På høje tide, at både Danmark og Grønland vågner op

Rigsfællesskabet er i disse uger igen til debat, efter Grønlands forfatningskommission efter års arbejde har offentliggjort sin betænkning, der blandt andet indeholder et udkast til en grønlandsk forfatning. 

Og for mig at se står to ting fuldstændig klart: I Grønland er der blandt mange – naturligt nok – en ubændig appetit på selvstændighed og selvbestemmelse. Uanset hvor realistisk eller urealistisk det så er. Og i Danmark – og i øvrigt i resten af EU – har man i alt for lang tid snorksovet, når det kommer til Grønland og det store potentiale, landet har. 

Jeg tror, det skyldes lige dele berøringsangst og manglende interesse. Det er uholdbart. 

Som jeg ser det, er Danmark den bedste garanti for øget og på sigt måske fuld grønlandsk selvstændighed, og Grønland kan blive afgørende for Danmark, hvis vi behandler landet med større respekt og forståelse. Det burde være win-win, men historien spænder igen og igen ben for os. 

Jeg har rejst i Grønland ad flere omgange og har i min periode som generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden arbejdet intensivt med grønlandske og arktiske forhold. 

Et af vores hovedfokusområder dengang var den begyndende grønlandske minedrift og udvindingen af vigtige, strategiske råstoffer som uran, sjældne jordarter og mange andre afgørende ressourcer, som har eller kan få stor sikkerhedspolitisk betydning. 

Som natur- og miljøorganisation var vores fokus naturligvis på de konsekvenser, som minedriften måtte have for naturen. Men vores fokus var ganske atypisk også langt bredere. Det handlede om borgerinddragelse og borgernes mulighed for at påvirke mineprojekternes udformning og om beskyttelse af de erhverv, som Grønland dengang som i dag primært ernærer sig ved – fiskeri og turisme. 

I Grønland har man traditionelt haft et anstrengt forhold til internationale miljøorganisationer, men i samarbejde med lokale partnere som inuitorganisationen ICC fik WWF både et kontor i Grønland og var medvirkende til at sætte en række vigtige dagsordener til debat. Det går ikke, at man bare kommer udefra og spiller klog. Dertil er historien med god ret for præsent. 

Allerede dengang slog det mig, hvor fraværende Danmark (og EU) var, når det kom til at bidrage på konstruktive måder, som ligger ud over bloktilskuddet. Kapitalen bag mineprojekterne kom i stedet fra Kina, Australien, Canada eller andre lande, og minearbejderne, der skulle ankomme til Grønland i tusindtal, var kinesiske. Løn- og arbejdsforholdene vil med stor sikkerhed være derefter. 

Her knap 10 år efter er der stadig ikke kommet gang i det erhvervseventyr, som mange grønlændere håbede minedriften kunne blive. Og dermed er den økonomiske selvstændighed heller ikke kommet meget nærmere, hvilket igen udfordrer, hvis ikke ligefrem punkterer forfatningsmæssig selvstændighed. 

Hvis der skal være minedrift i Grønland (og dermed også på sigt selvstændighed), er det afgørende, at det kommer lokalbefolkningen til gode og ikke kun store mineselskaber. Det er afgørende, at det ikke går ud over miljø og natur. Og det er afgørende, at det sikrer varige og gode lokale arbejdspladser. Der er ikke brug for nye koloniherrer. 

Det har de store kinesiske og andre internationale mineselskaber næppe kunnet sikre. Men det er mig en gåde, hvorfor Danmark og EU ikke har gjort forsøget. F.eks. med store pensionskassers kapital eller offentlige investeringer. 

Danmark betaler bare bloktilskuddet, men synes at have opgivet at bidrage til at udvikle et erhvervsliv og arbejdsmarked, der virker “til gavn for Grønland”, som var titlen på en stor rapport fra de førende forskere på området for år tilbage. 

Det vakuum vil andre derfor forsøge at fylde ud. Trump foreslog at købe Grønland, og udenlandske investorer har øjnene stift rettet på de grønlandske ressourcer. 

Krigen i Ukraine og coronapandemien har vist globaliseringens svagheder. Og Kinas økonomiske ambitioner og offensive fremmarch i Afrika, Asien og Sydamerika, som blandt andet handler om at sikre ressourcer og råstoffer, viser med al tydelighed, at det snart kan blive os her i Danmark og Europa, der bliver afhængige af Grønland, grønlænderne og deres lands enorme ressourcer. Ligesom det viser, at Grønland risikerer at erstatte Danmark med en anden magt, der måske er endnu værre. 

Det kan måske ruske lidt op i de fastlåste roller i rigsfællesskabet, som i alt for lang tid har virket som en dysfunktionel familie, hvor magtforholdet er skævt, hvor den gensidige interesse og respekt er begrænset, og hvor man overser alt det, man trods alt har til fælles, og hvor meget man kan opnå sammen, hvis man kan, vil og tør. 

Det kræver ligeværdighed, engagement og selverkendelse fra begge sider, hvilket tit har været lige så sjældent forekommende som de sjældne jordarter, som Grønland er så rigt på. Må vi ændre på det i en fart.