Velfærdssamfundet skubbede til den bold, der endte med et jordskred
Jordskredsvalget, som fandt sted for 50 år siden, kan kun forstås i et større europæiske perspektiv. Men det er interessant at se tilbage på det, der skete.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ved jordskredsvalget den 4. december 1973 kom tre helt nye partier fra den ene dag til den anden ind i Folketinget: Fremskridtspartiet med 28 mandater, Centrumsdemokraterne (med -s-, som de hed dengang) med 14 mandater og Kristeligt Folkeparti med 7 mandater. Desuden blev både Danmarks Retsforbund og Danmarks Kommunistiske Parti atter valgt ind, efter at have været ude af Folketinget siden 1960.
Men var Jordskredsvalget et specielt dansk fænomen - eller fandt noget lignende også sted i andre europæiske lande på samme tid? Svaret er, at der kun fandt noget lignende sted i ét andet europæisk land, nemlig Norge.
Ved valget i september 1973 blev et nyt parti, som var inspireret af Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet i Danmark, valgt ind i Stortinget med 5 pct. af stemmerne. Partiet havde dog et markant længere navn end Glistrups danske pendant, nemlig: ”Anders Langes Parti til stærk nedsættelse af skatter, afgifter og offentlige indgreb”. (Senere ændrede det - igen inspireret af Glistrup - navn til blot at hedde Fremskridtspartiet).
Det er interessant, at det blandt de vesteuropæiske lande kun var Norge og Danmark, der oplevede jordskredsvalg på dette tidspunkt.
Hverken Vesttyskland, Beneluxlandene, Frankrig eller andre kontinentaleuropæiske lande fik dette ”ryk til højre” ved valgene i begyndelsen af 1970’erne. Selv de øvrige nordiske lande, Sverige, Finland og Island oplevede noget lignende og bevarede deres politiske stabilitet samlet omkring de traditionelle partier.
Så jordskredsvalget var i høj grad et specielt dansk - og til dels norsk - fænomen (selv tilslutningen til Anders Langes Parti i Norge ikke var lige så stort som tilslutningen til Fremskridtspartiet i Danmark).
Jordskredsvalget i Danmark må imidlertid - som al dansk historie - ses i et større europæisk perspektiv. Der er nemlig en særlig grund til, at det fandt i Danmark - og delvis i Norge - og ikke andre steder. Nemlig af Danmark og Norge op igennem 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne og - i voksende grad i 1960’erne og de første år af 1970’erne - havde opbygget en velfærdsstat, som mindede meget om hinanden. En velfærdsstat, som adskilte sig fra velfærdsstater i det meste af det øvrige Vesteuropa. I 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne havde man især udbygget den sociale sikring af borgerne og gjort et omfattende arbejde med at mindske uligheden, blandt andet gennem indførelsen af folkepensionen som en rettighed for alle. Noget, som symptomatisk for den ensartede udvikling af velfærdsstaten i Danmark og Norge blev indført samme år i disse to lande, nemlig i 1956.
I 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var man imidlertid gået over til at forstå velfærdsbegrebet bredere end til blot at handle om økonomi og sociale forhold i traditionel forstand. Nu anså det socialdemokratiske og traditionelle borgerlige politikere over én kam - i både Danmark og Norge - velfærden, som noget, der også burde indbefatte uddannelse, kultur og dannelse. Alle borgere skulle have ret til kultur og uddannelse. Man udbyggede med store centralbiblioteker, kulturinstitutioner som teatre, biografer osv., og flere og flere kom til at tage en videregående uddannelse på lærerseminarer, universiteter mv.
Og det var netop blandt andet dette, som nogle borgere reagerede på, da de stemte på Fremskridtspartiet i Danmark og Anders Langes Parti i Norge ved valgene i 1973. Det var især de borgere, som ikke selv benyttede sig af velfærdsstatens muligheder. Som ikke gik hen på biblioteket og lånte bøger - eller som ikke modtog sociale ydelser - eller som ikke gik på en videregående uddannelse.
Det var således pga. at velfærdsstaten var blevet udbygget i højere grad i Danmark og Norge end i de fleste andre lande i Vesteuropa, at vi fik et jordskredsvalg i netop disse to lande.
Men hvorfor så ikke i Sverige og Finland, som jo også i vid udstrækning havde en samme velfærdsmodel som Danmark og Norge? Der er flere forklaringer. En af dem er sammenholdet i disse to lande om neutralitetspolitikken, som var så essentiel, at få vælgere ønskede, at der skulle ske politisk splittelse og opbrud. En anden er, at velfærdssamfundet i Sverige og Finland på dette tidspunkt i højere grad, end det var tilfældet i Norge og Danmark, var baseret på høje skatter på erhvervslivet, og altså ikke så meget på den enkelt borger.
Derfor var der forholdsmæssigt ikke så mange svenskere og finner som danskere og nordmænd, som følte sig ”trådt over tæerne”, når de betalte en høj skat, som så gik til at finansiere velfærd for andre (i form af uddannelse, sociale ydelser eller andet).
Udviklingen i forbindelse med jordskredsvalget i 1973 vil altid være et markant skel i Danmarks historie, men kan kun til fylde forstås - som så meget af den øvrige danske historie - hvis man ser den i et langt bredere europæisk perspektiv.