Undskyld til genboen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For en uges tid siden kom jeg hjem lidt ud på aftenen efter en varm og tør dag, hvor temperaturen var nået et godt stykke op i 20’erne. Jeg bemærkede, at der på den anden side af min villavej stod en havesprinkler og kørte på græsrabatten mellem fortovet og vejen. Der lå en ordentlig pøl vand både på asfalten og fliserne, og jeg gik et skridt ud på kørebanen og tog et billede af sceneriet med min mobiltelefon. Derefter lagde jeg billedet på Twitter med teksten »AI, vis mig ”frås med vand på villavej”«.

Det var dumt.

Min idé var dels at tweete en kommentar til de mange kunstig intelligens-generede billeder, som nettet flyder over med for tiden, dels at markere min misbilligelse af, hvad jeg i situationen så som sløset omgang med vores fælles naturressourcer. Jeg vidste udmærket, at genboen for nylig havde lagt rullegræs på sin rabat, og det var for så vidt ikke vandingen i sig selv, jeg havde en mening om – den foregik nemlig helt inden for reglerne – men placeringen af sprinkleren, som efter min mening unødigt overrislede både kørebane og fortov.

Hvorfor lagde jeg det billede med tekst på Twitter? For at få likes, indrømmet. Jeg var træt og ufokuseret efter en lang og varm dag med familiekomsammen, og jeg tænkte ikke længere, end at mine små 3.400 følgere på det sociale medie ville give mig ret og synes, at det var en morsom og begavet kommentar til et relevant og vedkommende tema. Reaktionerne ville føles godt, især hvis nogle få blev lidt provokeret.

Det var også dumt.

Tweetet fik hurtigt megen opmærksomhed, og et par dage efter blev jeg kontaktet af den regionale avis, som gerne ville have en kommentar til opslaget, der efter deres mening var »gået viralt«. Jeg afslog henvendelsen, men journalisten vendte tilbage for endnu en gang at tilbyde mig at kommentere på den historie, avisen havde tænkt sig at bringe under alle omstændigheder. Nu blev jeg en smule irriteret og svarede arrogant, at jeg ikke havde tid til at medvirke, fordi jeg havde travlt med som ekspert at udtale mig om »rigtige nyheder«, nærmere bestemt sprængningen af Nova Kakhovka-dæmningen i Ukraine. Derefter slettede jeg opslaget fra Twitter, i håb om at avisen ville miste interessen for det, jeg betragtede som en useriøs og banal henvendelse.

Det var virkelig dumt.

Mit tweet blev til en helsides artikel i den trykte udgave af avisen, og journalisten havde – ud over et screenshot af mit opslag og flittige citater fra kommentarerne – været grundig i sin research og fundet frem til min genbo for at få hans reaktion. Jeg havde ellers gjort mig umage for ikke at vise hverken vejnavn eller husnummer på billedet, og det fremgik heller ikke af mit opslag, at der var tale om min genbos rabat, men alligevel var det lykkedes at få en kommentar fra ham. Rubrikken var vinklet skarpt på mig som ”Tidligere folketingskandidat”, og mit afslag på at medvirke i artiklen fremstod meget tydeligt i teksten. I onlineudgaven af artiklen tilføjede avisen følgende information til rubrikken: »Opslaget gik amok med 37.800 visninger: Da avisen spurgte, slettede han det hele.«

Min umiddelbare reaktion på udgivelsen var at skrive direkte til chefredaktøren og lokalredaktøren og spørge, som dette virkelig var det ypperste journalistik, deres avis kunne frembringe. Det føltes godt i situationen, og jeg fik straks det svar, at artiklen – ikke overraskende – efter chefredaktørens mening var både sober og relevant. Derefter delte jeg avisens artikel på Twitter og Facebook og prøvede at dække mig bag en halvbagt offerhistorie og en uigennemtænkt pointe om, at »det, der sker på Twitter, bør blive på Twitter«. Nogle støttede mig, andre var hårde og ubarmhjertige. Ordet ”fjols” optrådte flere gange i kommentarerne.

Når man står i et hul, skal man holde op med at grave. Der er en tid til at lægge sig ned og rulle rundt, som man siger. Jeg ved ikke, om jeg synes, det var dumt at skrive til avisens ledelse, for både generelt og specifikt i dette tilfælde har jeg svært ved at se kvaliteterne i journalistik, som bygger på opslag og kommentarer fra sociale medier. Det ændrer dog ikke på, at ansvaret for det hele var mit, og at jeg med mit tåbelige tweet på en åben profil selvfølgelig selv havde bedt om at komme i avisen – i modsætning til min genbo, som egentlig bare ville vande sit nyanlagte rullegræs. Konsekvensen af sådan en artikel er naturligvis en strøm af anonyme hilsner på sms og direkte beskeder via sociale medier til alle involverede.

Der er ingen formildende omstændigheder: Jeg burde ikke have taget det billede for at lægge det på Twitter. Hvis jeg havde en holdning til min genbos brug af vand, skulle jeg selvfølgelig være gået over gaden for at sige det direkte til ham uden at gemme mig bag mit profilbillede og de forføriske 140 tegn. Og hvis jeg bare var ude efter nogle billige likes, kunne jeg have skrevet noget begavet, som tog udgangspunkt i mig selv eller min egen adfærd i stedet for at hænge andre ud. Mine handlinger stemte ikke overens med de værdier, jeg bilder mig ind at have, og som jeg ønsker at give videre til mine børn.

Alligevel gjorde jeg det, og det har jeg sagt undskyld for – både direkte og nu også i avisen. Mit tankeløse tweet invaderede andre menneskers privatliv, og det er ikke i orden, for det virkelige liv leves på villavejen og ikke i mit digitale feed. Jeg har sendt blomster og inviteret på kvajebajer og grillpølser, og jeg håber på Twitter-tilgivelse og syndernes forladelse. Der har også været afholdt en længere adfærdskorrigerende samtale med mig selv, og den dialog endte med en rimelig klar forventningsafstemning om at tweete med mere omtanke fremover.

Så undskyld, genbo. Vand din rabat på den måde, du finder rigtig, så gør jeg det på min måde ovre hos mig. Også selv om græsset måske bliver grønnere på din side af vejen.