I katastrofebranchen siger man, at jordskælv ikke slår mennesker ihjel – dårligt byggede huse slår mennesker ihjel
Efter katastrofen kommer genopbygningsfasen. Når støvet har lagt sig efter skælvet, handler det om at undgå at gentage fortidens fejl.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Her en uge efter jordskælvet i Tyrkiet og Syrien er den akutte responsfase ved at være overstået – i hvert fald i de områder, hvor hjælpen er nået frem, og hvor infrastrukturen har tilladt en effektiv indsats i de første, afgørende døgn. Selv om de sidste overlevende blev trukket ud af ruinerne helt op til en måned efter jordskælvet i Haiti i 2010, er det dog yderst sjældent, at nogen bliver fundet i live efter mere end en uge under murbrokkerne. Det betyder, at katastrofeindsatsen nu så småt går ind i næste fase.
Allerede nu kan man læse, at den tyrkiske regering har udstedt arrestordrer på flere end 100 af de ansvarlige for, at mange beboelsesejendomme i de ramte områder ikke var konstrueret i henhold til gældende lovgivning.
En grundlæggende model i håndteringen af katastrofer stammer fra slutningen af 1970’erne, og den deler processen op i fire overordnede faser: forebyggelse, forberedelse, respons og genopbygning. De to første faser ligger før selve den katastrofale begivenhed, mens de to sidste kommer efter. Forberedelse handler om opbygning af beredskab og krisestyringsevne, mens forebyggelse afhænger af det specifikke faremoment, f.eks. jordskælv, vildt vejr eller vulkanudbrud. Reduktion af risiko sker dog altid i to dimensioner: Enten nedbringer man sandsynligheden for, at X sker, eller også afbøder man de eventuelle konsekvenser, hvis X alligevel skulle ske. I tilfældet jordskælv kan man ikke stille noget op mod sandsynligheden, hvorfor fokus må rettes mod i videst muligt omfang at undgå konsekvenserne.
I bedste fald er katastrofemodellen ikke en cirkel, men en spiral, hvor nye forebyggelses- og forberedelsesfaser begynder på et højere niveau, fordi man har lært noget af tidligere forløb. Evnen til at optage læring fra kriser og katastrofer i sociale systemer kaldes ”bounceforwardability”, hvilket er en vigtig komponent i såkaldt ”resiliens”, som på dansk betegnes ”dynamisk modstandskraft”. Det kræver imidlertid, at samfundet rummer mekanismer til at identificere og optage læringspunkter, hvilket ofte går imod politiske og økonomiske interesser. Derfor skal det internationale korps af organisationer, stater og medier sørge for at holde fokus på det, man i FN-terminologi kalder ”Build Back Better” i katastrofens fjerde fase.
I katastrofebranchen siger man, at jordskælv ikke slår mennesker ihjel – dårligt byggede huse slår mennesker ihjel. Det indså bystyret i Lissabon allerede i november 1755, efter at et stort jordskælv havde dræbt titusindvis af byens indbyggere. Da den portugisiske hovedstad efterfølgende skulle genopbygges, indførte byens stærke mand, Sebastião José de Carvalho e Melo (1699-1782), senere kendt som markisen af Pombal, belært af erfaringerne bygningsregulativer. Man opførte nye huse med smidige indre trækonstruktioner, der kunne give sig i stedet for at knække. Disse såkaldte ”Pombalinebure” udgjorde kernen i historiens første jordskælvsikre byggemetode. Regelsæt for konstruktion af bygninger, planlove for regulering af byggeri i udsatte områder og effektivt tilsyn med sådanne regler er afgørende for at ”bygge bedre bagefter”.
”Build Back Better”-tankegangen kom ind i FN’s verdensomspændende katastrofearbejde efter tsunamien i Sydøstasien i 2004 og blev skrevet ind i Sendai-rammeaftalen fra 2015, men har altså en lang historie bag sig. Forhåbentlig vil den også gennemsyre genopbygningsfasen efter jordskælvet i Tyrkiet og Syrien. Allerede nu kan man læse, at den tyrkiske regering har udstedt arrestordrer på flere end 100 af de ansvarlige for, at mange beboelsesejendomme i de ramte områder ikke var konstrueret i henhold til gældende lovgivning. Sådan reaktiv handlekraft hjælper desværre ikke de stakkels beboere, som blev fanget i ruinerne, da deres hjem styrtede sammen under jordskælvet, fordi husene ikke levede op regler og love. Hvis man som bygherre kan betale sig fra at gøre sit nybyggeri jordskælvssikkert, eller hvis myndighederne ikke er deres tilsynsansvar voksent, nytter det jo ikke noget. De skjulte sårbarheder ses først, når katastrofen rammer.
Korruption, ineffektivt bureaukrati, økonomisk ulighed, manglende demokratisk repræsentation, uhensigtsmæssige politiske incitamenter, lav transparens osv. undergraver alt sammen modstandskraften over for katastrofer i et samfund. Hvor effektiv hjælp til at redde indespærrede ud af sammenstyrtede bygninger, opbygning af midlertidig indkvartering, koordination af akut nødhjælp og behandlingskapacitet til kvæstede er afgørende i responsfasen, bør international støtte i genopbygningsfasen ud over økonomisk hjælp omfatte krav til korruptionsbekæmpelse, opbygning af effektive administrative systemer og demokrati. Ellers bygger man ikke et bedre samfund op igen efter katastrofen.