Jon Stephensen lever højt og flot op til kunstnermyte
Det er ikke sikkert, at den tidligere teaterdirektør er færdig i kulturlivet. Men han er færdig i politik.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Mere end 1.000 kunstnere og kulturarbejdere har i et åbent brev til Moderaterne tilkendegivet, at de har mistet tilliden til partiets kulturordfører, den tidligere og alligevel allestedsværende teaterdirektør Jon Stephensen. Det kan jeg godt forstå. Men det er også lidt sent, alting taget i betragtning.
I løbet af de seneste måneder har den måbende offentlighed fået serveret en del godbidder. Men det er næppe mere end toppen af isbjerget, og jeg er sikker på, at mange i kunst- og kulturlivet kender til langt flere historier.
Jon Stephensen er 63 år, og der er intet, jeg gentager – intet – der tyder på, at hans grænseoverskridende adfærd er af ny dato. Hvorfor skulle den da også være det? Jon Stephensen er blevet en stor mand, og det har en pris, sådan som han selv forsvarede sig med, da skandalen begyndte at rulle i medierne. For når man vælger at arbejde i et kunstnerisk miljø, så kan man forvente lidt af hvert.
Selv har jeg mødt Jon Stephensen en håndfuld gange i debatsammenhæng på det hedengangne Radio24syv, og hver eneste gang slog han mig som en naiv sjæl med alle de rigtige synspunkter. At hans udstråling som blød og tolerant mand kun var en facade, det kunne jeg ikke vide, og jeg må tilstå, at jeg end ikke fik mistanken.
Til gengæld stod det lysende klart, at manden var blottet for enhver sans for det politiske håndværk. Derfor overraskede det mig også, at han flere år senere sprang ud som politiker under Lars Løkke Rasmussens protektion. At sidstnævnte havde brug for en kulturkendis til sit københavnske designerparti, det var til at forstå. Men at Jon Stephensen havde brug for at komme i Folketinget, forklarede jeg med, at han nok manglede en fast indtægt og en klækkelig pensionsordning. Lad mig blot tilføje, at den forklaring stadig synes at være den mest oplagte.
Nå, men radioværterne elskede ham og inviterede ham igen og igen, og når han først kom i gang, gav han den som en stor og vigtig mand i kulturmiljøet.
Så gik der nogle år, og rygterne begyndte at rulle, uden at nogen sagde noget. Hvorfor? Jo, fordi Jon Stephensen var en af de gode. Han var en af ”vores”, altså en progressiv ambassadør for kulturlivet og behovet for flere offentlige midler til teatre, museer og andre kulturinstitutioner.
Sagen om Jon Stephensen er med andre ord større og vigtigere end Jon Stephensen.
Når skandaler i vid udstrækning går upåtalte hen i det progressive kulturliv, så skyldes det en gammel myte, som dagens hovedperson lever højt og flot op til, nemlig myten om den geniale kunstner. Ifølge denne myte er kunst et helt særligt arbejdsfelt, som ikke kan sammenlignes med andre professioner. Kunst er passion, nødvendighed, et kald. Derfor må man gerne være et dumt svin, så længe man skaber kunst (eller sælger billetter).
Myten er modernistisk og har 100 år på bagen, men den trives i selv de bedste velfærdsstater, som har gjort det til et skatteyderbetalt dogme, at kunst skal nedbryde grænser og vende alting på hovedet. Man hører det overalt som en remse: Kunst skal provokere, udfordre, forandre og vokse ud af det kaotiske, hvis ikke ligefrem det dæmoniske. Kunst skal være farlig. Sådan siger selv pæne socialdemokrater med en Skoda eller Passat i garagen, og det lyder faktisk, som om de tror på det.
Når dogmet er, at grænseoverskridelse altid er noget godt, er det ikke så underligt, at dogmet tages med ind på teatret og den kreative klasse, hvor der ses igennem fingre med grænseoverskridende adfærd. Det er jo ligesom en del af pakken. Hvad skal vi med grænser?
Men det politiske felt og erhverv er ikke helt så kunstnerisk. Her falder hammeren hurtigere. Det er netop, hvad vi er vidne til. Hvad der gik i årevis i de fine saloner, går ikke så nemt i det politiske maskinrum. Eller for at bruge en metafor, som kunstnere måske kan forstå: Du kan slippe afsted med mere i lyrikkens verden end i prosaens.
Det er sjældent, at jeg skriver noget pænt om politik. Men jeg vil i dagens anledning gøre en undtagelse. Det er ikke sikkert, at Jon Stephensen er færdig i kulturlivet. Men han er i hvert fald færdig i politik, hvor han frem til oktober kun vil være et stykke stemmekvæg for en meget smal ”bred regering”.