Politikere, bliv enige om at kunne sige nej
Ingen tager det nødvendige opgør med det politiske miljø og siger nej noget oftere. Fordi det i sidste ende betyder, at en af dine politiske modstandere står i "Debatten", mens du ikke er repræsenteret.
For få dage siden meddelte Jakob Ellemann-Jensen, at han sygemelder sig på ubestemt tid. På sin Facebook-profil skriver vicestatsministeren, at han har haft »usædvanlig travlt« gennem længere tid. Han er ikke den eneste folketingspolitiker, der har måttet trække stikket på grund af for hårdt arbejdspres. Seneste var det Jacob Mark, og tidligere har vi set, at toppolitikere som Alex Vanopslagh og Ida Auken, blandt mange andre, har været sygemeldt med stress.
Hver gang vi hører om et nyt tilfælde af stress hos en folketingspolitiker, bedyrer Folketingets formand, at det er noget, der bliver set på med stor alvor. Det sagde Henrik Dam Kristensen i seneste folketingsperiode. Det siger Søren Gade nu.
Jeg var politisk ordfører, og derfor forventedes det også af mig, at jeg altid stod til rådighed. Hvilket jeg gjorde. Men det sled mig ned.
Men det er tomme ord, så længe ingen tør tage et radikalt opgør med den arbejdsmoral, som definerer livet som folketingspolitiker. Det er en moral, der foreskriver, at man skal være til rådighed 24 timer i døgnet. Om aftenen, når avisforsiderne breakes, og man skal give interview til Ritzau. Tidligt om morgenen, når man skal i radioen eller sidde ude i News’ studie kl. 06.15. I weekenderne på alle tider af døgnet.
Jeg har selv været der. Jeg var politisk ordfører, og derfor forventedes det også af mig, at jeg altid stod til rådighed. Hvilket jeg gjorde. Men det sled mig ned. Når telefonen ringede sent om aftenen, var der dage, hvor jeg ikke tog den, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue det. Når de ringede i forvejen og spurgte, om jeg ville være med i et eller andet tidligt eller sent program, fandt jeg ofte på undskyldninger for ikke at kunne. Mine børn har godt nok haft fødselsdag mange gange i de år, jeg sad i Folketinget.
Problemet er, at ingen tager det nødvendige opgør og siger nej noget oftere. Fordi det i sidste ende betyder, at en af dine politiske modstandere står i ”Debatten”, mens du ikke er repræsenteret. Så hvem skal så stemme på dig og dit parti ved næste valg, hvis du ikke har været synlig nok?
Det pres, som denne forventning om synlighed placerer på den enkelte politiker, kan kun fjernes kollektivt. Hvis politikerne skal blive bedre til at sige nej, skal de først tale sammen og blive enige om, at de skal blive bedre til at sige nej. Derfor er det ikke nok at appellere til den enkeltes ansvar, eller at Folketingets formand siger, at han vil se på, om arbejdspresset er for stort. Arbejdspresset er så stort, som politikerne tillader det.
Jeg har derfor et helt konkret forslag til partilederne på Christiansborg: Sæt jer sammen og bliv kollektivt enige om, at I alle vil blive bedre til at sige nej. Lav en aftale om, at I som udgangspunkt holder fri i weekenderne og efter kl. 20 om aftenen. Giv hinanden hånden på, at I virkelig ønsker at bryde med den syge arbejdsmoral på Christiansborg. For lige på dette område er I ikke konkurrenter, men hinandens forudsætninger for, at det skal lykkes. For ligesom os andre er I mennesker, før I er noget som helst andet.
Lad mig slutte med et citat fra Glenn Bech, som i en klumme i Altinget med sylespids præcision beskriver, hvad der er galt: »Bare fordi I har tilranet jer en tilværelse på Borgen, hvor folk brænder sammen med stress, er det ikke ensbetydende med, at vi andre også skal fornægte vores menneskelighed. Jeres arbejdsmoral er ikke forbilledlig, men ofte temmelig syg. Jeg ved godt, at journalisterne render efter jer, og at jeres hverdag livetransmitteres på nationalt tv. En sådan virkelighedsforvrængning kunne sikkert også give mig indtrykket af at være udgangspunkt for alle andre.«