Finland vil finde en ny plads i verden

Op til det finske valg på søndag er der tre meget forskellige emner, som har fyldt meget i valgkampen. Men alle tre emner har det til fælles, at de handler om Finlands placering i den globale verden. 

Det ene emne er Nato-medlemskabet, som ganske vist allerede er vedtaget af Riksdagen, men som stadig har betydning i valgkampen, fordi man nu er begyndt at diskutere, hvorvidt der skal oprettes Nato-baser i Finland eller ej. Og så spiller hele Nato-diskussionen også fortsat en rolle, fordi mange finske vælgere bakker op om den nuværende finske statsminister, Sanna Marin, og hendes socialdemokratiske parti – formentlig blandt andet fordi man i Finland har en lang tradition for i sikkerhedspolitiske krisesituationer i Europa at samles om den siddende statsminister og regering.

Sanna Marin er ganske vist leder af en bred koalitionsregering, hvor socialdemokraterne kun er ét af fem partier. Men det er typisk, at den karismatiske statsminister får stor opbakning med den nuværende situation med krig i Ukraine, hvor hun har ført an i, at Finland nu efter alt at dømme snart bliver optaget i Nato.

Med tanke på Finlands historie, som blandt andet indeholder en periode fra 1809 til 1917, hvor landet var et storfyrstendømme under den russiske zar, samt to krige mod Sovjetunionen under Anden Verdenskrig – og efterfølgende en forsigtig neutral balancepolitik i forhold til naboen mod øst under hele Den Kolde Krig er det ikke så mærkeligt, at forholdet til Rusland spiller en stor rolle for mange finner. Og at de stræber efter indenrigspolitisk stabilitet og sikkerhed i forhold til den store russiske nabo.

Det andet af de ”globale” emner i valgkampen er diskussionen om velfærden. En diskussion, der – ligesom herhjemme – er blevet aktualiseret i de seneste år af den øgede globale økonomiske konkurrence og den potentielle ”trussel” mod den nordiske velfærdsmodel, som den i manges øjne udgør. Specielt nu, hvor der er inflationskrise og derfor økonomiske vanskeligheder for mange finner – såvel som for mange andre folk rundtomkring i Europa og i verden – er der mange finner, som spørger sig selv: Kan vi bevare det høje velfærdsniveau, vi har været vant til, i fremtiden?

Statsminister Sanna Marin svarer: ja. Det kan godt lade sig gøre at bevare velfærden trods de aktuelle økonomiske udfordringer. Et af de førende borgerlige oppositionspartier Samlingspartiet (de konservative) mener derimod, at man bliver nødt til at skære ned på velfærdsstaten på grund af den aktuelle økonomiske situation.

Fronterne er hårdt trukket op. Både Socialdemokratiet og Samlingspartiet står til en pæn fremgang ved valget, ligesom i øvrigt det nationalistiske og indvandrerkritiske parti Sannfinländerna.

Disse tre partier står ifølge den seneste meningsmåling til at blive næsten lige store. Og i Finland er der tradition for, at det største parti har ”førstefødselsretten” til at forsøge at danne regering efter valget.

Sannfinländernas fremgang har blandt andet at gøre med det sidste af de tre ”globale” emner, der har fyldt i valgkampen. Nemlig spørgsmålet om det svenske sprogs stilling i det finske samfund. Finland har p.t. to officielle sprog: finsk og svensk. Det svenske sprog har status af officielt sprog af kulturelle og historiske grunde (Finland var en del af Sverige fra ca. 1154 til 1808), og ca. 5 pct. af befolkningen i Finland i dag betragter sig selv som svensksprogede.

Men Sannfinländerna ønsker det svenske sprogs status i Finland ændret på ét væsentligt punkt. Det vil – i modsætning til de øvrige partier – have gjort det frivilligt for finske skolebørn, om de vil lære svensk i skolen eller ej.

Og Samlingspartiet hælder til, at engelsk er mindst lige så vigtigt som svensk, og betoner, at engelsk er et væsentligt sprog for skoleeleverne at lære i en ”global verden”. Selv om dette parti dog ønsker at bevare svensk som obligatorisk i skolen.

Nogle af de partier, der er mest positive over for at bevare og støtte op om det svenske sprog, er – ikke overraskende – Svenska Folkpartiet, som direkte påberåber sig at repræsentere det svensk-talende mindretal i Finland, og så Vänsterförbundet (som nærmest svarer til SF eller Enhedslisten herhjemme) og Centern i Finland (som nærmest svarer til Venstre). Begge disse to sidstnævnte partier mener, at svensk er en så vigtig del af finsk kulturarv, at det er værd at støtte meget aktivt op om dets bevarelse i Finland.

Socialdemokraterne er også til en vis grad på denne linje. Men statsminister Sanna Marin adskiller sig samtidig fra tidligere finske statsministre ved ikke at tale svensk i det offentlige rum. Derfor mener mange, at hendes partis holdning til, at det svenske sprog er noget væsentligt, i praksis klinger lidt hult.

Sprogdiskussionen har stået på i mange år i Finland, og grunden til, at den stadig er (mere og mere) aktuel, er, dels at de svensksprogedes andel af befolkningen generelt har været faldende i de seneste mange år (så den nu er nået ned på de nævnte ca. 5 pct.), dels at diskussionen om, hvorvidt engelsk ikke var mere relevant at satse på end svensk i en global verden efter manges mening bliver mere og mere påtrængende.

Men sprogfronterne er trukket hårdt op og går på tværs af de traditionelle ideologiske højre-venstre-skel. Som så meget andet i finsk politik. 

Finland er anderledes end de fleste andre lande ved, at der er en lang tradition for regeringer på tværs af højre-venstre-skalaen. Den nuværende regering består således både af Socialdemokratiet, Centern i Finland, De Grønne, Vänsterförbundet og Svenska Folkpartiet.

Så længe disse fem partier er toneangivende i finsk politik, vil det svenske sprogs stilling ikke være truet. Hvis derimod Samlingspartiet og/eller Sannfinländerna bliver ledende i en kommende regering (f.eks. hvis et af disse partier skulle blive større end Socialdemokratiet ved valget), vil debatten om det svenske sprog formentlig komme til at spille en stor rolle i årene fremover.

Valget på søndag bliver derfor på mange måder afgørende for Finlands placering i Norden, i Europa og – ikke mindst – i den globaliserede verden.