Bliver ældreplejen det næste offer for afmonteringen af velfærdssamfundet?
Når ældreminister Mette Kierkgaard (M) lægger op til, at danskerne selv skal spare op til dele af ældreplejen, kan det ikke undre, at færre og færre danskere tror på fremtidens ældrepleje. Men desværre er tankerne karakteristiske for Moderaterne.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der findes det, man kalder selvopfyldende profetier. At man går ud og forudsiger noget og samtidig hjælper det godt og grundigt på vej med selve forudsigelsen.
En sådan selvopfyldende profeti er vilkårene for fremtidens ældrepleje – eller manglen på samme – ved at udvikle sig til. Dele af regeringen – nemlig den meget liberale del med udgangspunkt i Moderaterne – er i fuld gang med at opdrage danskerne til, at de i fremtiden skal spare op, hvis de vil have ældrepleje.
Tanken er ikke ny. Lars Løkke Rasmussen har talt om det længe, og de liberale budskaber bliver pakket pænt ind i floromvundne vendinger om rettidig omhu og omsorg for fremtidens velfærdssamfund.
Budskaberne falder i frugtbar jord, fordi danskerne gennem flere år er blevet bombarderet med historier om alt fra den stigende ”ældrebyrde” til daglige historier om omsorgssvigt på landets plejehjem.
Inden længe vil jorden måske være så tilpas gødet med liberalistiske budskaber, at det falder helt naturligt for mange at begrave idéen bag den danske model på velfærdsområdet, nemlig at alle har ret til et værdigt liv i alderdommen.
I Sverige ser man allerede de ludfattige pensionister i stor stil. De arbejder, til de trimler omkuld. De samler pantflasker for at få til dagen og vejen. De har ikke råd til at betale deres varmeregning. For sagen er, at svenske politikere hellere vil bruge pengene på de såkaldt ”nye svenskere”, som i hundredtusindvis er kommet til vores naboland gennem de seneste år.
Det samme gælder i en lang række andre europæiske lande. Her i landet koster indvandringen os langt over 30 mia. kr. om året. For de penge kunne man naturligvis hjælpe danskerne – også selv om jeg medgiver, at penge ikke er det eneste problem på ældreområdet, men også manglen på egnet arbejdskraft.
Dog er det sådan, at bedre lønninger alt andet lige vil tjene som et bedre rekrutteringsgrundlag. Bedre lønninger ville kunne få langt flere unge til at vælge de såkaldte velfærdsuddannelser.
I forbindelse med FOA’s lønkampagne udførte Epinion for nylig en undersøgelse, som afslørede, at mere end halvdelen af danskerne giver udtryk for, at de er meget bekymrede for personale- og ressourcemangel i den danske ældrepleje, og man forstår dem godt.
De mange fortællinger om omsorgssvigt på plejehjem. Billeder af vakuumpakkede gule ærter, der er mere grå end gule. Manglende bleskift og mangel på basal pleje. Disse historier kan give de fleste kuldegysninger og få dem til at frygte deres alderdom.
Men en væsentlig pointe i undersøgelsen er, at 98 pct. af de adspurgte mener, at ”det er vigtigt at have en velfungerende offentlig sektor, der tager sig af ældre, børn, syge og udsatte borgere”. Med andre ord ønsker næsten alle danskere at bevare velfærdssamfundet.
Er det ikke på tide, at statsminister Mette Frederiksen træder i karakter? Hvor længe har Socialdemokratiet tænkt sig at leve med en ældreminister fra Moderaterne, som er i fuld gang med at skabe en fortælling om brugerbetaling, hvis velfærden skal reddes for kommende generationer? Hvor går grænsen i det hele taget for Socialdemokratiet?
Statsministeren kunne passende bruge den tilstundende sommerferie på at overveje, hvor regeringen bevæger sig hen i forhold til fremtidens velfærdssamfund.
Skal vil have endnu mere »nødvendighedens politik«, som Margrethe Vestager kaldte det, da hun og Det Radikale Venstre brugte Helle Thorning-Schmidt som viljeløs marionetdukke i kampen for Det Radikale Venstres politiske visioner om velfærdsreformer?
Eller tør Socialdemokratiet stadig stå op for de værdier, som jeg håber findes i partiets bagland? Moderaterne er på mange måder Det Radikale Venstres arvtager, når det kommer til teknokratiske manøvrer og et slags ”ekspertstyre” – også selv om partiets leder har Venstre som ophav.
Når det handler om velfærdssamfundets fremtid, er det Moderaterne, vi skal holde øje med. Fra dette parti vil vi i den kommende tid se det ene reformforslag efter det andet. Reformforslag, som efter salamimetoden vil afmontere hele vores velfærd og gøre op med idéen om den lige adgang til velfærdsydelser.