Du vil formentlig ikke bryde dig om mit svar
4.000 kr. Så meget koster et par nye superløbesko fra Adidas. Det lyder som en joke, for hvem kan finde på at bruge så mange penge på et par sko, der vistnok kun kan holde til et enkelt maratonløb? Øh, det tror jeg nok, at jeg kunne.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Husker du Tigerdyret fra Peter Plys-bøgerne? Han har sådan en lang hale, der fungerer som en springfjeder. Når han lander på sin bagdel, kan han således hoppe meget højt op i luften. Ifølge ham selv er »at hoppe dét, som tigerdyr gør bedst«. Sådan havde jeg det sådan cirka også, da jeg første gang tog et par løbesko på med indbygget carbonplade (en hård, men elastisk plade, der er lavet af kulfiber). Jeg kunne slet ikke stå stille, fordi skoene nærmest skreg til mig »fremad, fremad, fremad«.
Vi spoler tiden tilbagetil 2016, da den amerikanske skoproducent med sit Breaking2-projekt på Formel 1-motorbanen i Monza, Italien, revolutionerede markedet for løbesko. Ved det hypede løb var tre af verdens bedste langdistanceløbere, og i særdeleshed kenyaneren og OL-guldvinderen Eliud Kipchoge blevet udvalgt til forsøge at bryde totimersgrænsen på maratondistancen. Bevæbnet med en helt ny sko fra skogiganten løb Kipchoge 2:00:25 timer og var dermed snublende tæt på at bryde den magiske tidsgrænse. Det gjorde han så i Wien i efteråret 2019, da han formåede at løbe 1:59:40 timer til eventet Ineos 1:59 i den fjerde generation af Nikes »ultimative konkurrencesko«. Rekorden var uofficiel, men blev i sportsverdenen rangeret på samme historiske niveau, som da Neil Armstrong som det første menneske satte sin fod på Månen den 21. juli 1969.
I de følgende månederefter lanceringen af carbonskoene skiftede stort set alle eliteløbere deres sko ud med Nikes nye Vaporfly 4 %, men kritikerne var der mange af. De mente, at skoen var en slags mekanisk doping og derfor snyd. Ikke desto mindre kastede glade motionsløbere – inklusive undertegnede – sig ivrigt over carbonskoen for at vinde minutter på et maratonløb. Også selv om skoen med en pris på over 2.000 kroner satte nye standarder på markedet. Personligt må jeg indrømme, at følelsen – sammenlignet med en ganske almindelig dødelig løbesko – var sensationel.
Det internationaleatletikforbund indførte nye regler, der bl.a. betød, at carbonskoene blev forbudt til baneløb, sålen højst måtte være 4 cm, og at skoen skulle kunne købes af alle, hvis den blev anvendt i konkurrencer. Tre forhold, som var til at leve op til, hvorfor en hæsblæsende kamp mellem verdens skoproducenter blev indledt, og som stadig er i fuld gang. Det handler om at sætte løberekorder – men allermest handler det om at vinde andele på et marked, der omsætter for millionen-milliarden-trilliarden af kroner hvert eneste år.
Personligt må jeg indrømme, at følelsen – sammenlignet med en ganske almindelig dødelig løbesko – var sensationel.
Og løbesko-krigen fik et ekstra nøk opad for et par uger siden, da den etiopiske kvinde Tigst Assefa kom i mål ved Berlin Marathon i en helt vild tid på bare 2 timer, 11 minutter og 53 sekunder. Det er mere end to minutter hurtigere end den hidtidige verdensrekord på de 42,195 kilometer.
Tigst Assefa løb i en helt ny type sko fra Adidas, der har det mundrette navn Adizero Adios Pro Evo 1. Udover at være ”hurtig” så er skoen også nærmest ufattelig dyr. Den koster nemlig 4.000 kroner, hvis ellers man kan få fat i et af de 521 eksklusive par, der er sat til salg. Med til historien hører, at den 138 gram tunge sko er slidt op efter et enkelt maratonløb. Med lidt hurtig hovedregning giver det en kilometerpris på knap 100 kr.
Den korte levedygtighed for et par meget dyre sko skabte øjeblikkeligt bekymring hos diverse miljøorganisationer, der bl.a. kalder det for »engangsvanvid« helt ude af trit med den nuværende politiske agenda.
Jeg er enig, men samtidigtilhører jeg også en gruppe af mennesker, der har meget få hæmninger, når det handler om at investere i min passion. Du skulle prøve at se entréen hjemme på Paradisæblevej. Her står meterlange rækker af farvestrålende løbesko. Mange af dem, indrømmer jeg, har kun været brugt ganske få gange, fordi jeg har kastet min kærlighed over nogle andre løbesko i mellemtiden. Og i løbeklubben snakker vi om sko, som andre snakker om bilmotorer. Foretrækker du model 1, 2 eller 3?
Så hvis du spørger mig, om jeg kunne finde på at købe et par meget lidt holdbare løbesko til 4.000 kr, så vil du formentlig ikke bryde dig om mit svar.