Ligestillingsministeriet er i realiteten Feminismeministeriet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Til et møde om og med Statsforvaltningen spurgte jeg til kønssammensætningen blandt sagsbehandlerne – og fik et chok, da jeg hørte, at langt hovedparten af sagsbehandlerne var kvinder.

Jamen, det må da have betydning for den måde, sagerne bliver afgjort, sagde jeg.

Nej da. Ha, ha. Selvfølgelig ikke. Vi er jo professionelle. Det kan ikke mærkes, om det er kvinder eller mænd, der afgør sagerne. Kvinderne er jo også objektive.«

Citatet stammer fra tidligere ligestillingsminister Manu Sareens erindringer. Og de er langt fra det eneste eksempel på, at Ligestillingsministeriet (med tilliggende herreder) er stæreblindt over for den type af kønsbias, ministeriets taleskrivere aldrig tøver med at lade den til enhver tid siddende minister kalde kæmpestor, når det går den anden vej.

I det hele taget er det artige sager, Manu Sareen kan fortælle om det ministerium, han i en periode stod i spidsen for.

En gruppe repræsentanter for Foreningen Far, der gerne vil gøre opmærksom på, at statsforvaltningerne pr. automatik favoriserer kvinder, bliver efterfølgende af ministeriets kvindelige medarbejdere karakteriseret sådan her: »Det er typisk sådan nogle forsmåede mænd! Man kan mærke, at de er bange for kvinder.«

Når Manu Sareen forsøger at gøre sit ministerium opmærksom på mænds problemer med at opsøge sundhedssystemet i tide og navigere i det, mere end antyder de kvindelige embedsmænd, at problemstillingen er latterlig.

Og når ministeren refererer til den yderst velmeriterede og saglige forsker Hans Bonde for at få ministeriet til at interessere sig for mænd i krise, bliver det igen antydet, at vi her har at gøre med en ligegyldig og latterlig problemstilling.

Det er muligt, at der efterfølgende er blevet rettet op elendighederne i Ligestillingsministeriet (prøv at vende de kønsmæssige fortegn i citaterne og forestil Dem den enorme skandale, erindringerne ville have udløst). Men det er også muligt – og tillige mere sandsynligt – at der ikke er sket særlig meget mellem dengang og nu.

Baseret på Manu Sareens erindringer må man sige, at Ligestillingsministeriet ikke er et ministerium for ligestilling mellem mænd og kvinder. Det er et Feminismeministerium, der styres med hård hånd af en aktivistisk medarbejderstab. Og fortrinsvis sætter de samme venstreorienterede kønsdagsordener som f.eks. KVINFO, Sex & Samfund og Amnesty International.

Og dermed er vi fremme ved vore dage. For ligestillingsminister Marie Bjerre og min fremragende partifælle Sólbjørg Jakobsen er på det seneste kommet ud i en vældig debat om, hvorfor en Venstre-minister ser det som sin opgave at lancere den ene venstreorienterede dagsorden efter den anden.

Jeg forstår ærlig talt godt min partifælle. For den får ikke for lidt med venstreorienterede præmisser og standardargumenter, når Marie Bjerre skal forklare, hvad hun kæmper for.

»Det er borgerlig dovenskab, når man ikke anerkender, at vi mangler ligestilling i Danmark,« siger Marie Bjerre for eksempel til Avisen Danmark. Hvortil jeg kun kan replicere med et citat fra Manu Sareens erindringer: »Der er godt nok langt fra kampen mod Barbiedukker i vuggestuer til kampen for overhovedet at få lov til at leve et liv uden at blive solgt, fordi man er pige.

Det betyder ikke, at vi ikke skal kæmpe herhjemme. Men det betyder, at vi skal holde op med at beskrive Danmark som et ligestillings-uland. Vi er blandt de lande i verden, der er nået længst på den formelle ligestilling, og hurra for det. Det kan vi være stolte af.«

Det, Marie Bjerre i 2023 kalder »borgerlig dovenskab«, tog en af hendes forgængere i embedet – oven i købet fra Radikale Venstre – for det givne udgangspunkt i 2015.

Hvis Marie Bjerre virkelig havde ret, er det altså i Danmark de seneste otte år gået så voldsomt tilbage for en ligestilling, selv Radikale Venstre kunne sige god for, at det nu kræver handling.

