Præster skal ikke spekulere i folks skilsmisser

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Til døden jer skiller« lyder i denne tid over alle sommerens brudepar, når de står foran alteret med slør i håret, svedige håndflader, blomst i knaphullet og ringe af guld i inderlommen.

Jeg har aldrig hørt noget brudepar slå sig på den formulering »at elske og ære til døden jer skille« – det er jo formentlig det, de har sat sig for og indladt sig på at ville, længe før de valsede op ad kirkegulvet. Og selvfølgelig kommer der dage, hvor det ikke er så lige til at elske, men så kan man i det mindste ære det menneske, man har love at ville følges med i alt det, som livet er.

Men med jævne mellemrum bliver formuleringen diskuteret, fordi det tilsyneladende volder mange præster kvaler, at tale til et brudepar om det livslange ægteskab til »til døden jer skiller«, i en tid hvor realiteten er den, at mange ægteskaber bliver opløst.

Forleden udtalte præst Helene Reingaard Neumann til Kristelig Dagblad, at man kunne være imødekommende over for den realitet, som skilsmisseraten er, og i stedet sige »indtil kærligheden jer skiller«, hvorved man ifølge Neumann viser at man er»bevidst om, at kærligheden kommer over os udefra, og at den er ukontrollerbar«.

Ja, det er jo rigtigt, vi ikke selv skaber kærligheden, den bliver os skænket og den skaber os som rette mennesker, men kærligheden og ægteskabet er også en forpligtelse og en daglig beslutning om at vælge hinanden til. Og det går ikke, at der er et indbygget forbehold, når man indlader sig på at være reservationsløst udleveret til hinandens hengivenhed og kærlighed – og det tør man kun, hvis man ikke har på fornemmelsen, at det alt sammen kan være overstået i morgen. Det tør man kun ved at vide sig valgt og ved at vælge den anden, der står ved ens side.

Og hvor velment, det end er, så er overvejelserne om, hvorvidt parrets ægteskab braser sammen eller ej, slet ikke en spekulation, der hører hjemme på præstens arbejdsbord – om det måske i præstens øjne umage brudepar er troværdigt. Ej heller må skilsmissestatistikken præge præsternes forkyndelse ved vielsen – eller rokke ved synet på, at ægteskabet i udgangspunktet er en livslang forestilling.

Kirkens opgave må altid være at tale håbefuldt, men realistisk om det at være menneske – og i formuleringen »til døden jer skiller«, ligger jo ikke en fordømmelse af, hvis det braser sammen, før døden adskiller det, livet sammenføjede – men tilkendegivelse af et håb, en beslutning og en pligt, en forpligtelse over for hinanden. Ægteskabet er altid en spænding mellem pligt og lidenskab, der holder et forhold levende, men samtidig kan destruere det, hvis der opstår misforhold.

Men måske er præsterne så lorne ved formuleringen, fordi det at indgå i et livslangt ægteskab er modkulturelt i forhold til vores tid – og de skal selvfølgelig afspejle sig i kirkens forkyndelse ved vielsen og i selve ritualet, der som alle andre kristne ritualer rummer træk af evigheden. Og det gør det, uanset om det er første eller femte gang, man står foran alteret med sit livs kærlighed og siger ja, til døden skiller.

Det kristne vielsesritual giver jo ikke en opskrift på, hvordan man lever sammen, til døden skiller, og præsten skal derfor heller ikke brodere mulige forbehold ind i det – det er folks eget ansvar, men ritualet tilsiger evighedens eftertryk på ansvaret over for livet med hinanden.