Er Tyrkiet en europæisk stat?

I gamle skolebøger og atlasser fra 1950’erne, 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne var der ingen tvivl om, hvorvidt Tyrkiet var en europæisk stat. Dengang skelnede man imellem den europæiske og den asiatiske del af Tyrkiet, hvor kun et lillebitte hjørne (det nordvestligste) af landet blev regnet med til Europa. Grænsen mellem Europa og Asien gik ned igennem i Bosporusstrædet, og eftersom kun en lille del af Tyrkiet lå i Europa og langt det meste i Asien, regnede mange generelt Tyrkiet for at være en asiatisk stat.

I vore dages postmoderne samfund er begrebet Europa imidlertid (som så meget andet) blevet mere relativiseret. Lande som f.eks. Armenien og Georgien bliver i dag af mange regnet med til Europa, selv om man tidligere aldrig ville have gjort det – ud fra den traditionelle geografiske definition. Og Australien kan f.eks. i dag også uden problemer deltage i Eurovision Song Contest.

Dét, som i dag afgør, om et land anses for at være europæisk eller ej, er med andre ord, hvordan vi hver især vælger af definere ”Europa”. Nogle vil mene, at alle lande og folk, der selv mener at de er europæiske, også er det. Dette er den ultimative relativistiske tilgang til sagen.

Andre vil derimod definere europæiske lande ud fra, at de skal være karakteriseret ved nogle bestemte ting. Typisk nogle bestemte normer og værdier i samfundet eller nogle bestemte måder, samfundet skal være indrettet på – for at man kan regne det pågældende land som europæisk.

Alting afhænger således af definitionen. Men hvis man f.eks. vælger at sige, at kun lande, der har et demokrati, kan defineres som europæiske, så vil den anden valgrunde af det tyrkiske valg, som afholdes på søndag, være afgørende for, hvorvidt vi fremover kan tale om Tyrkiet som et europæisk land eller ej.

Hvis forholdene i forbindelse med anden valgrunde bliver ligesom forholdene i forbindelse med første valgrunde for halvanden uge siden, vil vi efter på søndag kunne slå fast, at Tyrkiet ikke er en europæisk stat.

I den første valgrunde blev flere af kravene for, at der er tale om et rigtigt moderne demokrati, nemlig ikke opfyldt. For eksempel havde Erdogan og hans partifæller op til valget meget mere medietid end oppositionen. Ligesom man også havde lukket mange små valgsteder, og mange mennesker fra de jordskredsramte områder, hvor man må antage, at utilfredsheden med Erdogan var og er størst, skulle rejse adskillige hundrede kilometer, hvis de ville afgive deres stemme. Kan man forestille sig, at særligt mange mennesker i Danmark ville være villige til at rejse fra Skagen til København – eller endnu længere – for at stemme ved et valg? Nej vel. 

Og i Tyrkiet ville det være endnu færre, fordi befolkningen generelt er meget fattigere end i Danmark og har langt flere og større økonomiske problemer at slås med – og dermed heller ikke har de samme rejsemuligheder i praksis.

Der er mange måder at manipulere med et valg på. Udover at muligheden for decideret at fuske med stemmesedlerne.

Man kan derfor heller ikke i vores hjemlige mediedækning af det tyrkiske valg behandle det ligesom et valg i f.eks. Holland, Norge, Spanien, Grækenland eller Tjekkiet. Det afgørende på søndag vil (medmindre Erdogan pludselig, fuldstændig overraskende skulle sadle helt om med hensyn til, hvordan han omgås demokratiet) ikke være, hvor mange tyrkere der stemmer på de forskellige partier og kandidater. Men derimod i hvor høj grad Erdogan – igen – vil afvikle valget på reelt udemokratisk vis.

Spændingen om udfaldet af anden valgrunde på søndag er derfor til at overse. For hvorfor skulle Erdogan ikke pludselig omgås (eller rettere: omgå) demokratiet på samme måde som i forbindelse med første valgrunde? 

Det eneste, vi kan konstatere med sikkerhed efter på søndag, er således, om Tyrkiet – ud fra en demokratidefinition – er et europæisk land eller ej.