Stikker kleptokratiet igen sit grimme hoved frem?

Op til finanskrisen havde kleptokratiet fået bidt sig godt fast i finanssektoren – især i USA. Det beskrev jeg ret så udførligt i min bog om finanskrisen, ”Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens”, fra 2013. 

Kleptokrati er et af de mange kraftfulde udtryk, som vi har lånt eller overtaget fra det antikke Grækenland. Kleptokrati betegner bl.a. det forhold, at personer eller grupper af personer ved brug af ufine metoder økonomisk udnytter andre. I Den Danske Ordbog anvendes tyvevælde som synonym for kleptokrati.

Der var mange elementer i tyvevældet op til finanskrisen. Kreditvurderingsbureauerne, de tre store: Moody’s, Standard & Poor’s samt Fitch, gav uberettiget en række af de værdipapirer, som den amerikanske finansguru Warren Buffett allerede i 2002 benævnte »financial weapons of mass destruction« (finansielle masseødelæggelesvåben), den bedste kreditvurdering for efterfølgende at få en række af disse lukrative opgaver. Og direktører i en række finansielle selskaber fik i tilknytning hertil ekstremt høje lønninger, hvilket selvfølgelig har bidraget til stigende ulighed.

Denne gang er det ikke først og fremmest i finanssektoren, at kleptokratiet viser sig. Nu er et vigtigt arnested de virksomheder i energisektoren, der er blevet forgyldt af de høje energipriser, der i 2022 blev konsekvensen af Putins krig mod Ukraine.

Denne gang er protesten mod kleptokratiet kommet fra et nok uventet sted: nemlig fra den norske stats oliefond, som administrerer over 9.000 mia. kr. – et ekstremt højt beløb, der svarer til over tre gange det årlige danske bruttonationalprodukt!

Den norske oliefond har bl.a. placeret en del af sin formue, nemlig 74 mia. kr., i danske aktier. Og det interessante herved er, at fonden har meddelt, jf. Børsen den 20. marts, at den vil kræve, at disse virksomheder har en esg-politik. 

Esg står for: environment (miljø), social (sociale forhold) og governance (selskabsledelse). Herunder vil de kræve, jf. de sociale konsekvenser, at topchefernes lønninger er rimelige, hvilket udtrykkes således: »Det er problematisk, hvis de tjener så meget, og det ikke er tæt knyttet til værdiskabelse. For så tager de vores penge, og det er jo tyveri.« Og hvis de virksomheder, som oliefonden har investeret i, ikke har en ordentlig esg-politik, vil oliefonden fremføre dette på virksomhedernes generalforsamlinger og herunder måske direkte stemme imod ledelsens årsberetning.

Dette er interessant, da det jo for det første er et direkte angreb på de latente kleptokrati-tendenser hos nogle topchefer. For det andet rejser det spørgsmålet: Hvad gør danske pensionskasser? Lukker de blot øjnene for kleptokrati-tendenser og lader dette ”tyveri” gå ud over deres medlemmer? 

Når jeg rejser dette spørgsmål, som jeg håber andre vil følge op med på pensionskassernes generalforsamlinger, hænger det sammen med, at jeg pegede på denne problemstilling i ”Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens” og også kom med forslag til opgør hermed i bogens afsnit 3.3.3. Og i forlængelse heraf forsøgte jeg – dog uden held – også at komme igennem hermed i min egen pensionskasse, Jøp, på generalforsamlingen i 2013. 

Dette kan ses på min hjemmeside: en-vis-mand.dk under fanebladet Jøp, hvor man også kan læse om de ekstreme høje lønninger, som topchefer i den finansielle sektor i USA tilranede sig op til finanskrisen. Jøp er i dag en del af pensionskassen P+. Gad vide, hvordan P+, og også andre danske pensionskasser, forholder sig til udmeldingen fra den norske oliefond?