Prins Joachims job i USA afspejler en historisk udvikling

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For få dage siden stemte et stort flertal i Folketinget for, at prins Joachim kunne tage sine årpenge med sig i forbindelse med sit nye job som forsvarsindustriattaché i USA.

Og det er ikke nogen tilfældighed, at prins Joachim får et job i udlandet. Det afspejler nemlig i høj grad en historisk udvikling. Før i tiden (det vil sige de seneste mange generationer af kongelige) blev nr. to, nr. tre osv. i den kongelige søskendeflok nemlig typisk enten selv konger (i et andet land) eller gift med andre kongelige/fyrstelige personer. Men denne mulighed findes ikke længere i særlig vid udstrækning, fordi antallet af kongehuse er mindre end før i tiden.

Det gjaldt ellers i dronning Margrethe II’s generation, hvor de to yngre søskende blev gift med hhv. en tysk prins (prins Richard af Berleburg) og en græsk konge (kong Konstantin).

I generationen før var situationen helt speciel, fordi kongens (Frederik IX) eneste søskende, prins Knud, i 1953 blev ”degraderet” fra at være en kommende konge til ikke at skulle være det.

Men i generationen før igen, blev kong Christian X’s bror, prins Carl, i 1905 konge i Norge (under navnet Haakon VII), fordi dette land stod og manglede en konge.

Og i generationen før denne blev flere af Frederik VIII’s søskende enten selv konger/fyrster eller gift med nogle, der blev det. En af hans brødre blev således konge i Grækenland, fordi man på dette tidspunkt (i 1863) manglede en ny kongeslægt i Grækenland.

Søskendeflokkens far, Christian IX, blev ligefrem kaldt ”Europas svigerfar”, bl.a. fordi to at hans døtre blev gift med en person, som senere blev konge – én i Rusland og én i Storbritannien.

I dag er der som sagt imidlertid ikke så mange kongehuse tilbage i Europa (og i verden), og det ville i øvrigt nu til dags virke meget ”oldnordisk”, hvis nogen skulle tvinges til at blive gift en med person, blot fordi vedkommende var kongelig.

I dag er det også yderst sjældent, at der oprettes nye kongehuse (som med Norge i 1905), ligesom der meget sjældent er brug for en ny kongeslægt i et land (som i Grækenland i 1863).

Derfor er mulighederne for nr. to og nr. tre osv. i søskendeflokken for at komme til at udfylde en opgave i sådan en forbindelse særdeles begrænsede.

Til gengæld er der også sket en anden historisk udvikling (udover at kongehusene er blevet færre), som giver dem, der er længere nede i rækken i de kongelige søskendeflokke i Europa, en ny mulighed for at få en meningsfuld opgave – ud over blot at ”klippe snore over” og passe deres protektioner i hjemlandet. Og denne historiske udvikling er, at Danmark såvel som alle andre europæiske lande siden 1945 er blevet involveret i meget mere internationalt samarbejde end nogensinde før i verdenshistorien.

Dette giver medlemmerne af de kongelige familier, som ikke lige skal være konger eller regerende dronninger i deres hjemland, en enestående mulighed for at vise, at de kan udføre et nyttigt arbejde for deres land – ved at medvirke aktivt i landets deltagelse i samarbejdet med andre stater.

Og det er netop dette, prins Joachim gør med sit nye job. Ligesom i øvrigt også en del andre kongelige rundtomkring i Europa.

Med andre ord: Globaliseringen har – ud over alle de øvrige ting, den har medført – også skabt noget, som mange måske tidligere ikke har været så opmærksomme på: nemlig nye jobmuligheder for de kongelige, der ikke skal være konger eller regerende dronninger.

Og dette er virkelig et paradoks: Det nationale symbol over alle nationale symboler, kongehuset, har med globaliseringen og internationaliseringen fået bedre mulighed for at overleve i en verden, hvor flere af dets medlemmer ellers let – på grund af reduktionen af antallet af kongehuse – kunne risikere at blive overflødige.