Det lyder helt utroligt – og er det selvfølgelig også. Med mindre man gør sig klart, at aktivisterne i Feminismeministeriet aldrig nogensinde bliver trætte af at opfinde uretfærdigheder, mænd efterfølgende hævdes at begå over for kvinder.

I samme interview hævder Ligestillingsministeren, at »kvinder »lønmæssigt halter bagefter«« uden for eksempel at tænke over, at mandlige og kvindelige MF’ere og ministre aflønnes efter nøjagtig samme tarif (ligesom alle og enhver på et hvilket som helst overenskomstdækket område, i øvrigt).

Ministeren synes heller ikke at have sat sig ind i den nyeste forskning på området. Som kan fastslå, at der både findes områder, hvor kvinder tjener mere end mænd, og områder, hvor mænd tjener mere end kvinder. At forskellen i løn, hvis man neutraliserer effekten af faktorer, der skævvrider billedet (f.eks. deltid eller forskelle i kvalifikationer) er på under tre procent. Samt at kvinder formentlig kunne rette op på de sidste skævheder ved at skifte job oftere.

I stedet fremturer Marie Bjerre med det nyeste fra den fortrinsvis venstreorienterede feminisme: at det er diffuse, vage og uklart definerede »stereotype forestillinger« om køn, der forklarer, at mænd og kvinder ikke er lige interesserede i alle slags uddannelser og job.

Enhver, der kritisk har forholdt sig til kønsforskning og feminisme, ved selvfølgelig, at alle disse vage begreber alene er introduceret for at kunne redde og bevare identitetspolitikkens faste og evigt gentagne skabelon: Forskelle mellem de grupper, identitetspolitikken er for (eksempelvis kvinder), og de grupper, identitetspolitikken er imod (eksempelvis mænd) skyldes altid, at de gode er ofre, mens de onde er gerningsmænd.

I den venstreorienterede identitetspolitik, Marie Bjerres ministerium har narret hende til at opfatte som ”ligestilling”, har kvinder aldrig nogen agens. Det vil sige: Kvinder handler aldrig bevidst og målrettet for at realisere mål, de selv kan gennemskue. I den venstreorienterede identitetspolitik, Ligestillingsministeriet presser enhver minister til at støtte, er der ikke noget, der hedder biologi. Det vil sige: Forskelle på mænd og kvinder må aldrig tilskrives, at de har forskellig biologi (selv om det er verdens mest oplagte faktum, bare man kigger overfladisk på dem).

For det gennemført venstreorienterede og aktivistiske Ligestillingsministerium gælder det altid om at lancere de seneste dagsordener fra de store, akademiske udviklingslaboratorier for venstrefeminisme i navnlig USA.

Det store spørgsmål er: Hvorfor er Venstre altid det borgerlige parti, der lader sig narre til at støtte venstreorienterede dagsordener på det kønspolitiske område?

For det er jo ikke første gang. Det er ikke mere end omkring fem år siden, at en Venstre-minister pressede på for at gennemføre vidtgående lovgivning om juridisk kønsskifte. Og VU forekommer i denne tid at være i fuld gang med at overhale Enhedslisten venstre om, når det gælder opslutningen til de skøreste og mest woke idéer fra de amerikanske universiteter.

Jeg tror, det først og fremmest handler om, at man læser alt for få bøger i Venstre og følger alt for lidt med i, hvad der rører sig på de internationale, akademiske scener. Altså at Venstre i mange år ikke har haft noget, der lignede et intellektuelt beredskab til at studere, diskutere og sortere i, hvad man rundt omkring i verden diskuterer af nye idéer.

Den generation af venstremænd og –kvinder, der skrev tankevækkende bøger og kronikker, og som man kunne tage alvorligt i værdipolitiske debatter, befinder sig i dag hinsides pensionsalderen.

Derfor er jeg for så vidt ikke bekymret over, at Venstre så ofte griber fat i venstreorienterede tanker i den tro, at de er ”moderne” og udtryk for, ”hvordan den unge generation tænker”.

Venstreorienteret skrald er og bliver venstreorienteret skrald. Hvad enten det bliver bragt til torvs af Enhedslisten eller af Venstremænd og –kvinder, der ikke aner, hvad der foregår på de internationale, akademiske og politiske scener. Det skal nok blive afsløret, for det gør den slags altid.

Men jeg er bekymret over det intellektuelle forfald i den yngre generation af Venstre-medlemmer. Og jeg håber, at det er noget, partiets ledelse vil sætte kraftigt ind på at afhjælpe i årene, der kommer.