Statens Museum for Kunst er blevet woke

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg følte mig konstant forstyrret, da jeg forleden gik rundt på Statens Museum for Kunst (SMK) og så særudstillingen om maleren Carl Bloch (1834-90), der er trukket frem af glemslen. Udstillingen bærer overskriften ”Carl Bloch – forført”, men det var vitterligt svært at koncentrerer sig om at lade sig forføre og blive forført – ikke på grund af museets mange snakkende besøgende, engagerede rundvisere, der forklarede om lys og skyggeteknikker, om Blochs samtid og brydningstid og alt muligt andet. Jeg blev heller ikke forstyrret af folk, der konstant holdt deres iPhone foran sig eller op over hovedet for at tage de evindelige og altid elendige billeder af malerierne.

Nej, dét, der forstyrrede, var et element fra selve udstillingen: SMK’s sociale og kreative og selvfølgelig ekstrem woke-aktivistiske fællesskab for unge ULK (Unges Laboratorier for Kunst) er inviteret til et samarbejde om Carl Bloch-udstillingen, og med paraderne oppe spørger de: »Hvorfor endnu en udstilling om en gammel, hvid, mandlig kunstner? Hvorfor skal vi igen præsenteres for verden gennem en forældet, mandlig kunstners øjne?«

Og med udgangspunkt i de spørgsmål ønsker de, som det fremgår af en brochure, man kan tage med sig rundt på udstillingen, at »indlede samtaler om værkerne og særligt identitets- og kønspolitiske problemstillinger« og bidrage med en »aktivistisk og inkluderende tilgang til museumsformidlingen«.

Allerede her fik jeg en svag hylen for ørerne. Woke. Igen og overalt og i alt. Nå, jeg gik ind på udstillingen og standsede op ved Blochs nok mest populære værk ”Osteria” – der viser tre personer, der er stoppet midt i et måltid og kigger ud – to kvinder og en mand. De dybe blikke i værket er interessante. Dømmer de os som beskuer, eller dømmer vi dem? Hvad siger de os?

Ved siden af maleriet kører en video på en skærm, hvor scenen ”Osteria” så at sige er genopført: Tre unge kvinder omkring et middagsbord – en muslimsk kvinde, der bærer hijab, en homoseksuel kvinde og en kvinde med bipolar lidelse (helt efter den politisk korrekte drejebog) fortæller med lige dele offermentalitet og vredladenhed om ubehagelige oplevelser med blandt andet racistiske kommentarer og uvenlige blikke i det offentlige rum.

Lignende kommentarer og videoer er strøet udover hele udstillingen som en enerverende baggrundsstøj af rettighedskrav og racismeanklager. Hvorfor skal alting være politisk? Og hvordan kan SMK dog se sig selv i øjnene med ULK’s lidet begavede bidrag? Læs engang: »Bloch, Bloch, Bølle Bloch, Bølle Bloch Bloch, Selv om du er gammel, kitsch og næsten glemt, så klarer hvide mænd det altid riimlig nemt. Bloch hænger ud med benhårde boys, muskuløse mænd sætter du allerhøjest: Samson, Kristus og H.C.A. Og navnløse kvinder er der masser af.« En lejlighedssang til Bloch fra ULK, indsunget og afspillet i udstillingen, som en del af underlægningslarmen til den ellers helt vidunderlige udstilling, der fortjener at være forskånet for ULK’s wokeistiske og tåbelige tilstedeværelse.

For af Blochs inderlige og følelsesfulde kunst, der appellerer til noget grundmenneskeligt og eksistentiel, der ikke handler om køn, hudfarve og fremtrædelsesform, kan man virkelig blive forundret og forført.

Han havde meget på hjerte til beskueren, tvivl og tro, melankoli og anfægtelse og med de portrætterede personers insisterende kamerablik, der på en eller anden måde har evigheden over sig, vil Blochs billeder »ind under huden på os«, som der står i en af de læseværdige udstillingstekster. Men man skal virkelig anstrenge sig for at holde tidsåndens ideologiske og øredøvende larm ude.