Finland og Sverige har en særlig forbindelse, som handler om meget mere end forsvar

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»For vi har et bånd, de andre ikke forstår.«

Sådan lød det i Malte Eberts sang fra sidste års julekalender på DR, ”Julehjertets hemmelighed”. Og når man vil forklare, hvorfor Sverige og Finland har søgt om optagelse i Nato samtidig, kan man ikke undgå også at inddrage det ”særlige bånd”, der er mellem Sverige og Finland på grund af landenes historie. Et bånd, som mange andre end netop finnerne og svenskerne ikke er opmærksomme på, eksisterer.

Man kan lidt sammenligne det med det særlige bånd, som findes mellem nordmænd og danskere på grund af den store lighed mellem vores sprog, kultur, mentalitet og samfunds indretning, som blandt andet kommer af den mere end 400 år lange periode med fælles konger fra 1380 til 1814 (selv om norsk og dansk naturligvis var to forskellige sprog, også inden 1380).

Men i svenskernes og finnernes tilfælde er ”det særlige bånd” mellem de to folk måske endnu mere udtalt og stærkt. Det kommer nemlig af, at store dele af Finland allerede tilbage i den tidlige middelalder, i midten af 1100-tallet, blev en del af Sverige – og vedblev med at være det helt frem til 1808/1809. Altså i ikke mindre end omtrent 650 år!

Det, der skete i 1150’erne, var, at der fra den svenske kongemagts side blev arrangeret forskellige korstog til Finland, fordi man ville kristne de hedninge, som levede i det nuværende Finland. Landet var på dette tidspunkt formentlig ikke samlet i én stat, men bestod af en række forskellige små lokale høvdinge- eller kongedømmer. Og det var disse høvdinge- eller kongedømmer, som den svenske kongemagt underlagde sig, samtidig med at man ville omvende befolkningen i området til kristendommen. Der var altså ikke tale om, at Sverige erobrede et samlet Finland, som allerede var organiseret som én politisk enhed.

På den måde var situationen en helt anden, end da Norge og Danmark fik fælles konger fra 1380. Her var der tale om to stater, som hver især havde eksisteret som samlede stater i flere hundrede år inden ”sammenlægningen”. Og Norge beholdt i øvrigt også sit eget ”indre styre” langt hen ad vejen, indtil det norske rigsråd blev nedlagt i forbindelse med forskellige politiske begivenheder i 1536/37.

I det svensk-finske tilfælde var der derimod tale om, at store dele af det nuværende Finland fra midten af 1150’erne blev en integreret del af Sverige. Man skelnede ikke mellem Finland som noget særligt i forhold til andre svenske landskaber. Finland blev opfattet som lige så svensk som Småland, Mälardalen, Götaland og alle de andre svenske landskaber.

Snart blev den svenske kongemagts territorium udvidet mod nord og nordøst, så hele det nuværende Finland blev en del af Sverige.

Og da dronning Margrete I samlede Norden i Kalmarunionen i 1397, kom Finland med ind i unionen, fordi det i forvejen var en del af det Sverige, som Margrete havde erobret i 1389 (og som efterfølgende formelt blev knyttet til Danmark-Norge med Kalmarunionsbrevene i 1397).

Da Sverige endegyldigt brød ud af unionen igen i 1523, var Finland således også en del af det Sverige, som brød ud.

Helt frem til 1808, hvor Rusland under Napoleonskrigene erobrede Finland fra Sverige, var Finland fortsat ligeså svensk som alt det øvrige Sverige. I al den tid – fra 1150’erne og frem 1808 – var den overordnede politiske, samfundsmæssige og kulturhistoriske udvikling i det nuværende Finland følgelig i store træk den samme som i Sverige.

Sprogligt adskilte flertallet af finnerne sig imidlertid i hele denne ca. 650 år lange periode sig markant fra indbyggerne i den øvrige del af Sverige. De talte jo (ligesom i dag) et såkaldt finsk-ugrisk sprog, som virker så uforståeligt for os danskere, fordi det ligger så fjernt fra vores eget sprog. De finsk-ugriske sprog (hvortil også bl.a. ungarsk, estisk og samisk hører) er ikke engang indo-europæiske sprog. Det vil sige, at dansk er tættere beslægtet med både alle de øvrige germanske sprog (svensk, norsk, tysk, engelsk, hollandsk osv.), alle de romanske sprog (fransk, spansk, portugisisk, italiensk osv.) og sågar alle de slaviske sprog (russisk, polsk, tjekkisk, slavisk osv.), end det er med finsk.

