Hvorfor svinger dele af borgerligheden til venstre?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Venstrefløjen i Det Konservative Folkeparti har erklæret krig imod partiets hovedlinje siden 2001. Det kan man høre på afhopperne til Moderaterne og forstå på mangeårige medlemmer, der stiller deres indsigt til rådighed for medierne.

Den konservative venstrefløjs krig imod den politiske hovedlinje siden 2001 flugter med den krig imod VKO-tiden, der først og fremmest bliver ført af Moderaterne. Men som den fraktion i Venstre-borgerkrigen, der stadig benytter det gamle partinavn, tydeligvis har tilsluttet sig.

At forsvare det danske samfund imod illegitime kulturændringer, der aldrig har været flertal for i befolkningen, burde være kerneborgerligt, hvad enten man er liberal eller konservativ.

Det burde være kerneliberalt, fordi ukontrolleret (eller nær-ukontrolleret) indvandring fra Stormellemøsten underminerer de liberale frihedsrettigheder, alle borgere har. Men som navnlig kvinder og medlemmer af seksuelle minoriteter nyder godt af.

Det burde være kerneliberalt, fordi ukontrolleret (eller nær-ukontrolleret) indvandring fra Stormellemøsten underminerer fundamentale institutioner og principper i det liberale samfund som vores skoler og ungdomsuddannelser. Båret af princippet om fordomsfri erkendelse på grundlag af idealet om fornuft og rationalitet.

At forsvare det danske samfund imod illegitime kulturændringer burde også være kernekonservativt.

Fordi selve det at værne om den danske kultur, det danske sprog og den danske kollektive erindring er kernekonservativt. Ligesom det er kernekonservativt at have kærligheden til det land, man stammer fra, og det lokalsamfund, man tilhører, som udgangspunkt for sit politiske arbejde.

Men en drift imod venstreorienterethed dér, hvor man skulle forvente borgerlighed, er blevet dagens orden.

Vores store virksomheder og erhvervsorganisationer har forskrevet sig til kampen imod den kultur og de normer, der præger det eksisterende samfund.

Lyder det voldsomt? Det er det overhovedet ikke. Copenhagen Pride, som de store erhvervsorganisationer og en række store virksomheder støtter, siger eksplicit således på sin hjemmeside: »Copenhagen Pride bygger sit virke på en intersektionel feministisk ideologi.«

Intersektionel feministisk ideologi betyder blandt andet, at kønnet er et identitetspolitisk valg, der ikke alene er frigjort fra biologi, men også er frigjort fra overvejelser over fairness over for biologiske kvinder. Intersektionel feministisk ideologi betyder, at man accepterer irreversibel medicinsk og kirurgisk behandling til enhver, der på baggrund af sit oplevede køn forlanger det. Og så betyder intersektionel feministisk ideologi, at principper om individualisme og meritokrati skal droppes til fordel for kollektive rettigheder til repræsentation alle steder, hvor det er attraktivt at være. Derfor vil intersektionel feminisme uvægerligt føre til et splittet og tribaliseret samfund. Som store danske virksomheder og erhvervsorganisationer så af sørgeligt gennemskuelige grunde (at man tror, det fremmer den økonomiske indtjening) støtter økonomisk.

Venstreorienterede borgerlige vender sig også i stigende grad imod den stramme udlændingepolitik.

Mest markant er selvfølgelig Moderaternes forslag om de facto at afskaffe udlændingepolitikken i det hele taget.

Det vil nemlig blive konsekvensen af at give alle, der kan skaffe sig et job til overenskomstmæssig løn og tillidsmandsordning, fri adgang til Danmark.

Som reglerne i dag er i Danmark, og som fem årtiers praksis bevidner, vil den af Moderaterne foreslåede ordning føre til følgende: Der vil meget hurtigt opstå en ”trafik” med herboende udlændinge fra Stormellemøsten, der tilslutter sig det organiserede arbejdsmarked. De vil så tilbyde mennesker fra deres hjemegne et job på ”det organiserede arbejdsmarked”.

Vel ankommet til ”det organiserede arbejdsmarked” vil man efter nogle år i praksis blive til indvandrer. For nærmest enhver, der kommer til Danmark, kan i kraft af internationale konventioner og etableret dansk praksis omdanne sig selv til indvandrer.

Som indvandrer har man ret til familiesammenføring. Og som familiesammenført har man ret til sociale ydelser af enhver art.

Derfor skylder alle, der går ind for fri indvandring (Moderaterne) eller nær-fri indvandring (”de røde borgerlige” plus venstrefløjen) et svar på: Hvad koster en ”arbejdskraftmigrant” under de antagelser, at tidligere observerede mønstre bliver ved med at eksistere, og at eksisterende regler vedbliver at være gældende? Jeg kan røbe svaret: Alle ”arbejdskraftmigranter” til Danmark går i et gigantisk økonomisk minus for staten, hvis de ikke kommer fra lande i ”det politiske Vesten”.

Jeg tror, den væsentligste forklaring på, at det, man i bred forstand kan kalde ”kulturradikalisme”, er så tillokkende for visse borgerlige, er deres mindreværdskomplekser. Og i forbindelse med disse mindreværdskomplekser kommer vi ikke uden om spørgsmålet om køn.

Borgerligheden i Danmark er som bekendt domineret af mænd. Jeg kender ikke pålidelige undersøgelser. Men efter mange års personligt ophold i det borgerlige Danmark vil jeg sige, at to tredjedele er mænd, mens en tredjedel er kvinder.

Hvis en borgerlig mand ikke vil tilbringe det meste af sin tilværelse i løse forhold eller cølibat – og det vil han selvfølgelig ikke, fordi han jo er borgerlig – må han altså lære at gøre sig interessant over for kvinder. Og rent statistisk så er det bare sådan, at de fleste kvinder er venstreorienterede.

Men det er ikke kun selve den rå, hormondrevne jagt på en mage, der presser borgerlige mænd i retning af at lyde mere venstreorienterede, end de egentlig er.

Borgerlige mænd er ikke lige så godt uddannede som venstreorienterede kvinder. Forstået på den måde, at ej blot har de kortere uddannelser. Borgerlige mænd har også mere kedelige uddannelser, der kun kan udløse et fast job i Playmobil-verdenen. Ikke bredt i det danske samfund, som det faktisk fungerer.

I Playmobil-verdenen er der ikke særlig mange gymnasielærere eller kunsthistorikere eller CSR-medarbejdere eller sygeplejersker eller pr- og kommunikationsmedarbejdere med lange uddannelser, der lægger vægt på teori og fremmedord og dannelse. Det er der til gengæld i det brede danske samfund, som det faktisk fungerer.

Borgerlige mænd er kort og godt udsat for alle mulige fristelser – drevet af hormoner og kulturelt mindreværd – til at snakke venstreorienterede mennesker efter munden.

Nogle giver efter og tilslutter sig SVM-regeringen og dens værdipolitik (eller lækker materiale til Ekstra Bladet om, at man burde have tilsluttet sig SVM-regeringen og dens værdipolitik). Mens andre på ægte maskulin vis fastholder deres borgerlighed og giver fanden i populariteten blandt Politikens og Informations læsere.

Jeg er ude af stand til at komme i tanke om andre forklaringer på, at dele af det hidtil borgerlige Danmark har fået en ulyksalig trang til at svinge til venstre, når det gælder udlændinge og indvandring.

Det kan aldrig blive hverken liberalt eller konservativt at gøre det.