Det var for tidligt at fejre med kage og Dannebrog: De vil ikke hjem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Måske var det naivt at tro, at det ville virke: Paradigmeskiftet i dansk udlændingepolitik fra 2019 blev fejret med øller og kage, highfives og Dannebrog hos Dansk Folkeparti.

Og jeg forstår såmænd godt begejstringen – for alle sejl var sat: Der blev afsat 13,6 mio. kr. årligt til at undersøge, om flygtninges opholdsgrundlag kunne sløjfes, og embedsmændene skulle gå til grænsen af konventionerne. Flygtninge skulle give afkald på deres opholdstilladelse og sendes tilbage til deres hjemland med repatrieringsstøtte i lommen i stedet for at ende som permanente indvandrere i Danmark.

Men politikerne ser ikke ud til at lykkes med deres ellers sympatiske forehavende: For eksempel har kun ganske få af de 28.000 syriske flygtninge, der er ankommet til Danmark fra 2011 og frem, forladt landet igen. Kun 440 personer har søgt repatrieringsstøtte. 13 er rejst frivilligt – det er jo nærmest til grin.

Men som både Jyllands-Posten og Berlingske har afdækket, sker der tilsyneladende det bekymrende, at både syrere og somalier, der har fået deres sag prøvet ved Udlændingestyrelsen og mistet deres opholdstilladelse, har fået sagen omstødt i Flygtningenævnet – og bliver hængende i Danmark på ubestemt tid. Ja, formentlig for altid. Det korte af det lange er, at DF og alle andre partier, der stod fadder til paradigmeskiftet, godt kan finde gravøllene frem: Flygtningene vil ikke tilbage og genopbygge deres hjemland, og de skal nok finde hver eneste kattelem – Danmark hænger på dem.

Uforståeligt? Ja, med vestlige øjne er det. Ikke mindst når vi ser, hvordan tusinder af ukrainske flygtninge allerede få måneder inde i den grufulde krig vendte hjem til deres fædreland, der ligger i grus – til et liv, hvor blodige angreb hver eneste dag tager livet af mennesker. De rejser ikke hjem, fordi de skal – ej heller, fordi Udlændingestyrelsen har sikkerhedsvurderet Ukraine, nej, det er faktisk dødsensfarligt. Og alligevel rejser de hjem. Hvorfor? Af pligt over for deres fædreland, simpelthen.

Pligtkulturen er den afgørende forskel på flygtninge med mellemøstlig eller afrikansk og vestlig kristen kulturbaggrund. I den muslimske del af verden er menneskets identitet ikke først og fremmest bundet til et fædreland, til en kultur, en historie, et folk, som man vil kæmpe for og forsvare af kærlighed til den plet jord, man er givet at leve på, men derimod bundet til klanen.

Det er den islamiske klankultur, der gør, at flygtninge og indvandrere ikke føler en pligt og et ansvar over for det land, de har forladt. For såkaldt rettroende muslimer er pligten og loyaliteten alene over for klanen og over for Allah – uanset hvor man opholder sig. Det er altså helt indlysende, at klantænkningen i høj grad stiller sig i vejen for integrationen i et samfund, hvor man som god medborger har en pligt og bærer et ansvar.

Se forskellen: Vores ukrainske flygtninge deltager aktivt i og bidrager til det danske samfund – for pligttænkningen ligger i deres hjerteslag. Mens mange indvandrere med mellemøstlig baggrund er dybt asociale over for vores samfund, vores land – vores måde at leve på. Og alligevel har de ikke tænkt sig at rejse hjem. Det er måske værd at have in mente, når nogle af de 30.000 migranter, der er væltet ind over Italien, finder vej til Danmark. Vi slipper aldrig af med dem igen.