Dette, at flertallet af finnerne talte finsk, og de fleste af de øvrige indbyggere i Sverige svensk, betød imidlertid ikke, at finnerne ikke blev regnet for nøjagtigt lige så svenske som de øvrige svenskere. Det var nemlig først i løbet af 1800-tallet, at man i de europæiske lande for alvor begyndte at opfatte sprog som en vigtig markør af, hvilket folkeslag (hvilken nation) man hørte til.

I det meste af perioden fra 1150’erne og frem til 1808 var det kun ca. 15-25 pct. af befolkningen i det nuværende Finland, som talte svensk til dagligt (lidt afhængigt af hvilken del af perioden man ser på). Og det var især overklassen i den sydvestlige del af det nuværende Finland, der benyttede sig af det svenske sprog. Resten af befolkningen i området talte finsk til daglig.

Antallet af svensk-sprogede i det nuværende Finland kulminerede i første halvdel af 1700-tallet, hvor andelen af befolkningen, som talte svensk, var oppe på ca. 25 pct.

Ruslands erobring af Finland i 1808 er en meget markant og voldsom begivenhed i Sveriges (og naturligvis også i Finlands) historie. Ud over de store menneskelige tab i forbindelse med krigen betød erobringen også, at Sverige mistede næsten halvdelen af sit territorium til en fremmed magt. Det var virkelig voldsomt. Og 650 års politisk, samfundsmæssigt og kulturelt fælles tilhørsforhold mellem den del af befolkningen, der boede i Finland, og den del af befolkningen, der boede i det nuværende Sverige, blev hårdt og brutalt afbrudt.

I 1809 blev Finland af russerne officielt gjort til et uafhængigt fyrstendømme. Men reelt var landet under Rusland, idet det altid var den russiske zar, som var storfyrste i Finland.

Fra 1809 og frem til 1917, hvor Finland løsrev sig fra Rusland under kaosset i forbindelse med Den Russiske Revolution, blev bevidstheden i den finske befolkning om, at man var et særligt folk, at man var ”finner”, stærkere. Det skete for manges vedkommende under devisen: ”Svenskere må vi ikke længere være. Russere vil vi ikke være. Så lad os da blive finner.”

Og så begyndte man særligt at dyrke den del af den finske kultur, som man mente var særlig for Finland og anderledes end både den svenske og den russiske. Ligesom mange begyndte i højere grad at anvende det finske sprog i stedet for det svenske. Man forfinskede mange udtryk og egennavne, og nogle fremtrædende finske personligheder forfinskede sågar deres egne navne. For eksempel begyndte en af de kendteste finske kunstmalere fra 1800-tallet med det svenskklingende navn Aksel Gallén i stedet at kalde sig selv det mere finsk-klingende Akseli Gallen-Kallela.

Det var også i denne periode, nemlig i 1899, at den berømte finske komponist Johan (Jean) Sibelius lancerede sin store, nationale komposition ”Finlandia” med undertitlen ”Finland vågner”.

Da Finland blev selvstændigt fra Rusland i 1917, var der på grund af forfinskningsprocessen i russertiden ikke længere mange finner, der opfattede sig som svenskere – og derfor ønskede, at landet skulle vende tilbage til at blive en del af Sverige. Ligesom det svenske sprog havde været i kraftig tilbagegang siden 1809. Det fortsatte det med at være op igennem resten af 1900-tallet og frem til i dag, så det nu kun er ca. 4-5 pct. af befolkningen (primært i den sydvestligste del af Finland – og på Ålandsøerne), som benytter sig af svensk i det daglige.

Men erindringen om det ca. 650 år lange historiske, politiske, samfundsmæssige og kulturelle fællesskab mellem Finland og Sverige og de spor, som det har sat sig i den finske og svenske selvforståelse samt i forskellige konkrete lighedspunkter mellem finsk og svensk kultur, samfundsopbygning osv. i dag, er en stærk kraft, som gør, at mange finner og svenskere i dag føler et større fællesskab med hinanden, end de måske gør med noget andet af de nordiske folk.

Med andre ord: Selv om mange danskere måske ikke er så opmærksomme på det, betyder finnerne (mindst) lige så meget for svenskerne, som vi danskere gør (også selv om dansk og svensk sprog minder væsentligt mere om hinanden end svensk og finsk).

Og dette skyldes altså det lange historiske fællesskab, hvor Finland var en del af Sverige frem til 1808/1809. Svenskere og finner har i sandhed ”et bånd, de andre ikke forstår”.