Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sval kristendom til alle konfirmander

Hvad siger man til de unge, der står og tripper for at træde ind i de voksnes rækker?

Invitationerne begynder at dumpe i postkassen, og måske skulle man se at blive klippet og købe sig et pænere sæt tøj nu, hvor konfirmationssæsonen står for døren. Men hvad siger man til de unge og smukke mennesker på dagen i alles påhør?

Det går nok ikke at begynde med Adam og Eva. Omvendt skal det heller ikke være for poppet og overfladisk. Man skal i hvert fald afstå fra at erklære dem sin grænseløse kærlighed offentligt. Som i al retorik og pædagogik er det bedre at vise end at sige det.

Heldigvis tilbyder Bibelselskabet en hjælpende hånd med en glimrende samling af taler til formålet med titlen ”Håb er en overset superkraft”, hvor 12 halv- eller helkendte danskere henvender sig direkte til de unge, som har sagt ja til at konfirmere deres kristentro og i samme moment modtage en masse materielle gaver.

Udgangspunktet for hver tale er et kort bibelcitat, som sætter en mere åndelig ramme for fejringen, og fællesnævneren er en sjælden sval, savnet og vedkommende kristendom, der står lige så meget i opposition til det klæbrige kærlighedsbudskab, der har ødelagt folkekirken indefra, som de politiske erstatningsreligioner, der truer den udefra.

For eksempel fremhæver forfatteren Peder Frederik Jensen, at kristendommen tør tale om det onde som en realitet, selv om det i Danmark er nemt at gå rundt og tro, at det onde slet ikke findes – eller kun tager form hos bestemte statsledere, i enkelte lande eller partier, vi ikke bryder os om, Nye Borgerlige og den slags. 

Så fromme og frelste er vi blevet; Jesus ville have korset sig, men måske – her tillader jeg mig at være lidt optimistisk – ved mange unge godt, at tilværelsen ikke er lutter idyl, iPhones og velfærdssocialisme. Hvorfor elsker de gyser- og thrillerfilm? Fordi de udmærket er klar over, at det onde eksisterer i hver og én.

Forfatterens iagttagelse leder frem til et interessant paradoks, nemlig dette, at vores moderne kultur synes at være bygget op om, at man skal være anderledes – samtidig med at vi er hunderædde for at skille os ud. Den unge sognepræst Josefine Frej Mikuta er i sin tale inde på dette behov for følge med strømmen, thi hun kender det indefra. 

Før hun blev kristen, ville hun for alt i verden være charmerende, moderigtig og politisk korrekt. Men så hang hun en dag det, hun kalder ”hofdragten”, ind i skabet, låste døren og smed nøglen væk. Nu nøjes hun med at være menneske, det er alt rigeligt. Ingen, heller ikke voksne, behøver hverken efterligne Gud eller Greta Thunberg.

Flere af de andre talere kredser om samme nøgterne form for kristendom, uanset om det er politikeren Ida Auken, den tidligere cykelrytter Brian Holm eller skuespilleren Thure Lindhardt. Tilværelsen er en broget forestilling eller affære, fuld af dilemmaer, tvivl og begrænsninger. I samme dur advarer sidstnævnte mod den forestilling, at man kan blive alt, mens sognepræst Sørine Gotfredsen opfordrer os til at vende blikket opad. 

For hvis vi overlader det til andre mennesker at dømme os ude eller inde, kommer vi til hele tiden at se nervøst på andre mennesker og lige så hektisk forsøge at tilpasse os deres smagsdomme. Vi mennesker har det som bekendt med at stene hinanden, det er det, vi gør bedst. Lad derfor moralen være en bremse, ikke en megafon.

Årets konfirmander har i dagens anledning chancen for at løfte øjnene fra skærmen og lytte til, hvad de voksne siger. Det huer dem sikkert ikke – og dog. De voksne taler jo med en vis erfaring, i hvert fald de 12 disciple i denne bog med blik for kristendommens betydning og relevans. Og de unge er jo kun selvsikre på overfladen. Tro mig, jeg har selv prøvet det.

Selv om tiderne skifter, måske endda hurtigere og hurtigere, stiller hver generation samme spørgsmål om, hvad det gode liv er. Hvor og hvornår begynder det? Indfris det kun i gyldne øjeblikke – eller kan det hjælpes på vej af gode vaner og normer og et ærligt blik for egne svagheder? Hvad kan jeg selv gøre? Og hvor søger jeg hjælp, når nøden er størst?

Spørgsmål som disse er lige så gamle som religion, filosofi og teologi. Svarere har som bekendt været talrige, men med moderniteten skete der desværre det, at relativismen gik hen og blev åndelig målestok og vejleder. Hvad synes du selv? Underforstået: Det må du da selv om, for vi, de voksne, er alligevel idioter.

Moderniteten er i sin kerne frigørende. Men det skader aldrig nogen at lære noget fra dem, der var her før os. Det er nemmere at være fri, når man kender sin baggrund og efter bedste evner forsøger at skabe en syntese af konkrete erfaringer og flyvske fordringer. Det er ikke nok at tro eller håbe. Man skal også arbejde lidt for sagen uden at tro, man er Jesus, og turde sætte en finger i jorden. Kompliceret, det er det. Men alternativet er meget værre.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.