Gøg og Gokke genopstår i dansk underholdningsbranche

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den danske underholdningsbranche er blevet beriget med en ny Gøg og Gokke. Søreme, om det komiske makkerpar fra stumfilmens dage ikke har fået en ny, dansk gestaltning i form af den ranglede teaterinstruktør Christian Lollike og den trinde skuespiller Nicolas Bro. Som blev præsenteret for avisens læsere i den forløbne uge i anledning af Gøgs debutfilm ”Kagefabrikken”, hvis tematik åbenbart er »danskernes fremmedangst og fanatiske forhold til sundhed«, sådan som journalisten var så venlig at formulere det med den velvillighed, der er standard i alle mainstreammedier, når de rigtige ytrer sig. Modsat det originale makkerpar fra Hollywood nøjes den danske udgave nemlig ikke med at mime. Vi kan derfor tage dem på ordet, endnu mere fordi de gerne vil være politisk vakte og aktuelle.

Først sundhedsfanatismen, hvor Gokke fører ordet og lægger ud med en betroelse: »Ej, på et personligt plan er jeg så træt af alle de problemer, der er forbundet med at være tyk.« Det er ærlig snak, for det kan umuligt være nemt at slæbe rundt på alle de ekstra kilo. Kort efter forstår man, at Gokke kun koketterer til ære for journalisten, og at det naturligvis er samfundets skyld, at han må lide, for som han fortsætter: »Vi bygger tingene op omkring os på en måde, som udelukker os tykke mennesker. Jeg mærker det jo hver dag, at sådan cirka hver anden stol – hver stol, hvis jeg er inde i centrum af byen – simpelthen ikke designet til, at jeg kan sidde i den, uden at det gør ondt.«

Oh, ve og rædsel, verden er simpelthen ikke indrettet efter Gokkes fedme – ikke engang de fineste steder – og således ser man, at selv en af landets mest kendte skuespillere er offer for omstændighederne. Hvor er det bare så meget strukturel undertrykkelse og tykfobi!

På samme måde med fremmedangsten, Gøgs ressortområde. Han udtaler om filmens idé: »Grundlæggende ville jeg tage vores fanatiske forhold til at ville holde os sunde og være sportstrænede og blande den med vores angst for primært muslimer, altså dem, vi kalder fremmede. Jeg fik lyst til at blande de to, fordi jeg har en intuitiv fornemmelse af, at de har noget at gøre med hinanden. At vores behov for at rense os og hele tiden dyrke os selv og være i form også er med til at gøre, at vi har svært ved at håndtere folk, der ser anderledes ud på den ene eller den anden måde.«

Alene baseret på en intuitiv fornemmelse af et eller andet bliver en rationel frygt for fremmede vaner og værdier, som af indlysende grunde findes i Vesteuropa efter årtiers demografiske mangfoldighedseksperiment, forvansket til irrationel angst. Til en sygdom, som den kreative, privilegerede klasse må kurere, så vi kan komme planmæssigt videre med mangfoldigheden. Hvis ikke det er politisk terapi, så ved jeg ikke, men Gøg og Gokke opfatter formentlig den slags som en kompliment, og desuden er al engageret kunst for længst blevet venstreorienteret på vore breddegrader. Her mimer Gøg og Gokke en gammel traver.

Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse, at filmens hovedperson, kagefabrikanten Niels spillet af Gokke, forelsker sig i fabrikkens rengøringsassistent Zainab med rødder i Mellemøsten. Naturligvis. Kærlighed uden grænser. Menneskelighed. Mangfoldighed. At romancen knap nok ville være mulig i den virkelige verden – eller i hvert fald er risikabel, sådan som normerne generelt er i muslimske familier – det aner instruktøren ikke. Eller også prøver Gøg blot at ignorere det og lade som som, at islams værdisystem slet ikke findes i lille Danmark.

Det sidste er selvfølgelig tilladt i fiktion, skønt det gør den ufrivilligt komisk. Vil man producere kunst og komedie med politisk engagement, er form og indhold nødt til at være virkeligheden nogenlunde tro. I stedet foretrækker Gøg og Gokke at efterligne tidens wokeaktivister, som gerne vil gøre en masse godt for alverdens minoriteter ved hjælp af repræsentation og sproglig korrekthed. Sagen er bare den, at berømte og velstilledes menneskers talen på de undertryktes vegne netop gør det muligt for dem at retfærdiggøre deres egen privilegerede position. Eller med andre ord: Det er bare gas, der stiller dem selv i et bedre lys: Ind med de tykke! Ud med de tynde! Ind med muslimer! Ud med de intolerante! Se mig! Se mig! Se mig!

Indrømmet, det kan være irriterende med alle de smukke, unge mennesker i film, når man selv er en gammel idiot som undertegnede. Og vist kan det være sjovt at gøre grin med folk, for hvem fitness er Gud. Men hvad er der egentlig i vejen med at ønske at holde sig i form, sådan at man i det mindste kan sidde på stolene i København K? Og måske endda kan nyde idræt som andet end en genvej til vægtkontrol og mærke, at idræt kan være en selvstændig verden af grænseflytning, lyst og selverkendelse.