Der vil altid være en risiko ved at sejle i Arktis

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Reaktionen fra medier og politikere var forudsigelig, da ”Ocean Explorer” i mandags gik på grund: »En katastrofe, som bare ventede på at ske!« Knap var nyheden om grundstødningen i Alpefjorden nået i land, før de værste scenarier blev malet op med bred pensel. Hvem husker ikke grønlandsskibet ”Hans Hedtoft”s forlis med tab af 95 menneskeliv i 1959? Eller det store krydstogtskib ”Costa Concordia”, som grundstødte og kæntrede i Middelhavet i 2012, efter at ”kaptajn Kylling” havde sejlet uforsvarligt tæt på en lille italiensk ø for at vise sit skib frem?

Arktisk Kommandos inspektionsfartøj ”Knud Rasmussen” satte straks kursen mod ”Ocean Explorer”, men skulle tilbagelægge ikke mindre end 1.200 sømil (godt og vel 2.200 km) for at nå frem til havaristen. Jeg har selv haft fornøjelsen af at sejle med ”Knud Rasmussen” i Nordøstgrønland, så jeg ved, hvor enorme afstandene i området er, selv når gashåndtaget trykkes i bund. Responstiden var omkring fire døgn, hvilket – forståeligt nok – blev udlagt som meget længe at vente på hjælp, især i danske medier. Hernede i vores del af kongeriget er vi nemlig vant til, at der hænger en redningshelikopter over os inden for en halv time, hvis vi kæntrer med vores kajak på Gudenåen og får brug for assistance. Men sådan spiller klaveret simpelthen ikke i Arktis.

Grønlands kystlinje er mere end 44.000 km lang, og der er utallige dybe fjorde, hvoraf mange ikke er opmålt, så man ikke ved, hvad der gemmer sig under overfladen. Samtidig er afstandene som nævnt enorme, befolkningen lille og spredt, og vejrforholdene ofte vanskelige. Det er især vilkårene, når man vælger at sejle ind i Nationalparken i den nordøstlige del af Grønland. Her er der i særdeleshed langt til sikker havn, og selv hvis myndighederne brugte hele kongerigets bruttonationalprodukt på sikkerhed og beredskab, ville det ikke være muligt at levere samme niveau af tryghed som i de indre danske farvande. Risiko er således et uomgængeligt vilkår i de arktiske egne, og det er man nødt til altid af have med i sine overvejelser – også når vi nu skal trække mest mulig læring ud af ”Ocean Explorer”s grundstødning.

I dag er der lodspligt i grønlandske farvande inden for tre sømil fra basislinjen (dvs. tæt på kysten og i fjorde) for fartøjer med flere end 250 passagerer om bord. Langt størstedelen af de omkring 600 krydstogtskibe, som årligt besøger Grønland, er imidlertid mindre ekspeditionsskibe, som holder sig under denne grænse. Der er ofte tale om specialbyggede polarkrydstogtskibe med veluddannede besætninger og særligt navigations- og redningsudstyr, som gør disse fartøjer velegnede til at færdes i både arktiske og antarktiske egne. Selvfølgelig kan man fra politikernes og myndighedernes side vælge at sætte grænsen for er lodspligt ned, men spørgsmålet er, om det virkelig vil gøre nogen stor forskel. For 10 år siden var mareridtsscenariet en katastrofe i farvandet omkring Grønland med et af verdens kæmpekrydstogtsskibe, som slet ikke er bygget til at sejle i de arktiske egne. Det har vedtagelsen i 2017 af FN’s maritime organisation IMO’s såkaldte ”Polar Code” og implementeringen af sikkerhedskravene herfra i danske søfartsbestemmelser heldigvis været med til at nedbringe risikoen for.

I stedet bør især de grønlandske politikere, men også deres danske kolleger, for alvor tage diskussionen om, hvorvidt og hvordan man ønsker at tage ansvar for at håndtere de risici, som følger med turisme i øde områder med skrøbelige økosystemer. Eftersøgning og redning og havmiljøbeskyttelse på havet omkring Grønland er Forsvarets myndighedsansvar, men det træder først i kraft, når der er overhængende fare for menneskeliv eller risiko for forurening. Det nåede heldigvis ikke at blive tilfældet med ”Ocean Explorer”, for krydstogtskibet stod på en blød mudderbanke, og vejret i Alpefjord var godt. Derfor var der dybest set tale om en situation, hvor et privat rederi skulle betale sig fra at få hjælp til at komme fri af bunden og ikke en redningsaktion. Men hvis vejret var blevet dårligt, eller krydstogtskibet var sprunget læk, kunne situationen hurtigt have ændret sig til det værre. Arktisk Kommando sendte inspektionsfartøjet af sted mod ”Ocean Explorer” ikke for at komme krydstogtskibet til undsætning – men for at være klar til at gøre det, hvis det skulle blive nødvendigt.

Problemet er som sædvanligt modsatrettede interesser, hvor ét politisk styret myndighedsområde er ansvarlig for sikkerheden, mens andre ønsker at fremme erhvervsinteresser og tiltrække turister. For otte år siden deltog jeg selv i forberedelserne til en stor redningsøvelse i Grønland med et scenarie, som involverede et polarkrydstogtskib af samme type og størrelse som ”Ocean Explorer” med cirka 200 passagerer om bord. I en frokostpause gik jeg en tur i Nuuk og bemærkede, at der var vældig mange udenlandske turister i byen. Ud for Kolonihavnen så jeg et stort krydstogtskib ligge for anker, og da jeg kom tilbage til planlægningsmødet, spurgte jeg nysgerrigt, hvor mange mennesker der egentlig var om bord på dette fartøj. Svaret fra myndighederne var 1.200 – 300 besætningsmedlemmer og 900 passagerer. Overrasket spurgte jeg, hvorfor vi så brugte så mange kræfter på at planlægge og afholde en øvelse, hvor scenariet handlede om et skib med kun 200 om bord.

Svaret var: »Fordi vi kun kan redde 200. Alt derudover er politik.«