have været en smeltedigel af varer, tjenesteydelser og spændende mennesker fra det globale syd, har forvandlet sig til en malstrøm med tidskontrol som seneste nye eksempel
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det kommer bag på en del danskere, ikke mindst journalister, at EU faktisk er en union, og at unioner ikke alene vokser frem i epoker med flydende grænser og territorier, blandede folk, sprog og religioner, men bidrager til samme opbrud og udvikling. Sådan var det i Europa i Oldtiden og Middelalderen, sådan var det for habsburgernes, osmannernes, briternes, russernes og tyskernes imperier, der alle gik tabt. Og sådan er det i dag.
Florentineren Niccolò Machiavelli, der gik bort for 500 år siden, og som det altid er klogt at rådføre sig hos, var den første til at advare mod unionernes Europa. Han erfarede i sin egen levetid, hvordan pavedømmet, fremmede fyrster og ægteskabsalliancer ødelagde det fædreland, han elskede mere end sin egen sjæl. Folket manglede et tilstrækkeligt værn mod invaderende hære, vilkårlige regenter og familiedynastier. Som han skrev i et af sine private breve, som forlaget Helikon netop har sendt på gaden i folkeoplysningens navn, så går det ikke altid at forholde sig afventende i tiltro til tiden eller skæbnen, »for tiden frembringer ikke altid de samme forhold, og skæbnen er heller aldrig den samme«.
Derfor skulle Italiens kræfter samles og ordnes, og landet »befris fra den langvarige ængstelse« for invasion og andres herredømme. Det lykkedes først langt senere – og så alligevel ikke rigtig. Italien forblev et kludetæppe. Et smukt kludetæppe, som mange af os elsker at besøge, men immervæk et kludetæppe.
Springer vi frem til vor tid, kan vi konstatere, at den hastige udvidelse af Den Europæiske Union i dybden og bredden har medvirket til at åbne Europas hjemlande for fremmede og skabe social uro og kulturelle modsætninger assisteret af velvillige regeringer og lobbygrupper. Imens har det, der skulle have været en smeltedigel af varer, tjenesteydelser og spændende mennesker fra det globale syd, forvandlet sig til en malstrøm. Se f.eks. til Frankrig, Storbritannien og Nederlandene, hvor den folkelige modstand mod imperiernes efterladenskaber vokser og vokser, men igen og igen afskrives som ”populisme”.
Derfor marcherer føderalismen fortsat fremad understøttet af mainstreammedier og multikulturalister. Nu træder så næste geled frem, som ikke engang Machiavelli forudså: bureaukraterne.
Et akut eksempel er EU’s nye lovgivning om tidsregistrering på danske arbejdspladser; et krav, der træder i kraft i det nye år. Virksomheder, myndigheder og borgere skal i forvejen registrere stedse mere, ikke mindst for at imødekomme forventninger til bæredygtighed og grøn omstilling, men nu sættes der turbo på. Fremover skal alle medarbejdere registrere deres daglige arbejdstid til gavn for en overstatslig kontrol og til ugunst for det fleksible arbejdsmarked. Undtaget er kun meget fine jurister, direktionsmedlemmer og visse akademikere. Alle andre skal stemple ind og ud ligesom i industrisamfundet, hvor man gik ud fra en lineær sammenhæng mellem fysisk tilstedeværelse og produktivitet.
I dag genindføres registreringen vel at mærke ikke med afsæt i dansk lov, men ifølge en EU-dom fra 2019. Hvor nationen er svag og viger tilbage, dér breder unionen sig som skimmelsvamp. Konsekvensen af den kommende tidskontrol vil naturligvis blive endnu mere pseudoarbejde og et massivt spild af tid og penge – ligesom i de historiske imperier.
Det er ikke EU’s skyld alt sammen. Den dominerende kulturelle og økonomiske liberalisme siden Sovjetunionens opløsning har ironisk nok fremmet den politiske føderalisme fra Bruxelles. Det skyldes, at den overstatslige forkørselsret tjener såvel liberalismen som føderalismen. Dermed er der opstået en uhellig alliance mellem liberale vinde og føderale drømme, hvormed folkestyret og den nationale sammenhængskraft er blevet trængt i defensiven.
Den udløsende faktor ligger imidlertid et andet sted. Den indtraf, da venstrefløjen over det meste af kontinentet skiftede standpunkt med hensyn til EU, fordi de røde partier helt korrekt indså, at de ville få langt mere indflydelse gennem EU end i de nationale parlamenter. Pludselig var demokratiet en by i Belgien, og Danmark en nordlig provins i imperiet.
Takket være dette strategiske valg på venstrefløjen og den liberale alliance med føderalismen blev vi alle taget som gidsler i EU, hvorfra der ikke synes at være nogen vej ud. I stedet skal vi fremover stemple ind og ud på arbejdspladsen som de fisk, vi villigt lader os reducere til, fordi det er nemmere, hurtigere og mere progressivt at flyde med strømmen.