Irmas lukning får rige storbyboere op i det røde felt

Da jeg boede på Nørrebro i København, handlede jeg i Aldi ved siden af Ungdomshuset, aldrig i Irma.

Irma var for de rige og veluddannede, dem, der kendte forskel på vindistrikter og druer, jeg aldrig havde hørt om. Irma var for dem, der kendte til procenter i chokolade, ost, der havde stået hengemt i et kloster, og kød fra dyr, der var blevet kælet for. Aldi var for os andre fattigrøve, der enten ikke kendte til Irmas lækre varer, ikke havde råd til at købe dem eller ikke ville være til grin, hver gang vi åbnede pengepungen. Nyheden om Aldis lukning har sjovt nok ikke fået bedsteborgerne til at udbryde i ramaskrig.

”Chokerende” er ord, der bliver hæftet på lukningen af Irmakæden, der begyndte i 1886 som en æggeforretning på Nørrebro. Hør her: Irma er altså bare en del af en privat virksomhed, der ikke tjener penge nok, til trods for at de kræver overpriser for deres varer. Men når man har råd til at handle i Irma, så har man også råd til at handle online og få maden bragt lige til døren – hvis Irma havde været forudseende, kunne de måske have undgået et massivt underskud og rent faktisk leveret det, tiden kalder på. Irma er passé, forbrugerne har talt og valgt andre steder at købe ind.

Hvordan storbyboerne kan komme op i det røde felt over en butikskæde, der lukker, er for mig komplet uforståeligt. Især i betragtning af, at hvis samme madbevidste borgere løfter blikket en lille smule fra Irmapigen og ser ud i verden, så er der temmelig mange andre emner, der kunne have gavn af deres harme. Loyalitet og varme følelser er der nok af godgørende sager, der har brug for, brug engagementet på dem i stedet for en butikskæde.

Tilsyneladende mener folk, at de mister deres identitet, når Irma lukker. For når man handler i Irma, er man en af de forbrugerstærke, smarte byboer, der med sin indkøbspose, hvis man da ikke medbringer sin egen af lærred, signalerer, hvilket samfundslag man tilhører. Til det vil jeg blot sige, at det siger en hel del, at Irma aldrig er slået igennem i Jylland eller på Fyn.

Selvom Irmahønen ikke længere blinker i mørket, er hun en del af vores kulturelle sangskat takket være Kim Larsen. Hvil i fred, Irma – og så er det vist tid til at engagere sig i andre presserende emner af langt vigtigere karakter, ikke?