Berlin. Krakow. Budapest. Nürnberg. En rejse i Europas erindring. Og nu?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Foran det mindesmærke, som Ungarns regering har sat som erindring over ofrene for nazismen under Anden Verdenskrig, står en lang række kufferter linet op. De er ikke en del af det officielle mindesmærke, men repræsenterer en anden vinkel på historien end den, som Orbans styre foretrækker om ungarerne som uskyldige ofre for Tysklands overgreb. Kufferterne er placeret af efterkommere fra de jøder, som emigrerede eller omkom under nazismen. Og de skal for det første minde om, at jøderne var en del af historien, og for det andet, at ungarerne ikke kan skrive sig selv ud som dem, der kæmpede mod Tyskland og nazismen. De havde et medansvar.

Da det i 2014 blev besluttet at opstille mindesmærket med ærkeenglen Gabriel, som angribes af en tung tysk ørn, på Frihedspladsen nær parlamentet i Budapest, returnerede forfatteren Elie Wiesel sine ungarske ordener i protest. En Holocaust-overlever kaldte det et kujonagtigt forsøg på at drage opmærksomheden væk fra Horthy-regimets medvirken til udryddelsen af jøder. Viktor Orban forsvarede sig dengang med, at der ikke var tale om et Holocaust-mindesmærke. Monumentet blev afsløret den 19. marts, som er årsdagen for den tyske besættelse af Ungarn.

Ni år senere stod det endnu sammen med kufferterne og billeder og kopier af jødiske id-papirer. Et stop på en rejse i Europas erindring, som jeg foretog i foråret 2023: Berlin over Auschwitz til Krakow, Budapest, Venedig og Nürnberg. Eller: Det Jødiske Museum, udryddelseslejren, Schindlers fabrik, Europas første ghetto og retssalen, hvor det juridiske opgør med nazismen fandt sted.

Ingen af stederne efterlod én upåvirket. På hver sin måde og med hver sin historie. Men ét indtryk skilte sig alligevel ud: Væggen på Det Jødiske Museum i Berlin med lange, lange lister over de love, forordninger og tiltag, som styk for styk begrænsede jøders liv og udskilte dem. 962 i alt ifølge museets egne angivelser. De viser, hvordan grænserne rykkes, og det utilstedelige bliver almen acceptabelt.

Som Viktor Klemperer også har beskrevet det i ”LTI -lingura tertii imperii” om, hvordan sproget ubemærket ændrer sig og bliver til Det Tredje Riges sprog, hvor man uden eftertanke sondrer mellem, om en hustru er ”tysker” eller ” jøde”.

Cilly Kugelmann, kurator på udstillingen i Berlin, har forklaret, at man efter mange år med fokus på den enkeltes historie og skæbne også vil lægge vægt på og vise, hvilke politiske omstændigheder og udvikling der ændrer opfattelse og holdning.

Hvad det betød i praksis, kan man forvisse sig om på Jernbanemuseet i Nürnberg, som gengiver breve, der beder en underordnet løse opgaven med »et dagligt tog med 5.000 jøder fra Warszawa til Treblinka«. En logistikopgave som mange andre. Eller endnu tydeligere: udstillingen i Reichsparteitagsgelände med deltagernes dagbøger og fotoalbum, som viser et fællesskab uden nogen tanke for på hvilke og hvis præmisser.

I Europa anno 2023 er det fristende at placere fortiden som et overstået kapitel. Men en granskning af nutiden fortæller en anden historie. Om normer, og om hvordan sproget skaber, hvad det nævner.

Det begynder i en bus, hvor en mand beklager, at han skal sidde i samme transportmiddel som en jøde. Og fortsætter, når ingen i bussen siger fra.