Det spanske valg afspejler historien
Ved valget i Spanien på søndag spiller regionalistiske partier – ligesom ved alle tidligere valg – en stor rolle. Og det er den spanske histories skyld.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Når Spanien går til parlamentsvalg på søndag, vil det ikke kun være de store landsdækkende partier, som får mange stemmer. En række forskellige regionalistiske og separatistiske partier vil også – som altid – få mange af de spanske vælgeres kryds.
Og dette gælder vel at mærke ikke kun de ofte meget omtalte catalanske løsrivelsespartier, men også en række tilsvarende baskiske partier samt partier, som repræsenterer så forskellige regioner i Spanien som Galicien, Navarra og De Kanariske Øer.
Tilstedeværelsen af mange små regionalistiske og separatistiske partier i det spanske parlament har lige siden demokratiets genindførelse i Spanien efter diktatoren Francos død i 1975 gjort det mere vanskeligt og kompliceret at få et bredt parlamentarisk samarbejde til fungere, end det var været tilfældet i mange andre lande i Europa.
Og årsagen til, at man har så mange af denne slags partier, skal findes i Spaniens historie, som er meget anderledes end for eksempel den danske.
Spanien blev nemlig først dannet som en samlet, selvstændig stat for godt og vel 500 år siden, mens Danmark har eksisteret som en samlet stat i hvert fald i omkring 1.100 år – og nok endnu længere.
Spanien blev først samlet i forbindelse med ægteskabet mellem dronning Isabella I Den Katolske af Castilien og kong Ferdinand II af Aragonien i 1469. Fra 1479, da disse to var tiltrådt som monarker i hhv. Castilien og Aragonien (som begge var store lande på Den Iberiske Halvø), var det meste af det nuværende Spanien samlet under dette ægtepars ledelse.
Men først da. Indtil dette tidspunkt havde Spanien i flere århundreder været opdelt i mange forskellige stater (samtidig med at et arabisk/muslimsk rige havde domineret den sydlige del af halvøen).
Og først i 1516 blev Aragonien og Castilien (og det meste af det øvrige af nutidens Spanien) officielt forenet til staten Spanien.
Dette har afgørende betydning, stadig i dag. De forskellige regioner i det nuværende Spanien havde - inden den reelle forening i 1479 og den formelle i 1516 – adskillige århundreder bag sig med hver deres historie, hvert deres sprog og hver deres kultur.
Spaniens sene politiske samling til én stat (i forhold til f.eks. Danmarks tilsvarende samling) betød således, at der – inden det samlede Spanien blev dannet – havde nået at udvikle sig en separat identitetsfølelse blandt befolkningen i hver af regionerne. De var hver især meget bevidste om, at de havde deres helt egen historie og kultur og i mange tilfælde deres helt eget sprog, som var anderledes end historien, kulturen og sproget i de øvrige regioner. Og denne bevidsthed har holdt sig helt frem til i dag.
Det spanske parlamentsvalg på søndag og de efterfølgende muligvis ret besværlige regeringsforhandlinger, som vil finde sted, kan således ikke forstås uden at blive set i et langt historisk perspektiv, som rækker helt tilbage til slutningen af 1400-tallet.
De mange regionalistiske og separatistiske småpartiers optagelse af en relativt stor andel af mandaterne i det nationale spanske parlament har således altid betydet – og vil formentlig igen efter valget på søndag betyde – at mange studehandler vil blive indgået i spansk politik i forbindelse med regeringsforhandlingerne og den politik, som efterfølgende skal føres. Ligesom de daglige politiske forhandlinger i hele den næste valgperiode vil være præget af, at forskellige regionale interesser på forskellig vis vil blive koblet sammen med de forskellige nationale partiers overordnede politisk-ideologiske programmer og målsætninger. På en helt anden måde og i et helt andet omfang, end vi er vant til i Danmark og andre lande, som på grund af deres anderledes historie er meget mere homogene – politisk, kulturelt og sprogligt – end Spanien.
På denne måde vil det på søndag atter tydeligt bliver demonstreret, hvordan Europas historie og forskellene og lighederne mellem de enkelte europæiske staters historie altid har stor betydning for den aktuelle politiske situation.