Tvivlen bør komme den nye direktør for Nationalbanken til gode

Den 1. februar får vi ny nationalbankdirektør: Christian Kettel Thomsen, som tidligere har været departementschef i såvel Finansministeriet som Statsministeriet.

Det har fået flere til at rejse et advarselsflag, idet Christian Kettel Thomsens tidligere chefposition i Finansministeriet og Statsministeriet muligvis kan få den nye nationalbankdirektør til at undlade en både berettiget og nødvendig kritik af den til enhver tid siddende regerings finanspolitik.

For høje poster er ikke blot forbundet med stor indflydelse og krav om stor faglighed, men er også forbundet med pligten til at tage tunge beslutninger, der kan møde hård modstand. Selv om jeg ikke har haft nær så høje poster, har jeg to gange måttet tage beslutninger, som tog hårdt på mig, selv om de var påkrævet: nemlig at afskedige direktører. Derfor er faglighed ikke nok i de højeste ledelseslag, der skal også mod og vilje til.

For det er jo ikke første gang, at en tidligere departementschef i Statsministeriet er blevet udnævnt til nationalbankdirektør. Det var også tilfældet for Niels Bernstein, der var nationalbankdirektør 2005-2013, og som var blevet udnævnt under den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, mens han var hans departementschef.

Om dette var hovedårsagen til, at Bernstein ikke kritiserede regeringen – i hvert fald ikke åbent – op til finanskrisen, hvor der blev ført en historisk uansvarlig finanspolitik, kan jeg ikke vide, men i hvert fald blev en helt nødvendig åben kritik ikke fremsat. Konsekvenser af den historisk uansvarlige finanspolitik slog stærkt igennem i kølvandet på finanskrisen, og Danmark blev uforholdsmæssigt hårdt ramt, ligesom det gjaldt for mange personer og virksomheder.

Og det var ikke engang den største fejltagelse. Samtidig med at pengeinstitutterne finansierede – bl.a. de såkaldte ejendomsbaroner – med store udenlandske og tillige kortfristede lån, tillod Nationalbanken, at valutareserven skrumpede alt for meget. 

Det var en meget farlig cocktail, som Nationalbanken burde vide fra den sydøstasiatiske krise i 1997. Her havde bl.a. Thailand, der først blev ramt, finansieret en voldsom stigning i boliginvesteringerne med meget betydelige og kortfristede udlån, samtidig med at der blev ført en uansvarlig finanspolitik. 

Og det var netop en tilsvarende udvikling, der var blevet tilladt op til finanskrisen i Danmark. Og derfor burde Nationalbanken – og selvfølgelig også regeringen – have reageret i tide, men det skete ikke.

Konsekvensen heraf blev også, at det var nødvendigt med en meget stor statslig garanti for pengeinstitutternes internationale lån. (Ovenstående har jeg nærmere dokumenteret i min bog fra 2013: ”Finanskrisen – kleptokratiets konsekvens”, især afsnit 2.3 og 2.4).

Så uafhængighed og mod er nødvendige egenskaber, som en nationalbankdirektør også må have. Det må vi håbe, at Christian Kettel Thomsen har. I hvert fald må en tvivl herom indtil videre komme ham til gode.