Dansk udenrigspolitik er blevet disneyficeret

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De fik deres selfies og 15 minutters berømmelse i mainstreamkarrusellen, og alt var så fint. Danske parlamentarikere stod i kø, da den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, lagde vejen forbi som superstjerne i ørkenstøvler. Forrest stod treenigheden bestående af fru Frederiksen, hr. Løkke og Ellemann junior, flankeret af den allestedsværende Brian Mikkelsen fra Danske Erhverv og en række repræsentanter for flødeskums- og habitklassen. Bagved stod alle de andre partier i hovedløs enighed, muligvis irriterede over ikke at udgøre festens midtpunkt. Men sikke de kunne smile.

Den sværmeriske del af pressen var naturligvis også på pletten med fanfare og fremtidsmusik. Opbakningen til Ukraine er »virkelig en folkesag, og vi har grund til at være stolte af, at Danmark sammen med Nederlandene er gået i front med at donere F-16-kampfly til den ukrainske frihedskamp«, lød det eksempelvis fra Berlingskes lederskribent.

I de travle korridorer emmede det af eufori og overmod i begejstringen over, at jagerflyene sendes kvit og frit ned til overkommandoen i Kyiv, hvor de forskellige oligarker, familier, værn og interessenter strides om magten, mens soldaterne bløder som ind i helvede. Så vidt jeg forstår, er det netop blevet besluttet at bygge en ny kirkegård til 400.000 døde ukrainere. Men der var godt nyt fra København: Nu vinder vi krigen i Ukraine, bare vent og se.

Direkte adspurgt hvorfor Danmark skal sende fly, der næppe kan bruges i kamp tæt på fronten, er svære at servicere, ekstremt krævende at manøvrere og tidligst er kampklar om seks måneder, for såvidt der overhovedet findes ukrainske piloter med tilstrækkelige engelskkundskaber til at lære sig alt dette, svarer Danmarksdemokraternes Lise Bech (for øvrigt formand for Folketingets Udenrigsudvalg), »at nogen i systemet har sagt, at det her kan vi godt være med til«.

Udsagnet er muligvis det sandeste, der er sagt i denne aktuelle sag. Nogen i systemet? Det skulle vel ikke være Washington?

Samtidig synes citatet at indikere, at formanden for Folketingets Udenrigsudvalg udmærket ved, det hele er en symbolsk gestus, dvs. et show, dvs. politik, dvs. noget, vi er nødt til at deltage i, fordi Danmark under Treenigheden er blevet USA’s tammeste skødehund i en krig, Ukraine næppe kan vinde, sådan som tingene står på slagmarken.

Det skal medgives, at krigen går fremad ifølge den spekulative mediedækning, som mange tilsyneladende finder håb i. Alligevel synes den danske beslutning at være penge smidt lige ud ad vinduet til fordel for dydssignalering. Altså, ligesom på utallige andre politikområder.

Spørger man folk, der faktisk ved noget om sagens militært-teknologiske substans, ser det mildest talt ikke lovende ud for ukrainernes operative muligheder. Dertil er russernes luftforsvar for stærkt, og fjenden står i det hele taget langt bedre på slagmarken, end de partiske og sværmeriske medier tør rapportere for i stedet at fodre masserne med noget, der minder om ”Top Gun”.

Virkeligheden er lidt mere speget og lidt mere ond.

Men hvem kerer sig om den, så længe orkesteret spiller?