Længe var vi lunkne. Men med tiden blev EU mindre elitært

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da EU-forbeholdene blev vedtaget ved en folkeafstemning den 18. maj 1993, var det historisk. Et lille flertal i den danske befolkning havde ved en folkeafstemning året før, den 2. juni 1992, forkastet Maastrichttraktaten, som skulle omdanne EF til EU og udvide det hidtidige primært økonomiske og handelsmæssige samarbejde til et samarbejde, som også skulle omfatte alle mulige forskellige politiske emner.

Problemet for ja-tilhængerne ved folkeafstemningen i 1992 var imidlertid, at hvis blot ét medlemsland sagde nej til ændringen af EF til EU, ville ændringen overhovedet ikke komme til at finde sted. Nejet kom således – i første omgang – til at betyde, at Danmark blokerede for, at alle de andre EF-lande kunne gå videre med processen.

Dette var grunden til, at EU-tilhængerne fik iværksat, at man i løbet af de efterfølgende måneder forhandlede fire danske forbehold på plads. Den 18. maj 1993 blev der derefter holdt en ny dansk folkeafstemning, hvor spørgsmålet om Danmarks deltagelse i EU-samarbejdet – undtagen på fire udvalgte områder – blev lagt ud til vælgerne. Denne gang blev det et ja, og Danmarks blokering for den videre udvikling af EU-samarbejdet var blevet afværget.

Begivenhederne i 1992-1993 er historiske. Det var første gang i EF’s/EU’s historie, at en videreudvikling af samarbejdet via en ny traktat blev standset af en folkeafstemning i et af medlemslandene. Og det var også første gang, at dette banede vejen for nogle særlige forbehold for ét medlemsland – med henblik på at få løsnet op for situationen og få udviklingen af EU-integrationen til at fortsætte.

Det specielle ved situationen i 1992-1993 var også, at der overhovedet blev holdt en bindende folkeafstemning i et medlemsland om EU’s overordnede udvikling. I begyndelsen af 1990’erne var dette yderst sjældent. I de fleste lande og i de fleste tilfælde var den videre udvikling af EU-samarbejdet noget, som EU-landenes politikere blot bestemte – på befolkningernes vegne.

Begivenhederne med de to danske folkeafstemninger i 1992 og 1993 blev imidlertid hurtigt trend-sættende. I løbet af de efterfølgende år – og navnlig i begyndelsen af det 21. århundrede – blev det meget mere almindeligt med en bred, folkelig debat og med folkeafstemninger om EU-spørgsmål, end det tidligere havde været.

Danmark fik således med begivenhederne i 1992-1993 indflydelse på, hvordan EU-samarbejdet i de efterfølgende årtier skulle udvikle sig. Nemlig som et projekt, som blev mere bredt debatteret i de forskellige medlemslande end tidligere – i kraft af den stigende tendens til afholdelse af folkeafstemninger om emnet.

Og dette kom til at betyde, at EU-samarbejdet trods alt begyndte at blive opfattet som lidt mindre ”elitært”, end det tidligere havde været opfattet som. Måske var dette i virkeligheden med til at redde EU-samarbejdet i den sidste del af 1990’erne og de første par årtier af det 20. århundrede.

På den måde har Danmark og danskerne muligvis haft stor betydning for, at EU-samarbejdet kunne fortsætte og videreudvikles og dermed blive et af de mange redskaber for europæerne til i fællesskab at kunne bekæmpe de efterfølgende kriser. F.eks. finanskrisen 2008-2015, coronakrisen 2020-2022 og sidst – men ikke mindst – krigen i Ukraine siden februar 2022.