Ibi-Pippi er en bedre kunstner end Asger Jorn

Naturligvis var det rigtigt, at Ibi-Pippi blev straffet for sit hærværk. Og det er prisværdigt, at domstolen lagde vægt på krænkelsen af kulturarven. Bortset fra at Asger Jorns frembringelser hverken er beundringsværdige eller originale.

I bogen ”Den borgerlige orden”, som jeg sammen med min hustru udgav i efteråret, skrev vi tilfældigvis om Jorns kunst og ideologiske tænkning. Og man forstår jo godt dommeren. I dagens Danmark er Asger Jorn sådan én, som det bedre borgerskab interesserer sig for, og i brede kredse er han én af vores store kunstnere. De fleste forestiller sig måske smukke guldaldermalerier, men det er ingenlunde tilfældet.

Nej, Jorns største og mest kendte værk var i bogstavelig forstand et klatmaleri. Et gigantisk lærred med klatter, der oprindeligt fik titlen ”Krampelatter”, men senere blev omdøbt til ”Stalingrad”, der var en afgørende grund til dets berømmelse. Ligesom Picassos ”Guernica” var det en måde at ære de ofre, som kommunister havde ydet i krig. Og her er essensen af Jorn. Han var doktrinær kommunist, og hele hans virke handlede om vejen til revolutionen.

Det havde han i øvrigt tilfælles med alle de europæiske kunstneriske avantgardebevægelser i første halvdel af det 20. århundrede. Der var futuristerne, der elskede vold og blod og ville rive den gamle verden ned. Der var dadaisterne, hvis gakkede frembringelser handlede om at smadre alle menneskets vante forestillinger. Vise, at alt var meningsløst, og på den måde bane vejen for et nyt samfund. Ligesom det gjaldt surrealisterne, der med absurde og udflydende motiver ville vise beskueren, at verden er en løgn.

Hvis man ellers tager sig tid til at læse, hvad de kanoniserede kunstbevægelser tænkte om verden, vil man opdage, at deres produktion var baseret på langt mere radikale og menneskefjendske idéer end det, man fandt hos selv kommunister og nazister.

Jorn er en del af samme tradition, men tilhører den mere moderate efterkrigsgeneration. Denne gik i virkeligheden mindre op i kunst og mere op i politik. Jorn skrev faktisk flere bøger (makværker) om kunst og politik, såsom ”Naturens Orden”, ”Værdi og økonomi” og ”Held og Hasard”. Kort opsummeret var det strøtanker om kunst, marxistisk økonomi og lommefilosofi, og de var blottet var indsigt og originalitet allerede dengang, de udkom.

Jorn som udøvende kunster var ligeledes karakteriseret ved manglende nytænkning og selvsagt et totalt fravær af kunstnerisk håndelag. Et stort lærred med klatter var for længst udtænkt af amerikanske abstrakte ekspressionister. Farverige børnetegninger var gjort bedre og dygtigere af surrealister. Ligesom overmalinger af klassiske motiver var et dadaistisk påfund. Mange kender måske endda Duchamps Mona Lisa med overskæg.

Hvis man ikke har forstand på moderne kunst, kan man let bilde sig selv ind, at Asger Jorn blev en berømmet kunstner på trods af sine usympatiske politiske holdninger. Det er præcis modsat. Hans uinteressante og uoriginale frembringelser er alene blevet kanoniseret på grund af deres politiske hensigt. Som sine forgængere ville Jorn ødelægge borgerskabets forestillinger om rigtigt og forkert. Om det gode liv. Om sandt og falsk. Alt sammen for at bane vejen for revolutionen.

Ibi-Pippis hærværk blev faktisk begået på netop et af de værker, som Jorn i forvejen havde vandaliseret. ”Den foruroligende ælling” blev omdøbt til ”Den foruroligende kælling” med mangetydige referencer til Ibi-Pippis juridiske kønsskifte. Ud fra Modernismens egne (tåbelige) kriterier om provokation og konceptuel nytænkning var Ibi-Pippis værk faktisk et mere væsentligt kunstværk end Jorns.

Til gengæld er Ibi-Pippi angiveligt højreorienteret, og derfor var der ingen støtte fra etablissementet. I modsætning i øvrigt til den venstreekstreme hærværker Katrine Dirckinck-Holmfeld, der ødelagde et (ægte) kunstværk til uigenkendelighed – og fik stor opbakning fra kunstetablissementet. En udmærket illustration af, at moderne kunst stadigvæk er politisk i sin essens og ikke meget andet. Banal kommunisme med lidt salonfæhig destruktion til at kildre de sofarevolutionære bliver hyldet – mens original kunst fordømmes og negligeres af den selvsamme kunstverden, der i teorien elsker det ikke-konforme, fritænkende, uensrettede. Tydeligvis.