Verden er i stykker

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Med krigen i Ukraineer Rusland atter i åben brydekamp med Vesten. Der var en pause i spændingerne efter Sovjetunionens kollaps, tre konfliktfrie årtier, men med Putins angreb på Ukraine sidste år blev Vesten revet ud af sin tornerosesøvn. Til forskel fra Den Kolde Krig har Rusland mistet sine sovjetiske satellitstater, men til gengæld fået en langt mere potent allieret, stormagten Kina. Partnerskabet mellem Putin og Kinas præsident Xi er lige så stærkt som sammenholdet mellem Nato-landene, det er demokrati versus autokrati, Vesten versus regimerne i øst.

Rusland er blevet kaldtKinas juniorpartner, da russerne nok har verdens største atomarsenal og en vældig hærstyrke, men en økonomi på linje med Italiens. Kina holder hånden under den russiske økonomi ved at købe den olie og gas, som de vestlige sanktioner forhindrer Rusland i at få afsat til Europa, og Putins krig i Ukraine kunne næppe lade sig gøre, hvis ikke Kina valgte den billige energi på bekostning af det østlige Ukraines overlevelse.

Det er den afgørende skamplet på det moderne Kina, at man vender det blinde øje til Ukraines ofre. Som om det ikke var slemt nok at forfølge muslimske og tibetanske mindretal, undertrykke demokratiske protester i Hongkong og true Taiwans selvstændighed.

Mod vestser det bedre ud, men ikke uproblematisk. De europæiske lande støtter krigen i Ukraine og forholder sig skeptiske til Kina, selv om anti-ukrainske tendenser breder sig fra Slovakiet, Ungarn og Polen. I USA fører Donald Trump stort i meningsmålingerne, samtidig med at han har retssager hængende over hovedet, bliver mere brutal i sin retorik og senest har insinueret, at en amerikansk general burde henrettes. Trump i Det Hvide Hus lover hverken godt for sammenhængskraften i det polariserede USA eller for den militære støtte til Ukraine.

Det kan blive Europas ansvar at levere det nødvendige militære isenkram til Ukraine, hvis den amerikanske støtte forsvinder. Det bliver en stor opgave, men intet i forhold til den opgave, ukrainerne står over for, for ikke at nævne det brutale Rusland, som Europa kan stå over for, hvis et Ukraine uden vestlig støtte falder.

Putins krig er også finansieret af Indiens fortsatte import af russisk olie. Præsident Modi har aldrig direkte fordømt krigen, mindst af alt under seneste G20-møde, hvor Indiens værtskab var lige så imponerende, som Ukraines lidelser var fraværende. Indien er verdens folkerigeste land, en fremadstormende økonomi, der snart vil overhale Tysklands, men Indien er samtidig et land, der udelukkende handler efter egne interesser. Om 30 år vil vi være Vishwaguru, verdens læremester, sagde indenrigsminister Amit Shah for nylig. Sikkert er det, at det bliver svært at belære inderne om, hvordan de skal forme deres fremtid.

Vesten. Rusland. Kina. Indien. Hermed de afgørende aktører på den verdenspolitiske scene. Mens Rusland og Kina er tabt til autokratiet, er der stadig en chance for, at Indien kan nærme sig Vesten. Præsident Biden havde også rullet den store løber ud, senest Modi var i Washington. Vesten ligger i høj grad åben for Modi, hvis han vil, uagtet Indiens passivitet i forhold til krigen i Ukraine.

Forholdet mellem Kina og Indien er mere problematisk. Rivalerne har længe haft grænsestridigheder og kæmper begge om at blive det globale syds leder, altså om indflydelse på især det afrikanske kontinent. Vesten er kommet sent ind i kampen om Afrika, og det gør det heller ikke lettere for USA og Europa, at mange afrikanere føler sig svigtet af Vesten, hvad enten det gælder dyre corona-vacciner, manglende hjælp til klimaforandringer skabt af vestlig industri eller den evigt spøgende kolonitid.

Dynamikken mellem verdens afgørende magter vil intensiveres af Donald Trump i Det Hvide Hus. Hvordan han vil spille sine kort i forhold til Rusland, Kina og Indien, er i sagens natur umuligt at sige. Han kan dramatisk forværre forholdet til Kina, forsøge aftaler med Putin og gøre grin med den etnisk klædte Modi – kaospræsidenten vil i hvert fald udfylde sin plads i den verdenspolitiske firkløver.

Det trækker optil uvejr mellem øst og vest. Her er et land som Japan ejendommeligt placeret, verdens tredjestørste økonomi, vestligt sindet og kystnabo til Kina og Rusland. Spørgsmålet er, om de vestlige demokratiske værdier vil sprede sig i den del af Stillehavet, som det også er sket i Sydkorea og Taiwan, eller om friheden må kæmpe for sin overlevelse? Om ikke andet er Japan et attraktivt udstillingsvindue for velfungerende demokrati og velstand.

Måske skyldes modstanden mod de vestlige værdier ikke bare, at værdierne handler om frihed, men overhovedet at de er vestlige. Mange lande har længe følt sig overskygget af USA og Europa, de har haft et anstrengt forhold til det formanende Vesten, og Kina, Rusland og Indien er trætte af at være underdogs, hvilket landenes størrelse og resurser heller ikke længere berettiger til. Nu vil strongmenindvarsle nye tider, primært Xi Jinping og Putin, og det går indtil videre efter planen.

Under det seneste G20-møde i New Delhi blev Putin væk på grund af sin arrestordre, men præsident Xi deltog heller ikke og sendte i stedet sin udenrigsminister. Kinas anspændte forhold til især USA og Indien vurderes som en af de væsentlige i årsager til fraværet. Ifølge tænketanken International Crisis Grouper Kina også mere fokuseret på samarbejdet med Briks+-landene, ikke mindst Brasilien og Saudi-Arabien, hvor sidstnævnte netop er blevet optaget. Kina betragter sig selv som leder af Brik+, et voksende alternativ til Vesten, men lige så svagt på demokrati som stærkt på økonomisk potentiale.

Vesten kontra Rusland og Kina med Indien som joker. Den nye verdensorden er på vej til at blive multipolær. Det er der i sig selv intet i vejen med, problemet er, at de nye stormagter er meget langt fra de idealer om frihed, demokrati og menneskerettigheder, som mange troede ville dominere efter afslutningen på Den Kolde Krig. Det gør Vestens rolle desto vigtigere, vi skal være et stærkt og attraktivt forbillede. Det sker ikke gennem blodige krige i Irak og Afghanistan, men ved at støtte Ukraine, vinde indernes hjerter og undgå en nedsmeltning af det amerikanske demokrati. Opgaverne er enorme, alternativerne langt værre.