Hvorfor er betalingsbalancen et tabuemne for de økonomiske vismænd?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I den seneste konjunkturrapport fra de økonomiske vismænd, Dansk Økonomi forår 2023, indgår der ikke en eneste henvisning til landets betalingsbalance.

En mulig forklaring på, at en så afgørende indikator for dansk økonomi helt er fraværende, kunne være, at vi nu i snart mange år har haft meget betydelige overskud på betalingsbalancens løbende poster. Siden 2010 har det årlige overskud været over 100 mia. kr. og med en stærk stigende trend. Det afspejler sig bl.a. i, at der forventes et overskud på over 250 mia. kr. i 2023 svarende til ca. 10 pct. af bnp. Overskuddet er nu så relativt stort, at det kun overgås af tre lande i The Economists oversigt for 42 lande: Norge 18 pct., Singapore 16 pct. og Taiwan 13 pct. af bnp.

Vi har således ikke – som det ellers var tilfældet tidligere (i 1970’erne og 1980’erne) – problemer med betalingsbalancen, hvilket kunne begrunde, at der ikke sker henvisninger hertil eller analyser heraf, hvis det altså kun var de umiddelbare økonomiske problemer, der skulle indgå i konjunkturvurderinger. En så endimensional og ensidig tilgang til økonomiske vurderinger er forkert, jf. nedenfor, hvorfor jeg ganske enkelt ikke kan forstå vismændenes ignorering af betalingsbalancen. Men jeg vil gerne belæres, så derfor også en efterspørgsel efter en forklaring fra vismændene.

Som anført har vi ikke i flere år haft problemer med betalingsbalancen, men vi har andre problemer. Det er nu ikke mindst manglen på arbejdskraft til centrale offentlige velfærdsområder (sundhed, ældrepleje, undervisning m.v.), men også til den private sektor. Manglen på arbejdskraft er nu så udbredt, at det selv i bedste fald vil tage flere år at rette op herpå på centrale offentlige velfærdsområder. Og det er måske endda for optimistisk, for der synes ikke at være vilje eller evne til afgørende politiske tiltag. Og det er her, at vores uholdbare store overskud på betalingsbalancen kommer ind i billedet, og hvorfor det ikke kan ignoreres i økonomiske analyser.

Nedbringes betalingsbalanceoverskuddet med f.eks. 100 mia. kr., vil det frigøre ca. 50.000 personer fra den private sektor fra eksportvirksomheder og fra virksomheder, der konkurrerer med import. Dette kan ved normale verdenskonjunkturer ske på tre måder: enten ved større lønstigninger i Danmark end hos vores konkurrentlande, ved en slap finanspolitik, der også vil føre til større lønstigninger, eller ved en revaluering.

En opskrivning af kronen, dvs. en revaluering, så vi bl.a. skal betale færre kroner pr. euro, vil relativt hurtigt kunne frigøre denne arbejdskraft til privat og offentligt forbrug m.v.

Derimod vil det tage længere tid og er mere usikkert, hvis samme frigørelse skal ske ved store lønstigninger, da dette jo også skal accepteres i lønforhandlinger mellem private arbejdsgivere og arbejdstagere. En række af mine økonomkollegaer mener trods dette, at denne vej skal følges. Men dette utraditionelle udsagn fra økonomer – af Nationalbanken betegnet en ond spiral – fremføres dog sædvanligvis kun under private former og anbefales derfor heller ikke åbent, ligesom en slap finanspolitik naturligvis heller ikke anbefales.

Jeg vurderer, at det er mere end tvivlsomt, at relativt højere lønstigninger kan gennemføres så tilstrækkeligt hurtigt, at den store mangel på arbejdskraft i ikke mindst offentlige serviceydelser kan afhjælpes inden for de næste fem-syv år. Men også med denne tilgang kan det store overskud på vores betalingsbalance ikke ignoreres, idet det jo er en forudsætning for, at heller ikke denne vej fører til betalingsbalanceproblemer.

Politisk argumenteres der omvendt især for – i bl.a. regeringsgrundlaget og supplerende fra SVM-partilederne – at manglen på arbejdskraft skal imødegås ved øget arbejdsudbud: fra restgruppen af unge, der hverken er i arbejde eller uddannelse, fra voksengrupper med lav beskæftigelse og fra øget tilgang af udenlandsk arbejdskraft. Men det er i hvert fald min vurdering, at der ikke skal forventes et betydeligt øget effektivt arbejdsudbud herfra inden for nogle få år. De mest nærliggende muligheder for at øge arbejdsudbuddet ved arbejdsudbudsreformer er jo allerede i høj grad udnyttet.

Derfor bør der gennemføres en revaluering ved en opskrivning af kronen over for euroen. Fastholdelse af en fast eurovalutakurs (altså til en ny paritet på f.eks. 7 kr. pr. euro) forudsætter, at aftalen med den europæiske centralbank om udsvingsgrænser over for euroen på +/- 2,25 pct. fortsætter. Men hvis dette mod forventning ikke skulle lykkes, så bør kronekursen flyde, dvs. fastsættes af udbud og efterspørgsel af markedskræfterne.

En revaluering eller alternativt en overgang til en flydende valutakurs er efter min vurdering nødvendig, hvis det alvorligt menes, at det skal undgås, at personalemangel udhuler velfærdsniveauet. Derfor bør der i diskussionen af vores valutakurspolitik også inddrages de omkostninger, der vil være forbundet med udbredt mangel på arbejdskraft i flere år endnu i bl.a. det offentlige velfærdsudbud m.v.

Det bør naturligvis også inddrages, at en revaluering vil give et prisdyk via lavere priser på ikke mindst importen, jf. hvad der er tilfældet i Schweiz, godt nok via en flydende valutakurs. De positive erfaringer, som Tyskland havde før overgangen til euroen ved opskrivning af D-marken, bør ligeledes inddrages. Og selv om den faste valutakurs over for euroen hidtil har været en succes, er der jo ingen garanti for, at dette også gælder fremadrettet, jf. bl.a. de mulige konsekvenser for velfærdsniveauet.

Og endelig: Selv om det årlige betalingsbalanceoverskud reduceres med 100 mia. kr., vil der stadig restere et meget stort betalingsbalanceoverskud. Og derfor er der slet ikke grund til, at vismændene også er tavse om vores valutakurspolitik.