Det må være slut med "Imagine"

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Et sted skal man begynde. Så jeg vil begynde med, hvad jeg føler.

Jeg er dødtræt af at blive løjet for. Jeg er dødtræt af at blive talt ned til. Jeg er dødtræt af at blive gaslightet.

Men jeg er dødtræt af mere end det. Jeg er også dødtræt af at blive kaldt nedsættende navne. Af at blive belært af halvstuderede røvere. Af at skulle høre på argumenter, der er så tåbelige, at mine ører næsten begynder at bløde.

De politiske eliter her i Vesteuropa – og i det meste af det politiske Vesten – har næsten ikke haft ret i noget siden 1980’erne.

Det har ført til, at de væbnede styrker i hele Europa er for svage og for underdimensionerede til, at kontinentet kan forsvare sig selv imod en fjende i egen vægtklasse. Der virkelig er stålsat i sin vilje til at undertvinge kontinentet.

Men ikke nok med det. De politiske eliters manglende evne – eller vilje – til at forstå, hvordan tingene hænger sammen, har også ført til, at Danmark i forhold til sit indbyggertal har en af de mindste politistyrker i Europa.

Hvor fraværet af en seriøs, militær forsvarsevne kompromitterer den ydre sikkerhed, så kompromitterer fraværet af en seriøs politistyrke den indre sikkerhed.

Der findes efterhånden et utal af forbrydelser, der i praksis er straffri. Det er straffrit at overtræde straffelovens paragraf 136, stykke 2, der forbyder at billige terror. Det er straffrit at chikanere politi, brandvæsen og ambulancetjenester. Det er næsten straffrit at være social bedrager. Det er næsten straffrit at snyde og bedrage inden for en række brancher. Det er – hvis man kan tro på litterære beretninger om emnet – mere eller mindre straffrit at udøve social kontrol. Også når det sker ved hjælp af vold.

Og hvorfor er det sådan?

Det er det, fordi politiet overhovedet ikke er stort nok til at håndhæve de samme regler over for mennesker fra Stormellemøsten, som det håndhæver over for danskere. Jeg vil påstå, at alle landets dokumentarister kunne lave en skjult kamera-dokumentarer om råddenskaben blandt indvandrere fra Stormellemøsten hver uge de næste mange år uden på noget tidspunkt at gentage sig selv.

Det ekstreme venstre – der ser det som en af sine hovedopgaver at legitimere tingenes tilstand – vil altid hævde, at indvandrere fra Stormellemøsten bliver ”overstraffede” på grund af racisme. Alt tyder imidlertid på, at de bliver ”understraffede” på grund af manglende kapacitet i politiet, hos anklagemyndigheden og i fængselsvæsenet.

Men skylden ligger jo ikke hos indvandrerne fra Stormellemøsten. Den ligger hos den politiske elite, der har ladet alt dette ske.

Den politiske elite har ikke ryddet op på universiteterne. Derfor er humaniora og samfundsfag alt for mange steder degenereret til pseudovidenskabelig og yderligtgående venstreorienteret aktivisme, der legitimerer den politiske elites fejltagelser på indvandringsområdet.

Den politiske elite har heller ikke ryddet op blandt ngo’erne. Derfor består venstrefløjen i Danmark ikke blot af et parti eller to, man kan stemme på ved valgene. Venstrefløjen består også af et utal af statsfinansierede ngo’er, der har en venstrefløjser som formand eller -kvinde, og selvfølgelig er talerør for den yderste venstrefløj.

De hjælper også med at legitimere alle de fejltagelser, den politiske elite har begået i forhold til indvandring. Og i øvrigt med at gennemtrumfe venstrefløjens politik på en lang række områder, hvor det store flertal i befolkningen mener noget helt andet end den politiske elite.

Når det er svært at rydde op i al den råddenskab, der stinker os i næsen efter Hamas’ terrorangreb, er det, fordi alle løgnene og al gaslightingen om, hvad der reelt foregår, er sat i system.

Venstreradikale aktivister, der ved en kæmpe fejl har fået lov til at kalde sig selv for ”forskere”, afsætter uhæmmet og ukritiseret deres holdninger som ”analyser” til medierne. Venstreradikale ngo’er holder patosgryden i kog ved hjælp af ladet sprog og kuraterede kendsgerninger.

Det gør, at almindelige danskere, der efterhånden gennem generationer ikke har lært noget i skolen – og slet ikke at tænke selv – i alt for stort tal hopper på alle løgnene, alle de skjulte dagsordener og al gaslightingen.

Hvad må der så gøres?

Vi er nødt til at starte forfra. Og det begynder med denne erkendelse: Indtil det modsatte er bevist, bør alle forslag, der kommer fra den politiske elite, mødes med maksimal skepsis.

Forsvaret imod ydre fjender bør derfor være stærkt og afskrækkende. Ellers vil vi før eller siden miste vores frihed. For som det undertiden siges: Alle lande har en hær. Enten sin egen eller nogen andres.

Forsvaret imod indre fjender bør også være stærkt og afskrækkende. Ellers vil vi også før eller siden miste vores frihed. Er man tilhænger af terror? Eller har man en tilbøjelighed til at true og slå kvinder og minoriteter, man ikke kan lide? Eller er man aktiv og praktiserende modstander af lov og orden i generel almindelighed? Så skal man kunne regne med en længere tur i fængsel.

Er man venstreorienteret aktivist? Så skal man selvfølgelig have lov til dette. Men man skal ikke være det for statens penge eller under beskyttelse af en fornem institution eller en fin titel, der antyder neutralitet og saglighed.

Forsvaret imod ydre fjender betyder også, at vi skal kende vores fjender og sige deres navn højt: Hamas. Islamisk Stat. Iran. Rusland. Men det stopper ikke der. For vi skal også notere os i den sorte bog, hvem der bare stikker hænderne i lommen og ser den anden vej, når vores fjender driver deres spil.

Vores fjender vil ødelægge vores frihed og den måde, vi lever på. Derfor skal vi aldrig hjælpe dem. Vi skal ikke gøre dem økonomisk stærke. Vi skal ikke tro, at der kan opbygges en taknemmelighedsgæld blandt vores fjender. For de vil aldrig honorere den. Fjender er fjender. De skal forstås og behandles sådan.

Desværre bliver vi også nødt til at tale om de indre fjender. Og hvem er så det?

Det er for det første dem, der aktivt hjælper og hepper på de ydre fjender.

Men det er også alle de håndlangere for de ydre fjender, der forhindrer os i at se klart. Ved at lyve. Gaslighte. Tale ned til. Opstille pseudovidenskabelige forklaringer på, at fjenden slet ikke eksisterer – eller går væk, hvis vi ignorerer ham.

Det hedder sig i dagens overskrifter, at den store udfordring for det liberale Polen, der heldigvis har vundet valget, bliver at afmontere PiS uden at være lige så grove i sine virkemidler som dem.

Det samme gælder her i Danmark. Vi skal afmontere alle de fejl, der er begået af den politiske elite de seneste årtier, uden at være lige så grove i vores virkemidler som alle de fjender, den politiske elite har ladet vokse sig stærke.

Det er en kæmpe udfordring. Både i Polen og her til lands.

Men enhver rejse begynder med det første skridt. Også rejsen imod at beskytte vores dyrebare frihed imod såvel ydre som indre fjender af den.