Islam tåler ikke religionskritik
Desværre blev det ikke til noget med at undervise i Muhammed-tegningerne i skolen. Ærgerligt nok. For der er brug for, at religionsundervisningen får et tiltrængt løft.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Regeringen lod forslaget falde. Det ville ellers være naturligt, hvis Muhammed-krisen indgik med allerstørste selvfølgelighed i historiekanonen som obligatorisk undervisning i landets folkeskoler uden store politiske diskussioner og ideologiske sværdslag – fuldkommen som eleverne skal lære om Kalmarunionen, stavnsbåndets ophævelse, FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, Murens fald og alt muligt andet – fordi det hører til den almene historiske viden og dannelse.
Og det er ikke umuligt at undervise i Muhammed-krisen uden at vise de konkrete tegninger af profeten med en bombe i turbanen, hvis den pågældende lærer frygter for sin hals – en berettiget frygt. For det er naivt at tro, at en folketingsbeslutning om at kanonisere Muhammed-tegningerne får en vred, krænket islamist til at holde sin vrede tilbage – han eller hun for den sags skyld vil selvfølgelig forsvare Allah for derved (måske) at få nåde for hans blik.
Selv hvis forslaget om obligatorisk undervisning i den internationale krise, som Muhammed-tegningerne udløste og satte Mellemøsten i brand, var blevet vedtaget i Folketinget, ville lærerne ikke være bedre sikret mod at lide samme skæbne som den parisiske lærer Samuel Paty, der brutalt fik halsen skåret over.
Skolelæreren er ikke under PET-beskyttelse, og det er en ærlig sag at frygte islamistiske repressalier. Det, der undrer mig, er, at ingen i Folketinget har hævet debatten om Muhammed-tegningerne, der uundgåeligt får et anstrøg af symbolpolitik, op på det niveau, hvor den hører hjemme – også i undervisningssammenhænge.
Debatten om Muhammed-krisen på skoleskemaet danner momentum for at give religionsundervisningen det tiltrængte løft. Får eleverne ikke den grundlæggende viden om religion og tro som menneskers eksistensgrundlag, kulturens åndelige bund, så gør undervisningen i Muhammed-krisen og fremvisningen af tegningerne ikke eleverne til mere oplyste samfundsborgere.
Forudsætningen for forståelsen af Muhammed-krisen som religionssammenstød er nemlig forskellen på kristendom og islam. I islam er mennesket ikke skabt i Guds billede, men som en ”slave”, der skal adlyde Allah og efterligne Muhammed ved at efterleve shariaen og arbejder derved hver dag på sin frelse. Allah har skabt mennesket, for at det skal tjene ham, forsvare ham og hans hellige navn og med macheten i hånden føre hans sag, hvis nogen krænker ham eller profeten Muhammed. I kristendommen er vi ikke troshelte, men mennesket er skabt i Guds billede, ikke som Guds væbner, men som Guds elskede børn og skrøbelige skabninger – og vi skal ikke gøre os fortjent til vores himmelske fars nåde og barmhjertighed – for det kan vi ikke, vi kan ikke selv råde bod på syndefaldet.
Og til forskel fra islam ligger religionskritikken indbygget i kristendommen. Helt fra begyndelsen rummer Bibelen en religionskritik og et selvopgør. Religionskritik og satire rammer derfor ikke Guds suverænitet og almagt. Hele påskens lidelseshistorie og kærlighedshistorie er et vidnesbyrd om, at Gud udsatte sig selv for menneskets hån, spot og latterliggørelse.
Den kristne Gud er ikke sårbar, men uafhængig af tilhængere og forsvarere – og vi skal ikke forsvare os mod folks kritik af Gud. Vi har nok at gøre med den kritik, Gud rejser af os som dyrebare syndere – dybt afhængige af Guds nåde – derfor skal vi ikke indrette vores liv efter religiøse love og arbejde på vores egen frelse. Deri ligger friheden og grunden under vort vestlige samfund – og den grundlæggende forskel på kristendom og islam.