Jeg er fløjtende ligeglad med, om gerningsmanden er blevet mobbet som barn, hader sorte, kvinder, homoseksuelle eller har siddet skævt på potten

»Det her er det andet masseskyderi, jeg oplever,« sagde en kvindelig studerende i et interview på CNN i mandags efter et skyderi på Michigan State University. Siden Columbine-skyderiet i 1999 har 300.000 elever været i skole under et skoleskyderi. 90 pct. af dræbte teenagere er piger. Det er mange tal, men tanken om, at det hver gang er et menneske, der dør eller oplever konsekvenserne af USA’s sindssyge våbenadgang, knuger i maven på en måde, der gør den virkelighed, jeg lever i, næsten uudholdelig.

Aldrig tidligere har USA oplevet så mange skyderier på så kort tid. 71 masseskyderier ifølge Gun Violence Archive – på seks uger. Definitionen på et masseskyderi er fire eller flere døde eller sårede, eksklusive gerningsmanden. Amerika oplever en epidemi, men politikerne reagerer ikke. Imens vokser børn og unge op med øvelser, der skal gøre deres overlevelsesmuligheder større, hvis de oplever et skoleskyderi. 4,6 millioner amerikanske børn lever i et hjem med et ladt våben, der ikke er i et sikret, aflåst skab. Det er forrykt, det er sygt, og det er den primære årsag til, at jeg ikke kan overgive mig helt til det land, jeg bor i.

Efter covid-pandemien, som holdt mange børn og unge hjemme i over et år, steg antallet af skyderier. Alene i 2021 var der 250 skyderier på og omkring skoler, hvoraf fire af dem hørte under kategorien masseskyderier. Sidste år var der mere end 300 skyderier på skolearealer. Det værste skoleskyderi fandt sted i Texas, hvor 22 blev dræbt og 17 såret. Der bliver skudt til basketballkampe, i kantiner, i klasseværelserne og på skolers parkeringspladser. Hvert dødstal linet op på rækker i statistikker står for et menneske, ofte et barn. 

Det er fuldstændigt vanvittigt! Et skyderi på en skole burde få hele samfundet op i det røde felt, få folk på gaderne i millioner, få alle til at fare i blækhuset, så politikerne blev tvunget til at gøre noget. Samfundet burde stoppe, indtil der blev gjort noget, der ville gøre det sikkert at sende de mest sårbare, vores børn og unge, i skole.

Jeg kan ikke nå at skrive den her tekst hurtigt nok og give korrekte tal, før der igen foregår skyderier. I dag er det den 18. februar, og der har allerede været 17 masseskyderier i denne måned! I tv, til kommunale møder, i høringer står forældre med deres børns billeder og fortæller den ene hjerteskærende historie efter den anden om deres skønne barn, der ikke længere er i denne verden pga. våben. Men holdningen til våben er blevet så polariseret, at man bliver puttet i en ekstrem kasse på den ene eller anden side af det politiske spektrum, når man ytrer sig.

Jeg nægter at blive følelsesløs, jeg nægter at trække på skuldrene. Jeg nægter at acceptere visse amerikaneres insisteren på deres elskede second amendment, den grundlovssikrede ret til at bære våben. Det er gået så vidt, at vi i nyhederne kun hører om skyderier, hvis de foregår på en skole, et universitet eller som en del af racemæssige eller religiøse hadmotiver. Når noget er sygt og hjerteskærende, bliver det ikke mindre ufatteligt, fordi det sker ofte. Det holder jeg fast i, også selv om det river min sjæl i stykker.

Jeg er fløjtende ligeglad med, om gerningsmanden er blevet mobbet som barn, hader sorte, kvinder, homoseksuelle eller på den ene eller anden måde har siddet skævt på potten. Når der er så godt som fri adgang til våben, der affyrer 30 skud i sekundet, får man et samfund som det amerikanske. Danmark og Europa ville se ud som USA, hvis de havde samme indstilling til våben, som vi har her.

Én ting er, hvor traumatiserende det er for børn og unge og resten af samfundet at skulle navigere i en verden, hvor risikoen for at færdes i det offentlige rum konstant må overvejes. En anden ting er at opleve og overleve et masseskyderi. De psykiske mén, den manglende evne til at kunne koncentrere sig, at blive revet ud af sin barndom, at miste troen på, at de voksne passer på en. Det er ikke til at holde ud at tænke på, at nogen sætter retten til at bære våben over vores børns ve og vel og ret til et liv i tryghed og sikkerhed.

USA er det eneste vestlige, demokratiske land, der har masseskyderier som epidemisk problem. Hver dag dør der 12 børn i USA som følge af et våben, 32 bliver skudt eller såret. Der er ingen grund til at tro, at amerikanerne er mere voldelige, psykisk syge eller skiller sig nævneværdigt ud fra en ganske almindelig dansker. Men adgangen til våben, der er beregnet til krigsførelse, gør, at udfaldet af had, vrede og destruktion er så helt ufatteligt meget mere dødbringende.