Royale jubilæer falder som haglbyger
Der er mange kongelige jubilæer og rekorder i øjeblikket. For 1½ år siden kunne dronning Margrethe 2. fejre 50 år på tronen. Nu følger svenske kong Carl 16. Gustaf, efter. Han er samtidig den længst siddende monark i Sveriges historie.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Den 14. januar 2022 havde dronning Margrethe 2. 50 års-regeringsjubilæum. Om en lille måneds tid kan hendes fætter, Sveriges kong Carl 16. Gustaf fejre et tilsvarende jubilæum. Han blev nemlig konge den 15. september 1973.
Samtidig har de begge allerede slået rekorden som den længst siddende monark nogensinde i deres lands historie. Kong Carl 16. Gustaf har haft rekorden for Sveriges vedkommende i flere år, mens dronning Margrethe 2. for sit vedkommende slog den danske rekord, da hun overgik Christian 4. her i juli måned.
Men ikke nok med det. Dronning Margrethe 2. er også p.t. det længst siddende nuværende statsoverhoved i hele verden - blandt alle præsidenter og monarker i samtlige verdens knap 200 lande!
(Og for god ordens skyld: Her er sultanen af Brunei ikke regnet med, selv om han har været på tronen siden 1967, eftersom landet først blev en fuldt ud selvstændig, suveræn stat i 1984).
Der er ikke mange monarker, hverken nuværende eller tidligere, der har siddet i 50 år eller mere på tronen.
Blandt de længst regerende i verdenshistorien er nyligt afdøde dronning Elizabeth 2. i Storbritannien, som regerede i ca. 60 år (fra 1952 til 2022) og den berømte franske enevoldskonge Ludvig 14., som sad fra 1643 til 1715. Altså i 72 år. Men han blev også konge som barn.
Det samme gjaldt den person, der har den hidtidige verdensrekord. Nemlig kong Pepi af Egypten, som regerede i sidste del af det 3. årtusinde f.Kr. Der er lidt uenighed om, præcis hvornår hans regeringsperiode begyndte og sluttede. Men alle er enige om, at han regerede i ca. 94 år.
Unægtelig en rekord, som det vil tage lidt tid, før nogle af verdens nuværende statsoverhoveder kan slå. Men lad os nu se...
Når både dronning Margrethe 2. og kong Carl 16. Gustaf har kunnet slå rekorden som den længst siddende nogensinde i deres lands historie (og her regner vi naturligvis kun de ”rigtige” historiske konger og ikke sagnkongerne med), hænger det sammen med to ting. Dels at de kom på tronen som ret unge. Dels at levealderen for mennesker i den vestlige verden i de senere årtier generelt har været stigende. Og dette gælder naturligvis også konger og dronninger.
Derimod bliver det nok yderst vanskeligt for den næste i rækken af statsoverhoveder i både Danmark og Sverige at slå rekorden igen. Kronprins Frederik er som bekendt for nuværende 53 år, mens kronprinsesse Victoria netop er blevet 46.
Og dette er jo en af konsekvenserne af den stigende levealder generelt: at kronprinserne og kronprinsesserne generelt bliver ældre og ældre, inden de kan indtage tronen som hhv. konger og dronninger.
I hvert fald i de lande i Europa, hvor man har en århundredelang tradition for, at kongerne og dronningerne ikke abdicerer, men derimod bliver siddende til de dør. Og dette gælder netop de nordeuropæiske monarkier Danmark, Norge, Storbritannien og Sverige.
I Danmark skal vi helt tilbage til 1523 (altså præcis 500 år tilbage i tid) for at finde det seneste eksempel på en monark, som er holdt op med at være monark af den anden grund, end at han døde. Og det var Christian 2., som flygtede ud af landet i 1523 i forbindelse med et begyndende oprør imod ham. I Sverige er det seneste eksempel tilsvarende meget gammelt, nemlig mere end 300 år.
I øvrigt skete Christian 2. flugt fra tronen i kølvandet af blandt andet Det Stockholmske Blodbad i 1520, hvor han havde foranstaltet at ca. 100 fremtrædende svenskere blev slået ihjel på Stortorget i Stockholm i et desperat forsøg på med vold og magt at fastholde Sverige i Kalmarunionen under den danske konge. En begivenhed, som blot førte til en endnu større modvilje i Sverige mod det danske overherredømme og til Sveriges endegyldige løsrivelse fra Danmark i 1523.
Og det sidstnævnte er netop den anden store begivenhed (ud over kong Carl 16. Gustafs regeringsjubilæum), som svenskerne i stor stil har kunnet fejre hele året.
Til forskel fra dronning Margrethe 2.’s fejring af sit 50 års-jubliæum på tronen, som langt hen ad vejen druknede i Coronarestriktioner, har kong Carl 16. Gustaf kunnet lade sig fejre og hylde gennem hele 2023.
Han har således siden januar rejst rundt i hele Sverige med det formål at besøge samtlige 21 svenske len (som nærmest svarer til de gamle danske amter), inden selve regeringsjubilæet den 15. september. Det er skredet planmæssigt fremad. Og på nuværende tidspunkt mangler han kun 5 len, inden han den 7. september besøger det sidste (Värmlands Län).
På selve jubilæumsdagen den 15. september samt dagen efter vil han desuden blive fejret og hyldet efter alle kunstens regler i Stockholm mv. med et stort opbud af blandt andet kongelige fra hele Europa.
Så lige som man sagde før i tiden: ”Hvis man venter længe nok, kan man blive konge af Sverige”, kan man i dag sige: ”Hvis man venter længe nok, kan man få lov at fejre sit 50 år-regeringsjubilæum (uden Coronarestriktioner)”.