MeToo kan mere end at afsløre pilfingre
MeToo-bølgen har været fokuseret på seksuelle krænkelser. Nu er meget ændret, nogle er fældet af en ny tid. Men MeToo kan bruges til meget mere – for hvad med den psykiske side? Der er stadig masser at få gjort op med.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Morten Andersen (V) gik af som borgmester, fordi han sidste år havde givet en kollega et kys. TV-2 Fyn-direktør Esben Serup skriver ikke længere ”kærlig hilsen” i sin medarbejdermails. Formanden for Transparency International, Jesper Olsen, mener, at chefer skal holde op mod at kramme deres medarbejdere – der er jo også folk, som ikke kan tåle krammeriet, de kunne have parfumeallergi .
Sartheden trives. Sådan er det at leve i Luksusdanmark. Den trives også hos mennesker med drønende angst og ubehandlede diagnoser, selv om det ikke får samme opmærksomhed. På en eller anden måde kan man lykønske sig selv, hvis et lille klap i numsen skærer sådan i sjælen. Det må betyde, at man ikke har alvorlige problemer i sit liv.
Hver 10. mand har oplevet krænkende adfærd fra kvinder på arbejdspladsen. Og hvad så? En kvindelig kollega kommenterer dine tætsiddende bukser? Tag dig sammen, mand. Og hvad angår alle de anonyme krænkede, hvor længe skal de forblive i skyggerne? Når nu de skubber krænkeren ud i det totale mørke?
Ordentlig opførsel på arbejdspladsen. Naturligvis. Men fremfor at droppe kram og tage alverdens forholdsregler i brug, så kunne man vel også blive bedre til at sige fra, et råd, der i sin tid slog komikeren Brian Mørks karriere hårdt tilbage. Man kunne blive bedre til at løse problemerne internt i stedet for i al offentlighed. Også selv om medierne slikker sig om munden ved tanken om at bringe historierne.
Det er en svær balance. Eller måske er det ikke så svært alligevel. At sætte pris på den opmærksomhed, der er kommet på adfærden mellem kønnene, og samtidig være opmærksom på, når anklagerne bliver hysteriske. Der findes dumme svin i skyhøje stillinger, og der findes mennesker, for hvem alting er hårdt, fordi de er pakket ind i vat.
En interessant tanke er, hvorvidt vi vil se færre krænkere i toppen, i takt med at flere kvinder arbejder sig derop? Eller vil kvinderne ikke være meget bedre end mændene? Jeg synes stadig, der er forskel på, om hånden på numsen tilhører en mand eller en kvinde. Hov, hov, indvender man, kan kvinder ikke krænke, fordi de er kvinder? Man ser det for sig, kvindeoptoget, forskelsbehandling, vi vil også opføre os upassende!
Magtasymmetrien er nødvendig, før noget kan blive til en MeToo-sag. Og selvfølgelig også, at man ikke er tiltrukket af sin leder. Deraf forskellen på sexchikane og fyrig flirt. Eller hvad? Man mindes Radikales Katrine Robsøe, som optrådte på sociale medier med »denne dejlige mand«, Morten Østergaard, der havde krænket hende året før. Had og kærlighed, det er ikke let.
Men altså, vi fik vores første kvindelige krænker, Lizette Risgaard. Nu er MeToo en organisation, hvor både mænd og kvinder er i søgelyset. Får det MeToo til at ophæve sig selv? Når kvinderne kan være lige så slemme? Selvfølgelig ikke. Det er en bevægelse, der fokuserer på krænkelser, uanset køn, og sådan skal det være. Også selv om Risgaards skæbne tangerede offentlig guillotinering. Seriekrænker er hun blevet kaldt. Der er nok alligevel et stykke vej til seriemorder.
MeToo kan nemlig mere. Brug nu ikke for mange af kræfterne på pilfingrene, når der findes psykisk terror derude. Umulige chefer og toksisk arbejdsmiljø. Det handler ikke nødvendigvis om seksuelle krænkelser, men burde stadig være sager for MeToo. Bevægelsen har voldsom magt, har den også prioriteterne i orden?
Verden ville være et bedre sted, hvis folk blev på deres værelser, sagde filosoffen Blaise Pascal. På samme måde ville ingen blive forulempet, hvis vi droppede berøringerne og de kønnede kommentarer. Og dog, der ville stadig være blikket tilbage. Måske ligefrem elevatorblikket. Nok ikke nogen vej uden om det, man kalder livet.