Jorden kalder regeringen: I er helt på Månen

For nylig er der sket tre ting, som både på hver sin måde og sammen viser, hvordan vores regering er ude af trit med sin befolkning på en måde, som jeg ikke erindrer at have bevidnet i min levetid. 

Det første er afskaffelsen af store bededag. Vi havde set det komme, for det står i regeringsgrundlaget, og regeringen har det nødvendige flertal for at gennemføre forslaget. Men at regeringen har valgt fuldstændigt at overhøre den modstand, som både borgerne, fagbevægelsen og kirken har båret frem med støt stigende volumen, er mig en gåde. 

Jovist, vi har repræsentativt demokrati, som foreskriver, at Folketinget varetager borgernes interesser på repræsentativ vis. Men når man efter et valg vælger at fremsætte et forslag, som ikke blev nævnt med et ord i valgkampen, og som tilmed berører stort set alle danskeres hverdag, så ville det være ikke bare ordentligt, men også respektfuldt over for demokratiet, at man som regering lyttede til folkets stemme. I stedet har man valgt at køre som en bulldozer hen over borgerne, fagbevægelsen og kirken. Det er godt nok et fattigt demokrati, der agerer således.

Det andet er det nye forslag om en forkortelse af halvdelen af kandidatuddannelserne. Forslaget er en del af et større udspil, som bestemt har gode elementer i sig. Blandt andet at man vil skabe flere engelsksprogede uddannelser og flere erhvervskandidatuddannelser. Begge disse forslag giver mening, al den stund der er behov for dem: Vi har brug for at kunne tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft til landet, og vi har behov for at kunne levere medarbejdere til det erhvervsliv, der står og skriger på arbejdskraft.  

Når politiske forslag er resultater af dokumenterede behov, giver de mening. Det er bare lige præcis, hvad forslaget om at forkorte halvdelen af kandidatuddannelserne ikke er. Der er ingen i regeringen, der kan forklare, hvad behovet for kortere uddannelser skulle være. Der er heller ingen, der kan forklare, hvad det er, der er galt med uddannelserne i dag, siden de skal være kortere. Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund er blevet spurgt til dette mange gange, og hun har simpelthen ikke noget svar. Det bedste, hun kan komme op med, er, at spørgsmålet om, hvad der skal udelades, er en faglig beslutning og ikke en politisk, og at hun ville gøre sit arbejde dårligt, hvis hun kom med forslag til det. Undskyld mig, kære minister, men du gør dit arbejde uendeligt dårligt, al den stund du fremsætter forslag, som du ikke kan pege på nødvendigheden af.  

Det sidste er regeringens reaktion på Klimarådets kritik om, at Danmark – stadig – er for uambitiøs, når det kommer til at levere konkrete politiske løsninger, der skal medvirke til, at vi lever op til vores klimamålsætninger. Foreholdt denne kritik svarede klimaminister Lars Aagaard følgende: »Jeg kan mærke ind i hjertet, at vi nok skal nå i mål.« Halleluja, jamen så er alt jo godt! Eller? Det er jo helt håbløst, at en minister, når han foreholdes alvorlig kritik for sin regerings indsats, peger på sit gode hjerte som en garanti for, at vi borgere ikke behøver bekymre os. 

Men ved I hvad? Jeg bekymrer mig. Meget. Jeg er bekymret for, at vores unge mennesker bliver spist af med discountuddannelser, og for at de får overleveret en klode, hvor klimaforandringerne er irreversible. Alt sammen fordi vores regering er uendeligt ligeglad med sin befolkning. 

Hvad kan vi gøre ved det? Vi kan give Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne en syngende lussing ved næste folketingsvalg.