Unges mistrivsel er blevet et produkt
Nutidens unge får så ofte at vide, at de mistrives, at de begynder at tro på det. I stedet skulle de omgås nogen, der indgyder dem livsmod og troen på, at de faktisk kan noget.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Kan det konstante og intense fokus på børns og unges mistrivsel havde en selvforstærkende effekt?
Ja, det mener jeg faktisk, at det kan.
Mistrivselskrisen. Alle taler om den. Og vist er der børn og unge, der har det skidt, men er mistrivslen historisk set så alarmerende, at man med berettigelse kan kalde det en krise? Ikke, hvis man skal tro den undersøgelse, der sidste år blev foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive.
Den viste, at der på trods af udfordringer med bl.a. for lidt søvn, for meget druk og ensomhed er generel høj tilfredshed med tilværelsen blandt børn og unge.
Sjovt nok har undersøgelsen fyldt meget lidt i medierne og i politikernes evindelige italesættelse af mistrivslen. Jeg vil vove den påstand, at der er gået marked i mistrivslen, at mistrivslen er blevet en lidet opbyggelig trend – og hvis man hver eneste dag bliver mindet om, hvor stor ens skrøbelighed og sårbarhed er, kan det ikke undgås, at den skælvende skabning dvæler ved elendigheden og kan blive helt tyndhudet af at mærke efter.
Gudskelov sker det, at unge stemmer tage til genmæle i mistrivselsdebatten, som en ung 15-årig pige forleden i Berlingske skrev, at »vi unge har godt af at tage ansvar for vores egen situation«, og opfordrede sin egen generation til selv at »løfte blikket« og »række ud«, og fuld af styrke og livsmod erklærer hun afslutningsvis: »Jeg tror på, at vi unge godt kan!«
Jeg tror også, at de unge godt kan – de trænger bare til at blive opmuntret til det – de trænger til, at nogen vækker livskraften i deres segnefærdige sjæle. For jeg forstår godt, at de unge klasker sammen, hvis de helt i overensstemmelse med tidsånden tror, at livskraft, styrken til at leve et menneskeligt liv, er noget, de skal ud og finde selv.
Forleden lyttede jeg til den anbefalelsesværdige og formidabelt gode podcast ”Sørine og Livskraften” produceret af Kristeligt Dagblad, hvor Sørine Gotfredsen med vanligt klarsyn er i samtale med den 92-årige forfatter og journalist Niels Barfoed, der har alderdommens visdom og eftertænksomhed – og med Gotfredsens formulering er han »en personificering af livskraft«.
Oplægget til den virkelig beåndede samtale er, at da de to arbejdede sammen på Det fri Aktuelt, var Barfoed netop med til at give Gotfredsen troen på, at hun på trods af tilværelsens modstand havde en indre styrke til at bevæge sig videre i livet. For »nogle mennesker kan på særlig vis få en til at forstå, hvor meget livskraft man i virkeligheden indeholder,« siger Gotfredsen og understreger, at »vi mennesker rummer mere livskraft, end vi går og tror«.
Men noget eller nogen skal netop vække livet og livskraften i én. Livskraften er i os som en del af vores skabthed – og samtidig kommer livskraften til os, som Grundtvig siger i salmen ”De levendes land”, som også Gotfredsen citerer i bogen ”Livskraft”: »Al livskraft i sjælen er gnist af din Ånd / dit rige er der, hvor man død byder trods, det komme til os!«
Det er ikke mere teologisk indviklet end som så. Grundtvig, hvis eget hjerte bestandigt slog ud mellem livsangst og livsmod i en evig vaklen, forklarer det på den måde, at mennesket i sin gudbilledlighed afspejler den Skaber, der har skabt os – hver livskraft i vores sjæl er gnist af Guds ånd.
Vi er så at sige givet betingelsen med for at kunne leve livet, der ikke er skabt vanskeligere, end mennesket kan klare det. Men undervejs i vores liv skal vi hjælpes frem til troen på den styrke, vi er skænket – og troen på livskraftens ophav.
Det er måske mest det, de unge længes efter.